« Tilbage

Mere show end satire
af Tom Rahbek
’Chicago’
Aarhus Teater
Store Scene
2. maj – 15. juni 2024

Harmløs nyopsætning af musicalen ’Chicago’ i sprød indpakning på Aarhus Teater.
 
Det er efterhånden blevet en tradition, at en stortanlagt musicalopsætning finder vej til sæsonprogrammet på Aarhus Teater. I år er ingen undtagelse. Med stort liveorkester, energiske dansetrin, letpåklædte kvinder og mænd og ’All That Jazz’ – eller ’Al det jazz’ som den hedder i Adam Prices danske oversættelse – indtager den legendariske musical ’Chicago’ lige nu Store Scene i et bombardement af sceniske effekter. Ja, sjældent har jeg oplevet en drejescene i så konstant bevægelse som i denne udgave af ’Chicago’, hvor Benjamin la Cours imponerende scenografi elegant forvandler sig frem og tilbage mellem kvindefængsel, retssal og diverse natklubber. 
 
Rent teknisk er der i det hele taget ikke en finger at sætte på Niclas Bendixens iscenesættelse, hvor en cocktail af mord, jalousi, dans og løjer serveres veloplagt med koreografisk præcision. Der er fuld knald på scene- og kostumeskift aftenen igennem. Man bliver næsten helt rundtosset på de medvirkendes vegne. 
 
’Chicago’, der oprindelig havde premiere på Broadway i 1975, er skabt af koreograf Bob Fosse og sangskriverparret Fred Ebb og John Kander. Denne trio er i dag især kendt for deres originale tilgang til musicalgenren. Med ’Chicago’ blev den traditionelle Broadwaymusicals romantiske og lidt tuttenuttede plot afløst af en krads satire over samfundets fascination af skandaler og berømmelse: For karaktererne i ’Chicago’ er sandhed og moral komplet ligegyldig, så længe de kan få sensationspressens opmærksomhed. Og den er ikke svær at få i et samfund præget af skruppelløs fascination af mordsager – men den er svær at holde fast i, viser det sig. 
 
Dertil kommer naturligvis musicalens vellykkede musikalske hybrid mellem jazz og pop, hvor den ene ørehænger overtager den næste. Ikke mindst af den grund, kan ’Chicago’ med rette betegnes som en klassiker.

 
Al det jazz og gas
I Aarhus Teaters udgave er det den musikalske del, der fungerer bedst. Et velspillende og veloplagt orkester under ledelse af Jens Hellemann giver de krævende sange den perfekte jazz-vibe, og orkestret er flot og opfindsomt integreret i forestillingens handling. 
 
Af og til forekommer den danske oversættelse en smule for direkte og gumpetung i forhold til originalversionen (som for eksempel når nummeret ’When You’re Good To Mama’ oversættes til ’Når du’ go’ ved Mama’), men overvejende lykkes det nu ganske godt at få teksternes spidsfindigheder overført til en dansk kontekst. 
 
Det er også i de musikalske optrædener, at vores to hovedpersoner, morderne Roxie Hart (Sofia Nolsøe) og Velma Kelly (Amanda Friis Jürgensen), for alvor formår at give noget fylde til deres karakterer. Sofia Nolsøe fortolker rollen som Roxie med lige dele sensualitet og barnagtig sødme, når hun charmerer sig gennem numrene ’Funny Honey’ (’Min lille, elskede mand’) og ’Me And My Baby’ (’Mig og min baby’), mens Amanda Friis Jürgensens vokal og fysiske ageren rammer plet i ’I can’t Do It Alone’ (’Det dur ikke med én’) og ’My Own Best Friend’ (’Jeg er min bedste ven’). Her lykkes det Jürgensen at skabe et troværdigt portræt af en desperat kvinde, der ikke vil erkende sin egen skrøbelighed. 
 
Til gengæld lykkes det ikke helt for vores to hovedpersoner at bevare troværdigheden i de talte scener. Man tror aldrig rigtig på deres jalousi, deres skænderier og deres forsoning. Dertil er spillet for udvendigt og endimensionelt. Det samme gælder for Szhirleys fremstilling af fængselsdronningen Mama Morton, der desværre er afmonteret enhver form for farlighed. 
 
Man føler i det hele taget ikke rigtig noget for karaktererne, der i Bendixens iscenesættelse mest fremstår som komiske typer. Øjensynligt er dette et helt bevidst greb fra instruktørens side, og man kan selvfølgelig godt argumentere for, at forestillingen gennem sine mange slapstick-elementer og situationsprægede komik netop afspejler hovedpersonernes angst for ikke at underholde publikum nok: Mere vil have mere, og hver scene skal overgå den forrige i show og underholdningsværdi. 
 
I den sammenhæng er det heldigt for forestillingen, at den har Jacob Madsen Kvols i rollen som den sleske stjerneadvokat Billy Flynn. Samtlige skuespillere i ’Chicago’ spiller simpelthen bedst i de scener, hvor de spiller sammen med Kvols. Han bidrager i høj grad til at give humoren retning og bid. »Giv dem lidt tryllestøv. Noget de alle kan forstå!«, lyder hans tilbagevendende råd til klienterne. 
 
Denne replik indkapsler måske forestillingen meget godt. Man forlader i hvert fald Aarhus Teater helt overdænget i sceneteknisk tryllestøv og med et veldrejet og professionelt show i bagagen – men også en smule uforløst. Hvor blev satiren af?  
 
Man kunne godt have ønsket sig lidt mindre gas og lidt mere jazz.
 
 
 
   
Der er knald på de komiske optrin i Aarhus Teaters opsætning af ’Chicago’. Foto: Emilia Therese