I Gry Jexens bog af samme navn, beskrives 50 danske kvinder gennem de seneste 500 år faktuelt. Et bredt og sigende udvalg dækkende fra bl.a. uddannelse, seksualitet til politik, sport, kunst og økonomi. At skulle vælge nogle ud af dem, må have været svært for de har jo alle en vigtig plads i Danmarkshistorien. Dog bliver der valgt 23 ud, som spænder lige så bredt som i bogen og at levendegøre fakta og binde historierne sammen er gjort blændende af både skuespillerne og instruktør Kamilla Wargo Brekling. Det dramatiske bliver understøttet af brugen af fortæller i historier, der har brug for lidt uddybning, hvilket virker godt hvis bogen ikke er læst på forhånd.

Der bliver lagt små humoristisk indslag ind, hvor publikum bliver involveret. Quiz – gæt en verdenskendt forfatter og vind: Kager fra Karen Volf. Opløftende twist af en økonomisk fremsynet kvindes grundlæggelse af en kagefabrik overleveret af en sprudlende Klaus Søndergaard. Klaus Søndergaard spørger ud til publikum om der er en der vil være nøgenmodel til croquistegning og med en god timing, så vi kan nå at melde os, tager han den så selv. Muntert begynder han at knappe skjorten op, men ender med en mandlig overkrop.

Én mand i et skuespil om og med kvinder kan være svær at fylde ud, han spiller alt lige fra Christian IV som dreng til døende husbond. Klaus farer rundt og er allestedsnærværende samtidig med at han gør det vældig humoristisk. De forskellige mandlige roller som skal ydmyge, håne, nedgøre og straffe kvinder, spiller han så perfekt at det virker overbevisende og genkendeligt for mange af rollerne. Vi/flertallet af publikum er kvinder, kan mærke helt ind i knoglerne disse også nutidige mandsroller.

Odion er det perfekte valg til et modigt teaterstykke, hvor scenografi og kostumer er holdt i sort og hvidt. Rekvisitterne er hvide stole og klæde af forskellige størrelse, som gør det ud for både babyer, bøger, korsetter og kongekåber mmm. Skuespillere og publikum kommer tæt på hinanden og det dramatiske hos skuespillerne får lov at udfolde sig og kommer følelsesmæssigt tæt på, hvilket kunne mærkes på publikum i bl.a. den scene, hvor den stakkels Ane Cathrine Andersdatter, Malene Melsen, skal halshugges. Her bliver de hvide stole stablet til et skafot, som Ane Cathrine betræder, og da øksen falder slukkes lyset og lyden af en faldende økse lyder. Det er gribende. Det er enkelt. Og perfekt og lader publikums fantasi sammen med de forskellige kontrastfyldte scener lægge farver på ”filmen” i hukommelsen.

Når jeg tænker tilbage på den blide scene med Natalie Zahle dukker der bløde, brune farver op i min hukommelse – selvom der stadig kun var sorte og hvide farver. Når jeg tænker tilbage på Kvindeligt Arbejderforbunds formand, Olivia Nielsen, dukker der pludselig røde farver op. Kontrasterne i scenernes opbygning ud fra valg af kvinder og deres historie, er dygtig kreeret og spillet med overbevisende udtryk af følelser og utroligt differensieret af de kvindelige skuespillere.

 Undervejs var der et lille lydteknisk problem, og da vi nærmede os slutningen træder Klaus frem og siger, at nu er der ikke mere tid – de bliver nødt til at slutte. En lille detalje, hvor det tidligere problem lige lod til at de blev nødt til at klippe noget af slutningen ud – indtil det gik op for os/publikum, at sådan skulle slutningen være. Lettelsens suk var til at føle. Derefter fik resten af de 50 kvinder fra bogen som ikke var blevet nævnt, hver en stol at sidde på. Sådan blev alle 50 stole godt fyldt ud.