Det er en forestilling ud over det sædvanlige, der lørdag den 4. november havde premiere på Blaagaard Teater: Skuespillerne på scenen – fem kvinder – kommer fra den enorme palæstinensiske flygtningelejr Borj el-Barajneh i Libanon. Det er her, teatergruppen Theatre of The Women of the Camp holder til, og forestillingen spejler de fem kvinders personlige fortællinger om, hvordan det er at leve sit liv bag en flygtningelejrs mure. Og forestillingen spilles på arabisk med danske overtekster.

Alt i alt giver det en teateroplevelse, der som få andre forestillinger, jeg har oplevet, formår at transportere publikum ind i fortællingen og glemme alt om, at vi sidder kun et par meter fra Nørrebrogades travle fortov. Læg dertil, at skuespillerne flere gange får alle i publikum med ind i fortællingen med en traditionel palæstinensisk sang, så man fra publikumsrækkerne mere føler, at man er med til en familiekomsammen – og at fortællingen på én og samme tid får tårerne til at trille og latteren til at boble.

Bryllup eller ej…

Blaagaard Teater beskriver selv The Wedding som en ”hjertevarm tragikomedie” om familie og fællesskab – og om at skulle fastholde troen, håbet og kærligheden i et liv, der er præget af kaos, krig og uvished. Uvished om, hvornår man vil blive nødt til at flygte igen. Om hvornår – hvis overhovedet – verden vil huske de mange mennesker, der lever deres liv uden stat eller mulighed for en reel fremtid. Og uvished om, hvorvidt det mon vil lykkes at gennemføre familiens yngste medlems bryllup i femte … syvende … eller ellevte forsøg.

Det er brylluppet, der binder fortællingen og familiens tre generationer sammen. Og det er en fortælling, der holder. Med en ærlighed og en ægthed, der er både hjertevarmende og hjerteskærende, og som ikke bliver mindre vedkommende, set i lyset af den aktuelle situation i Mellemøsten. En situation, der i øvrigt ikke nævnes med et ord, hvilket på en eller anden måde kun gør, at den står så meget klarere, når man træder ud af teatersalens mørke og ved et trylleslag, som kun teatret kan præstere, med et enkelt skridt tilbagelægger distancen mellem Beirut og København.

Og alt dette ligger til grund for en sjælden præcisering af de 6 masker, denne forestilling har fortjent: Det er 1 for Wafaa el Haj, 1 for Samira Yassin, 1 for Wafica Loubani, 1 for Donia Ahmed, 1 for Fayzeh el Turk og 1 for folkene bag Blaagaard Teater og Theatre of The Women of the Camp, der har givet os mulighed for at høre de fem kvinders fortælling.