På Odense Teater kan man netop nu opleve en forestilling spundet over 26 populære sange fra de seneste 100 år. Det er 26 sange i deres fulde længde uden egentlig sammenhæng, men som alligevel illustrerer nedslag i et langt liv startende med barndommen. Numrene udføres ikke af ophavsmændene selv, men fortolkes individuelt af de 10 skuespillere på scenen sammen med de 5 musikere. Alle indgår i forestillingen, som bliver 26 musikvideoer på en snor uden speak eller replikker.

Det er spændende at lade skuespillerne fortolke sangene, som de gør eminent med deres dygtige brug af kroppen i koreografien til at udtrykke glæde, smerte, frustration og forelskelse. De sceniske effekter og dramaturgien i alle numrene får forestillingen til at fremstå sammenhængende fra barndom og til alderdommen og det af både underholdende og eftertænksom art.

Samtidig må det konstateres, at ensemblet på Odense Teater rummer en væsentlig sangskat i deres struber, som her får lov til at udfolde sig, både individuelt og i harmonisk velklingende kor-arrangementer. De kan jo synge!!

Nu skulle man tro, at stykkets titel, som stammer fra Dagmarrevyen 1941 med tekster af Poul Henningsen og musik af Kai Normann Andersen, indikerer gamle støvede sange, men da først ”Hurtige Hænder” ryger over scenen i et forrygende nummer, glemmer man at det er et ikke-kronologisk mix af gamle og endog ret nye danske sange i en naturlig blanding, som ikke keder ét sekund.

Er det teater? Musical? Drama? Dans? Koncert? Syngespil? Nærmere et mix! Teateret kalder det selv en teaterkoncert, men det er så gennemgribende og berørende udført, at det er svært at nøjes med et ord.

Du tager en god sang, lader en skuespiller synge den, laver en passende koreografi og en dramaturgi, som understøtter sangen. Den originale version af sangen sidder i ens baghoved, men forestillingens frie fortolkninger gennem skuespillernes dygtige udtryksfulde sang og melodier giver mulighed for helt nye betydninger i tilskuerens hoved.

Det lader til, at alle har fået lov til at lege meget med i tilblivelsen af forestillingen, som er skrevet af Anna Balslev og Viktor Dahl, og dramaturgen Sosha Teperowska må formodes også at have haft en kraftig finger med i spillet.

Der er ikke meget spræl over kostumer og scenografi – alt er holdt enkelt og alligevel med fine sceniske effekter. En skuespiller synger en sang og bag sangeren bevæger en flok hovedløse frakker sig rundt. De ender fladt på gulvet og maver sig ud af frakkerne og baglæns ud af scenen. Den næste sanger bliver tilbage på gulvet og gør derved overgangen til næste sang flydende. Der bliver i flere af fortolkningerne brugt hele rummet til at udtrykke sig i, det gør noget godt for fortolkningerne at de fylder både i ørerne og øjnene. Det er med til at understøtte sangene, som fremføres med indlevelse og passion. Skuespillere og musikere er stort set ikke af scenen i de 2 timer forestillingen varer, og de holder intensiteten og spændingen gennem hele forestillingen. I et enkelt instrumentalt nummer præsenterer musikerne sig selv på bedste måde.

I dit korte liv er mest en forestilling for ørerne, men bliver præsenteret, så man forstår især PH´s budskab, at livet er betydningsfuldt, det er fuldt af betydningsfulde hændelser med både stor glæde og store udfordringer, men man skal tage det, leve det, bruge det godt og grundigt, for det er en engangsforeteelse, som hurtigt rinder ud.

”I dit korte liv” rinder også hurtigt ud – alt for hurtigt!