Musikken i Evita er smukt skrevet og indeholder en række fantastiske sange, herunder Græd ikke mer´ Argentina, ("Don't Cry for Me Argentina") og Pak din kuffert ("Another Suitcase in Another Hall").

Handlingen i Evita skildrer Eva Peróns, Evitas, liv og karriere. Som publikum følger vi udviklingen af hende, da hun går fra en fattig og ukendt skuespillerinde til en magtfuld og indflydelsesrig politisk figur, i slutningen af 1940´erne og starten af 1950´erne. 

Generelt har Evita gennem tiden fået kritik, for at være en overfladisk og forenklet skildring af Eva Peróns liv. Mens musicalen giver et overblik over hendes karriere og politiske indflydelse, kan den ikke dække alle nuancer og kompleksiteter i hendes personlighed og historie. Forestillingen er også blevet beskyldt for at præsentere et romantiseret billede af Eva Perón, der skjuler nogle af hendes mindre gunstige handlinger og beslutninger. I den aktuelle opsætning er Franciska Zahles scenografi dog med til at give et mindre romantisk billede. Gennem Zahles design gives associationer til Hitlers Tyskland, hvorved vi som publikum får sat Eva Peron ind i den fascistiske tidsånd, som stadig var betydningsfuld i slutningen af 1940´erne.

Zahles scenografi er effektiv og dynamisk, og også hendes kostumedesign er dynamisk og smukt. Især Evitas mange smukke kjoler, som effektivt bliver skiftet på Evita mens hun synger ”Stråler som regnbuen” (Rainbow High), er et tydeligt eksempel på hvordan Zahle ikke behøver at gå på kompromis med det æstetiske i hendes design for at leve op til teatrets kræv om dynamik. I den forbindelse skal der også gives en stor ros til skuespillerne der her udfører en velkoreograferet dans.

Sara Viktoria Bjerregaard (Evita) er imponerende i denne produktion. Hun har en stærk og alsidig stemme, og just a little touch of star quality. (citat fra sangen ”Buenos Aires”) Det er generelt en stærk gruppe musicalperformere, Aarhus teater har skaffet til denne opsætning. Der kan hele vejen rundt både synges og danses.

Andrew Lloyd Webbes musikken i Evita er ofte smuk, men kan også være en smule bombastisk. Sangene er til tider både episke og følelsesmæssige, men de balancerer på en fin kant til at blive lidt for melodramatiske og overdrevne. Især sekvenserne hvor skuespillerne laver musikaliseret tale og dialog virker lidt overdrevne. Men her har Sara Cronberg i sin iscenesættelse valgt at holde sig tæt til den klassiske musicaltradition, og ikke udfordret genren, eller bundet af de til tider stramme regler der kan være for nogle af de store musicals. 

Derudover kan nogle af sangteksterne, godt være lidt forvirrende og fragmentariske, hvilket ikke bliver bedre i den danske oversættelse, der mangler lidt af den poesi som findes i den engelske version.

Sara Cronbergs instruktion er æstetisk smuk, og hun formår at få alle skuespillerne til at optræde stærke og sammenhængende. Dog undgår hun klart at tage stilling til de politiske dilemmaer, der er indlejret i musicalen. Er forestillingen en hyldest til kvinders empowerment eller en kritik af den magtarrogance, der desværre præger verden i 2023? Eller ønsker Cronberg at demonstrere, hvor tynd grænsen kan være mellem at beundre en helt og skabe et diktatur?