« Tilbage

Erasmus
af Bjarke Eijgendaal
Erasmus Montanus
Aarhus Teater
Store Scene
24/8 - 24/9 2022

For 3. gang siden 2017 genopsætter Aarhus Teater ”Erasmus Montanus” af Ludvig Holberg i Christian Lollikes gentænkte opsætning.
Denne gang sker det på baggrund af, at det i år er 300 år siden at der første gang blev spillet på dansk på de danske teatre. Og grundet til at det skal fejres med Erasmus Montanus, skyldes at det var den første forestilling Aarhus Teater spillede, i år 1900 da teatret åbnede.
 
Christians Lollikes version af Erasmus Montanus blev produceret i forbindelse med at Aarhus var Kulturhovedstad, og forestillingen blev det år kåret som Årets Forestilling, ligesom David Gehrt og Ida Grarup fik en Reumertpris for Årets Scenedesign.
 
Erasmus Montanus
Erasmus Montanus’ afklæder både det danske værdifællesskab, sin hovedperson og sig selv som forestilling i en medrivende og hysterisk morsom iscenesættelse på Aarhus Teater.
 
Forestillingen starter midt i en tegnet barokscenografi og til tonerne af Brorsons salme ’Op, al den ting, som Gud har gjort’. Koret som fremfører salmen, har ligesom de øvrige skuespillere på scenen et lidt uhyggeligt og dukkeagtigt udtryk. Bevægelserne er groteske og stiliserede. Og når skuespillerne skal forlade scenen, køres de nogle gange ud via slidser i gulvet, præcis som de tegnede kulisser af huse, træer og dyr.
 
Scenografien til Christian Lollikes ”dukketeaterudgave” af Ludvig Holbergs komedie ’Erasmus Montanus’ er i den grad rammesættende og medkommenterende. I form af et optisk sansebedrag leger de sceniske billeder med publikums forsøg på at orientere sig:  vi prøver konstant at se i dybden og at forestille os, hvordan det ville se ud, hvis skuespillerne rent faktisk så på hinanden, mens de taler. Men uanset hvor vi kigger hen, forekommer alting surrealistisk 2D-fladt – præcis som den mentale horisont på bjerget hos bønderne, hvor alting kører i loop og skal blive ved med at være, som det altid har været. Det er stærkt gået af scenografi-makkerparret David Gerhrt og Ida Grarup Nielsen.
 
Den scenografiske ramme skaber indlysende nok en komisk effekt i forhold til stykkets oplysningsfilosofiske tematik (jorden ER jo faktisk flad i forestillingens univers, så det er vel ikke så mærkeligt, at bønderne bliver irriterede på den hjemvendte bondestudent og hans latinske ’jorden er rund-snak’). I Lollikes iscenesættelse er karaktererne ikke kun lige så flade som de papkulisser, der omgiver dem. De er absurde – og overspillende – marionetdukker, hos hvem vold, begær og slapstick-komik går hånd i hånd forestillingen igennem.
 
Og skulle det så være morsomt? Både og. Er man til absurd overspillede slapstick-komik, rammer forestillingen lige ind i latterbenet, men er man mere til underspillet ”klovn” humor, bliver Erasmus Montanus let en flok skrigende overspillede skuespiller, der udpensler forestillingens tematikker på det groveste. Men Lollikes gentænkning af ’Erasmus Montanus’ er fremragende tænkt teater - både som underholdende Holberg-pastiche, som politisk debatindlæg og som iscenesættelse.
 
Holbergs fortælling om Erasmus Montanus, er en fortælling der har næsten 300 år på bagen, men dens budskab og tematikker er stadig aktuelle. Spørgsmålet er dog om Lollikes iscenesættelse stadig er det, selvom den kun har 6 år på bagen. I 2017 var det en anden politisk debat, der fyldte i det danske samfund, og der er kommet nogle nye normer for hvad man kan sige eller især ikke kan sige.
Kan man som instruktør i dag, tillade sig at ”bede” sine skuespillere at gøre hvad som helst? Svaret vil jeg lade stå ubesvaret, men blot sige som fortalerne for Simon Spies: der er ikke nogen der har tvunget dem.
 
Der er dog også elementer i Lollikes opsætning, der er helt aktuelle i dag. F.eks. er et af forestillingens satiriske glansnumre, at Erasmus ikke kun gentager det velkendte credo om, at ”jorden er rund” men også ved at ”Danmark ikke hviler på kristne værdier”. Her kommer vi som udpræget kulturradikalt publikum lidt til kort. For i Danmark hviler vi da på et kristent værdifællesskab, gør vi ikke? Det stod der da i hvert fald i Helle Thorning regeringsgrundlaget - og man kan vel i øvrigt godt være ateist og stadig mene det… 
 
Og det bliver værre endnu. For Erasmus proklamerer også, at ”sproget blot er en konstruktion” og at ”bevidsthed skaber virkeligheden”, alt imens forestillingen raffineret afmonterer sandhedsværdien ved disse påstande. Her rammer forestillingen ind i den verserende kønsdebat og vi griner i høj grad af os selv, når det går op for os, at det jo er os som publikum, der sidder afklædte tilbage som den bedrevidende og arrogante Erasmus Montanus på vores kulturradikale bjerg og udbreder os om, hvordan alt er sproglige konstruktioner og andre universitetsfloskler.

Pressefotos Emilia Therese