« Tilbage

’The Supreme Gentleman’ er slet ikke farlig nok
af Tom Rahbek
’The Supreme Gentleman’
Aarhus Teater
STUDIO
5. feb. – 3. marts 2022

Jacob Madsen Kvols gør, hvad der står i hans magt for at puste saft og kraft i portrættet af den seksuelt frustrerede, unge mand i Nanna Cecilie Bangs monolog ’ The Supreme Gentleman’. Men tekst og instruktion spænder ben for hinanden.

 
»Den eneste kvinde, jeg nogensinde har rørt ved, er min mor.« Replikken med den incestuøse undertone fylder rummet . Den leveres tydeligt, selvsikkert og med et underspillet energisk swung af den garvede skuespiller Jacob Madsen Kvols. Men diktionen forekommer også en anelse teatralsk på den lille intimscene i kælderen på Aarhus Teater. Det er som om, at ordene og betoningen ikke helt matcher. Som om vi ser en professionel skuespiller, der fremviser en karakters tilstand for os, uden at vi mærker smerten bag replikken. 
 
Fokus i Nanna Cecilie Bangs nyskrevne monolog ’The Supreme Gentleman’ er at udforske de motiver, der ligger bag den kvindehadende incel-kultur,  hvor mænd der lever i ufrivilligt cølibat samles i online-fællesskaber og deler videoer, hvor de ydmyger og skader kvinder. Ja, nogle tager sågar skridtet videre og myrder kvinder i virkeligheden.
 
Et uhyggeligt fænomen og desværre også uhyggeligt aktuelt. Man må bestemt tage hatten af for, at Bang tør kaste sig ud i et sådan projekt. Ikke mindst hendes mod til at skrive monologen fra mandens point of view – at give afmagten, vreden og hadet en stemme (det må have været en barsk researchfase, kunne man forestille sig). Den danske manuskriptforfatter og instruktør Christian Lollike kastede sig i 2012 ud i et lignende projekt med forestillingen ’Manifest 2083’ om den norske terrorist Ander Breivik, hvilket affødte en sand shitstorm på de sociale medier. Det er ikke nødvendigvis helt ufarligt at begive sig i kast med tabuiserede emner i kunsten. Og så meget desto mere vigtigt er det selvfølgelig, at nogen tør gøre det. 
 
Nogen decideret shitstorm tror jeg nu næppe, at Aarhus Teater behøver frygte med denne opsætning. Dertil er de provokatoriske og grænseoverskridende elementer i både teksten og det sceniske udtryk alt for nedtonede, hvis de da ikke er helt fraværende. Meget – og også for meget – bliver overladt til tilskuerens fantasi i Liv Helm og Nathalie Mellbyes iscenesættelse. 
 
Bevares. Bangs tekst indeholder bestemt sprogligt voldsomme passager (fantasier om overgreb og kvindeundertrykkelse). Men disse passager afrundes som oftest med et comic relief ved at lade vores hovedperson tale direkte til publikum: »Ja undskyld, nu blev det lige lidt seksuelt.« Dette skaber latter fra salen, men det afmonterer også teksten sin farlighed og alvor. 
 
I det hele taget forekommer iscenesættelsen noget ubeslutsom i forhold til, hvordan vi skal forstå vores hovedperson. De mange forskellige fortællergreb, hvor Jacob Madsen Kvols både skal pendle imellem at være forestillingens jeg-fortæller og publikums-interviewer samtidig med, at han skal portrættere et ulykkeligt og ensomt menneske fanget i et uhyggeligt incel-fællesskab, skaber et miskmask af udtryk. 
 
Man sidder lidt tilbage med indtrykket af, at teksten og iscenesættelsen spænder ben for hinanden: Bang vil med sin monolog angiveligt gerne fortælle os en historie om de psykologiske mekanismer (ensomhed, isolation, afvisning), der kan føre til seksuel vold, mens iscenesættelsen fokus mere accentuerer en interaktion mellem skuespiller og publikum (tør hende på første række mon svare på spørgsmålet? Hvem bliver den næste, han spørger…).
 
Kvols kæmper en brav kamp for at få det hele til at svinge. Momentvis lykkes det da også at skabe troværdighed og nærvær – f.eks. i scenen, hvor karakteren har lidenskabelig ”sex” med sig selv i form af et langt albuekys. Her smelter karakterens kropssprog og fysik sammen med hans verbale udtryk. 
 
Men vi kommer aldrig ind under huden på karakteren, hvis udsagn ofte står i direkte kontrast til det, vi ser på scenen. Kvols ligner ikke en ung mand, der bor i (mors) kælder omringet af digitale skærme fyldt med hadbeskeder og kvindeundertrykkende materiale. Og hans kropssprog og stemmeføring indikerer heller ikke, at han skulle føle sig undertrykt og afvist.  
 
Der spilles generelt med alt for stor distance, og Kvols er ikke i nærheden af at ramme et register, der antyder en kompleksitet og dybde i karakteren.
 
I forhold til sit emne er ’The Supreme Gentleman’ simpelthen for ufarlig og pæn: For meget gentleman – og for lidt supreme.

Forestillingen spiller på Aarhus Teater frem til den 3. marts og på Betty Nansen Teatret (med Mathias Skov Rahbæk) fra den 15. februar til 11. marts 2022.
 
 
   
Jacob Madsen Kvols i ’The Supreme Gentleman’. Foto: Emilia Therese