« Tilbage

Til maskebal i kælderen
af Tom Rahbek
Traum
Aarhus Teater
STUDIO
11. maj. – 8. juni 2023

’Traum’ forløses som en våd drøm i et orgie af sproglig og erotisk energi i Nathalie Mellbyes drilagtige iscenesættelse på Aarhus Teater. Nanna Bøttcher og Kjartan Hansen går knivskarpt til makronerne.
 
»Hvem lurede du egentlig mest på?«, spørger jeg forsigtigt min anmeldergæst, efter vi er kommet i sikker afstand af den lille kælderscene, Studio, på Aarhus Teater. Svaret falder prompte. Tilsyneladende var det ikke den samme skuespiller, vi havde i kikkerten bag vores masker som publikum til den sidste forestilling i Aarhus Teaters ”dirty decadence-trilogi” (og hvem det var, skal jeg nok undlade at underholde med her). Hver sin smag. Og der rigeligt at komme efter i denne forestilling. Holdet bag ’Traum’ gør i hvert fald, hvad de kan for at ramme en bred målgruppe hvad angår voyeuristiske lyster og seksuelle fantasier. Det må man give dem.
 
Forestillingen, der er skrevet af Bjørn Rasmussen, er løseligt baseret på Arthur Schnitzlers roman ’Traumnovelle’ fra 1926, hvis grundplot også dannede udgangspunkt for Stanley Kubricks ’Eyes Wide Shut’ med Tom Cruise og Nicole Kidman i slutningen af halvfemserne. Men hvor historien om det dysfunktionelle lægepar og deres erotiske udskejelser forekommer noget distanceret i Kubricks overæstetiserede univers, er der helt andre boller på suppen i Nathalie Mellbyes intime og drilagtige iscenesættelse. Som publikum er vi en del af festen. Iført masker sidder vi i og omkring en swimmingpool i en form for affældig badeanstalt. Herfra er vi på nærmeste hold vidner til det, vi umiddelbart tror, er en historie om et parforhold og parrets afprøvning af grænser, men som siden viser sig at være en opløsningsproces, hvor sprog, køn, fortælling og rationalitet langsomt udviskes.
 
Man må sige, at Mellbye har valgt at fortolke begrebet ”intimteater” meget bogstaveligt (måske lige lovligt bogstaveligt til min smag), mens resten af iscenesættelsen er spækket med tvetydighed. 
 
Det fængslende element i ’Traum’ er netop forestillingens drilagtige leg med publikum. Bedst som vi tror, at vi har greb om fortællingen, ændrer den retning. Det bliver aldrig klart, hvem der er historiens egentlige fortæller, hvilken drøm vi befinder os i eller hvilket ”livsbekræftende” budskab, vi kan tage med hjem. Man forstår for så vidt ikke en hujende fis. Til gengæld tager man sig selv i blot at være til stede; i berøring med sidemanden og i øjenkontakt med skuespillerne under endnu et langt, bizart orgie i poolen.
 
 
Et veloplagt cast
Det er et yders veloplagt og velspillende cast, der møder os i kælderen. Nanna Bøttcher og Kjartan Hansen giver den gas som lægeparret Frida og Alfred. Først i form af vaskeægte kammerspil, hvor det uforløste begær ligger som en tydelig og gensidigt sårende undertekst i deres skænderier. Senere i form af erotiske udskejelser, der tilsyneladende suger dem begge ind i underbevidsthedens irrationelle univers, der forplanter sig som forvrængninger og fordoblinger.
 
Kjartan Hansen leverer et komplekst portræt af en mand i eksistentiel krise. Som karakter er han vores faste holdepunkt og det er ham, vi desperat klynger os til i håb om at finde hoved og hale i historien. Ligesom Alfred-karakteren higer vi efter at finde en rationel mening i begærets univers, og i takt med hans opløsning (og ikke mindst takket være Bjørn Rasmussens fabelagtige sans for at indlægge sproglige kortslutninger i replikkerne), opløses også enhver form for karakteridentifikation. På den måde lykkes forestillingen på en gang med at accentuere et voyeuristisk begær hos publikum samtidig med, at den udstiller vores narrative begær. Og Mellbye tillader ikke én forsonende tone af sentimentalitet eller moralsk stillingtagen i sin iscenesættelse. Det er stærkt gået.
 
Også Nanna Bøttchers Frida bidrager stærkt til at skabe en seværdig forestilling. Der er rytme og seksuel energi i hendes diktion, som hun formår at overføre til den fysiske del af sin præstation. Det samme gælder for Carla Eleonora Feigenberg, der med sin prægnante stemme og lunefulde tilstedeværelse, tilfører sine mange forskellige roller lige dele farlighed og komik.  

Rundt om de tre skuespillere fornøjer man sig aftenen igennem med de fire dansere fra Holstebro Dansekompagni – Luke Hodkinson, Jon Ipina, Haizea Andueza og Bjørk-Mynte Paulse – der alle på imponerende vis sætter pep i de erotiske udskejelser. Det fine ved præstationen er især, i hvor høj grad deres kropssprog og fysik smelter sammen med – og skaber – den scenografiske ramme. Kroppe i konstant forvandling, der smelter sammen med hinanden og undertiden også med publikum (kan Aarhus Teater ikke adoptere dem fra Holstebro?).

»Du er feber, jeg febril. Du må kom i mit smil«, lyder forestillingens gentagende melodiske tema hentet fra Lise Westzynthius og Bjørn Rasmussens album ’Solen Er Sexet’. 

Jeg smiler bredt bag masken aftenen igennem og sender fluks fem masker retur til ’Traum’ (på Teateranmeldelse.dk er vi jo så heldige, at vi uddeler masker). 

Jeg beholder en enkelt maske selv. Den er nok god at have, hvis jeg igen skal til maskebal i kælderen.
 
 
   
Was für ein Traum! Foto: Rumle Skafte