« Tilbage

Laaaangsomt mod jordens undergang
af Tom Rahbek
’Melancholia’
Aarhus Teater
Scala
1. – 28. sept. 2022

Teaterversionen af Lars von Triers ’Melancholia’ er smuk og kompromisløs. Men til sidst venter man utålmodigt på, at undergangen omsider skal indfinde sig. 
 
Hvor godt husker du Lars von Triers ’Melancholia’ fra 2011? Altså den med Kirsten Dunst i brudekjolen, hvor jorden går under og Charlotte Gainsbourg spiller hendes sure søster og hvor Udo Kier er virkelig sjov som vredladen bryllupsplanlægger. Sandsynligvis ikke særligt godt. Og så alligevel. For var der ikke noget med et ”I understand Hitler”-pressemøde i Cannes, der løb helt af sporet…
 
Triers film ’Melancholia’ blev ikke ligefrem en publikumsmagnet og i dag huskes den nok mest på baggrund af det, der foregik omkring snarere end i filmen. Alene på den baggrund er det modigt af Aarhus Teater, at de har valg at begive sig i kast med en teaterversion af netop denne film som afslutning på deres Trier-trilogi. 
 
Og det er faktisk ikke helt tosset spottet:  ’Melancholia’ er lidt af en overset perle i det trierske filmunivers. I filmen udviser Trier en fænomenal fornemmelse for blandingen drama, melankoli, angst og komik, hvor alle elementer løfter hinanden i gensidig vekselvirkning. Den er på én gang sjov, foruroligende og dragende i sin storladne, apokalyptiske patos. 
 
 
Mørk iscenesættelse
Umiddelbart forekommer Anja Behrens iscenesættelse loyal overfor filmens handling. Således fokuserer forestillingens første del på den depressive Justine (Rikke Lylloff) og hendes stort anlagte bryllup, der er arrangeret og betalt af søsteren Claire (Mette Døssing) og hendes nærrige mand (Kjartan Hansen). I anden del drejer fokus over på søsterforholdet mellem Claire og Justine, og den uundgåelige vej mod jordens undergang. 
 
Alligevel er film- og teaterversionen to vidt forskellige oplevelser. Hvor filmen rummer en lethed og en række comic reliefs, er det mørket, angsten og isolationen der accentueres kompromisløst i Behrens iscenesættelse. Det er som om, at hver eneste scene i forestillingen understreger isolationen som et grundvilkår: Når alt kommer til alt, er du alene – også med din angst!  Det er ikke just 90 opløftende minutter, man tilbringer i sæderne på Scala-scenen. 
 
Forestillingens præmis går tydeligt igennem. Der er ingen tvivl om, at Behrens intention består i at lade os mærke angsten og mørket. Og det lykkes. ’Melancholia’ er en forestillingen, der i dén grad formår at sætte sit publikum i en særlig sindsstemning. I den forbindelse stor cadeau til scenograf Ida Grarups ekstremt vellykkede scenerum, der meddigtende giver os subtile antydninger af katastrofe og mismod, ligesom det skaber en smuk ramme om forestillingens mange kraftfulde, sceniske tableauer. Forestillingens bedste momenter opstår netop i samspillet mellem scenerum og skuespillernes ordløse, fysiske ageren akkompagneret af Kim Engelbredts dysttopiske lyddesign og Søs Gunver Rybergs kompositioner. Her mærker vi desperationen og angsten for fuld udblæsning. 
 
Men iscenesættelsens kompromisløshed – dens insisteren på det dvælende og langsommelige – er også forestillingens svaghed. At se ’Melancholia’ på Aarhus Teater er lidt som at høre et break-up soundtrack på repeat: først har det en forløsende effekt, siden bliver man meget træt. 
 
Forestillingens redundans i udtrykket gør, at man savner fremdrift og tempo, og dette forstærkes af den kølige og distancerede spillestil. Særligt i forestillingens sidste halvdel har Rikke Lylloff og Mette Døssing svært ved at skabe et medrivende søsterportræt på vej mod katastrofen. Vi ved jo – ligesom karaktererne – hvad der skal ske, hvilket afmonterer forestillingens dramatiske motor for enhver suspense. Der er ikke meget at arbejde med. Kun mismodet og desperationen er tilbage. 
 
Hatten af for Anja Behrens ambitioner og hendes kompromisløshed i fortolkningen af Triers film, hvor resultatet er en visuelt smuk og sansemættet forestilling, der til sidst løber tør for energi.  
 
Og hva’, det er vel ikke jordens undergang. 



 

’Melancholia’. Foto: Emilia Therese