De første toner af “Let the Sunshine In” er knap nok klinget ud, før det står klart: denne version af Hair er ikke kommet for at forandre noget. Den vil underholde - 

Opsætningen i Herning tager os tilbage til 1968 – til blomster i håret, opråb mod krig og et ungdomsoprør, der troede på, at kærlighed kunne overvinde systemet. Men i denne fortolkning bliver det mere et kostumebal end et kald. Der danses, der synges, og publikum smiler. Men følelsen af nødvendighed – af at nogen må sige noget, fordi verden er ved at miste sin sjæl – den mangler.

I stedet ser vi en version af Hair, hvor de unge idealister fremstår som lidt fjollede, lidt naive – sådan nogen, man engang kunne være, før man blev klogere. Deres kamp bliver ikke taget alvorligt. Kærlighedens kraft – den altoverskyggende tro på, at menneskelig nærhed og forståelse kan forandre verden – reduceres til farverige rekvisitter og nostalgiske sange.

Claude Bukowski, der i originalen står midt i et hjerteskærende valg mellem fællesskab og pligt, bliver her nærmest heltegjort i sit opgør med hippiebevægelsen. Han træder ud af flokken – ikke med sorg, men med ryggen rank. I denne version bliver det modigt at droppe troen på kærligheden og i stedet gøre “det rigtige” – det samfundsmæssigt ansvarlige. Det er en fortælling, der ikke bare omskriver karakteren, men også essensen af Hair.

Det hele foregår stadig i 1968, men det ligner en version af 1968 set gennem nutidens linser – hvor ansvar og normalitet igen er blevet en dyd, og hvor oprør helst skal være i kontrollerede dosis. Der er intet farligt her. Intet, der slår fra sig. Det, der engang var et rasende råb mod krig og autoritet, er her blevet et nostalgisk blik tilbage – og et stille nik til, at hippierne nok i sidste ende havde taget fejl.

Forestillingen er teknisk velfungerende. Skuespillerne leverer solide præstationer, og særligt ensemblet udmærker sig med et stærkt nærvær og en kollektiv energi, der holder liv i forestillingens ungdommelige kraft. Danserne løfter mange af numrene med koreografi, der både er kropslig, rytmisk og udtryksfuld. Det er tydeligt, at der står et dygtigt og sammenspillet hold bag denne opsætning.

Desværre lider oplevelsen under de tekniske rammer. Lyden i Herning Kongrescenters teatersal var til tider decideret dårlig. Flere af sangene – som ellers burde brage igennem med rå energi og klare budskaber – blev svære at høre. Replikker og sangtekster druknede i rummet, og det trak desværre en del fra helhedsoplevelsen. I en forestilling som Hair, hvor netop musikken og ordene bærer så stor en del af den følelsesmæssige og politiske fortælling, er det et alvorligt benspænd.

Det er ellers nogle vidunderlige sange, der fylder rummet – når de får lov at træde tydeligt frem. Hair er spækket med numre, der rummer både eufori, smerte og håb. Fra “Aquarius” til “Let the Sunshine In” og “Good Morning Starshine” – det er sange, der har indlejret sig dybt i vores kollektive musikalske hukommelse. Musikken, komponeret af Galt MacDermot, blander rock, soul og musicaltradition i et unikt lydunivers, der stadig emmer af revolution og frihedstrang.

Og netop derfor føles det også særligt trist, at denne version af Hair ikke tør tro fuldt og helt på det budskab, den kommer fra. Hair var aldrig skrevet for at passe ind. Den var skabt som et oprør – som et bevis på, at troen på kærlighed, fællesskab og fred kunne bære noget større. Den tro forsvinder i denne opsætning, og det gør ondt. For hvis selv Hair skal tilpasses tidens pænhed, hvad er der så tilbage til dem, der stadig tror på noget andet?