Forestillingen starter forholdsvis klassisk ud, og følger nogenlunde handlingsplottet i bogen. Men man begynder langsomt som publikum at fornemme at Sigrid Johannesen der har instrueret forestillingen vil noget andet.

I den klassiske fortælling om Jane Eyre følger vi den unge Jane som en forældreløs pige, der vokser op hos sin tante, og hendes børn der behandler Jane Eyre grusomt. Hun bliver sendt videre på Lowood-institutionen, en skole for fattige piger hvor hun får sin uddannelse.

På Thornfield Hall får Jane en stilling som guvernante og hun møder den charmerende og pigeglade Mr. Rochester. De udvikler langsomt et tæt forhold, og Mr. Rochester ender med at fri til Jane. Men midt under brylluppet finder Jane ud af at Mr. Rochester allerede er gift med Bertha, som Mr. Rochester holder indespærret på grund af sindssyge. De bliver derfor ikke gift og Jane beslutter at forlade Mr. Rochester og Thornfield Hall for at bevare sin egen værdighed.

Jane flygter til landsbyen Whitcross, hvor hun finder beskyttelse hos den gæstfrie præst, St. John Rivers, og hans søstre. Efter at have arvet en masse penge fra en onkel, kan Jane endelige have der frihed hun gennem livet har længtes efter, men hun vælger at vende tilbage til Thornfield Hall og opdager, at en forfærdelig brand har ødelagt bygningen. Mr. Rochester er blevet skadet og er nu blind, men Jane erklærer sin kærlighed til ham og de forenes endelig.

Sådan slutter bogen, men det var ikke helt det billede som Sigrid Johannesen ønskede i en forestilling her i 2023.

Den sindssyge kone til Mr. Rochester, Bertha (Anne Plauborg) har i forestillingen en noget mere dominerende rolle end i bogen. Som en altviende fortæller bryder hun ind i handlingen gang, og kommenterer på spillet og historien. Bertha bliver Sigrid Johannesens indgang til en mere absurde tilgang til den gammel klassiker. I starten lader Sigrid, Bertha kommenterer på forestillingen, men i slutningen hiver hun hele den illusion som Jane har levet i fra hinanden, og overtager hele forestillingen. Her vil jeg ikke røbe for meget, for det skal opleves.

Den Lollikes skole

I den sidste del af teaterforestillingen bliver det tydeligt, at Sigrid Johannesen har en fortid på Teater Sort/Hvid, hvor Christian Lollike også har været aktiv. Når Bertha overtager scenen, bliver forestillingen mere kaotisk og grænseoverskridende, hvilket minder om et skuespil Lollike normalt står bag. "Jane Eyre"-forestillingen indeholder også flere referencer til Lollikes version af Erasmus Montanus. I starten af forestillingen slår skuespillerne hinanden, men med flere meters mellemrum, hvilket refererer til det todimensionelle univers, som Erasmus Montanus vender hjem til.

Når Bertha overtager scenen i den sidste del af forestillingen, forsvinder det todimensionelle aspekt, og volden på scenen bliver mere rå og brutal. Sigrid Johannesen formår at løfte forestillingen og bringe den til nye højder. Selv hvis man kommer træt til teatret efter en hård uge, vil man forlade forestillingen opløftet og fyldt med den energi, som forestillingen udstråler.

Det er længe siden jeg har set et så velspillende hold som holdet til Jane Eyre. Mette Klakstein er i rollen som Jane Eyre helt vidunderlig. Jeg var også vildt imponeret over den kraft som Anne Plauborg spillede med i rollen som Bertha. Mette Døssings udviser stort komisk talent i rollens som Mrs Fairfax, og sådan kunne jeg blive ved.

Christian Lollike har været med til at sætte en ny standart for den danske dramatik, en standart som Sigrid Johannesen og Hanne Lund Joensen lever helt op til med deres fortolkning af klassikeren ”Jane Eyre”

Så skynd jer at komme i teatret, og få en oplevelse som kommer til at sidde i kroppen længe.