« Tilbage

En fantastisk, dyster dystopi
af Magdalene Kiilerich
1984
Odense Teater
26/1 - 25/2 2023

Introen til stykket starter allerede i foyeren med en velkomstpakke til medlem nr. 62. I kuverten ligger et observations notem med en del fordampede navne og de 3 slogans. 

Big Brother giver stadigvæk myrekryb og det totalitære styre leder tankerne hen på Nordkorea som det er i dag med mange fattige og få med magt og privilegier. Stykket er sat op i Odeon i teatersalen, som understøtter stykket i sin trøstesløshed og den stramme, næsten snærende scenografi, som Peter Schultz dygtigt står bag. Genialt er spejl- og lyseffekter, som gør scenen til et multirum og meget større, end den egentlig er.

1984, klassikeren, som George Orwell udgav i 1949, er blevet dramatiseret af Julie Maj Jakobsen og er nu sat op af Odense teater. Det er på mange måder tungt stof at formidle på grund af indholdet og handlingen. Replikkerne, som skal drive fortællingen og forklaringerne, bliver en kombination af de forskellige karakterers tale og de slår af og til om og bliver fortællere for at komme videre i handlingen. Et godt virkemiddel i dette stykke.

Niels Skovgaard Andersen er hovedpersonen Winston Smith, som kæmper med det udsigtsløse oprør mod systemet og magthaverne, som opbygges i ham for siden at skulle stå sin prøve. Konstant overvåget, uden at vide af hvem, og dog personificeret i teleskærmen, som kun medlemmer af eliten: Broderskabet kan slukke for. Dog højst i 10 minutter af gangen for ikke at virke mistænksom.

Winston arbejder i ministeriet for sandhed, Minisand, og har til opgave at rette alt historisk materiale bagud, så det stemmer med nutiden. Et slogan ”Krig er fred” er for at holde folket i ro i de 3 verdensdele, der er nu. Så i løbet af et sekund skifter krigen mod Oceanien til at være mod Østasien og ingen bemærker det for ”prullerne” skal arbejde lige meget hvem de er i krig med. Så længe der er krig, er der fred mest for eliten/magtudøverne. Det at skulle ændre i alle skrifter og avisartikler er en kæmpe opgave, et Sisyfosarbejde, som han ikke er alene om i ministeriet. Uden forvarsel kan en kollega været forsvundet uden nogen synlig grund – fordampet – og ingen omtaler personen/kan huske personen mere. Undtagen Winston. Et andet af de 3 slogans er: ”Uvidenhed er styrke” og netop denne viden om fortiden med alle dets glæder og følelser bliver Winstons svaghed. For glæde, nydelse og følelser er forbudt for alle andre end eliten og skal med tiden udrydes.

Niels Skovgaard Andersen spiller rollen uden at være af scenen i hele stykkets længde, en eminent  kraftpræstation.

Tilfældigt møde han Julie, en ung sanselig kvinde spillet af Cecilie Gerberg, og de indleder en hed kærlighedsaffære, skjult for alle øjne, kameraer og teleskærme. Julie er af den overbevisning af hvis de overholder de små regler, er det nemmere at bryde de store. Sammen opbygger de modet til at forsøge en revolution. Desværre opdages de, fordi der er spioner alle vegne. Under tortur skal Winston nu lære, hvordan det forventes at han opfører sig og hvilke ofre han må bringe, for at overleve.
Stykket fremstår troværdigt og scenerne og replikkerne bærer handlingen frem. Torturscenerne er hjerteskærende, men raffineret lavet, så der hverken er vold eller blod, og dog troværdigt. De mentale overgreb er dog så tydelige, at man forstår, at mennesket ikke KAN modstå alt, uanset hvor uretfærdigt eller urimeligt undertrykkelsen måtte være.

Det lykkes i høj grad skuespillerne at give denne dystopi (det modsatte af utopi) en nerve, der går lige i kroppen på tilskuerne, og man fornemmer, trods en fin temperatur i teaterrummet en foruroligende rislen ned langs rygraden. Især Anders Gjellerup Koch´s O´Brian får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Og man fornemmer intet håb, ingen fremtid for hovedpersonerne, da de er totalt fanget i magthavernes spil. Der er også lidt musik/lyde til at understøtte den magtesløse stemning, den er så godt smeltet sammen med stykket at den er svær at fastholde men dygtigt gør det den skal, få hårene til at rejse sig på tilskuernes kroppe.

Samtidig med en viden om at historiens fødsel i 1949 er langt væk, dukker følelsen af at historien også i dag har aktualitet jævnligt påtrængende op undervejs i stykket! Så trænger I til at blive erindret i jeres opfattelse, hvor meget vi bør værdsætte vores samfund i dag – så prøv om I kan nyde dette stykke – i hvert fald bagefter


Foto Emiliea Therese