« Tilbage

Veldrejet drama baseret på virkelige hændelser
af Helle Wissing Laursen
Manden der ville huske
Svalegangen / Teater Grob
14/4 - 24/4 samt 2/5 - 15/5 2015

En mand vågner op i en hospitalsseng. Han har forsøgt at begå selvmord ved at skyde sig selv i hovedet, men han husker intet fra episoden eller hvad der er gået forud for selvmordsforsøget. Han får at vide, at han har dræbt sin ekskone. Da han begynder sin afsoning for drabet på ekskonen, indleder han samtidig en ukuelig kamp for at fylde de tomme huller i hukommelsen med hjælp fra en journalist og en fængselspsykiater. ’Manden der ville huske’ følger denne rejse tilbage i tiden og giver publikum et indblik i et menneskes indre, et indblik, der er både rørende og ubehageligt og kredser om jalousi, hævn og død, men som samtidig også rummer en fortælling om kærlighed og afmagt. Forestillingen tager afsæt i to radiomontager tilrettelagt af Anne Røgilds, der i 8 år har fulgt en århusiansk drabsmands forsøg på at genvinde hukommelsen.
 
Stærk rollebesætning
En af Von Badens store styrker ligger i deres evne til at sætte de menneskelige relationer og eksistensvilkår i fokus, og ’Manden der ville huske’ er ingen undtagelse. Frederik Meldal Nørgaard er overbevisende i rollen som Bent. Med udtalt århusiansk accent og stor indlevelse legemliggør han et menneske, der vil erindringen, men som samtidig ikke kan holde ud at forholde sig til fortiden. Dette kommer bedst til udtryk i sammenspillet mellem Bent og fængselspsykiateren, glimrende spillet af Vibeke Hastrup. Uden de store armbevægelser udstråler hun den afmålte distance og professionalisme som rollen fordrer, mens de to udfører en katten efter musen leg, hvor hun insisterer på at konfrontere Bent med forbrydelsens brutalitet, mens han behændigt forsøger at undvige. Langt hen ad vejen angrer han ikke sin forbrydelse, det er hævnen over ekskonens elsker, der optager ham. Ifølge sin tvivlsomme logik går regnestykket nemlig ikke op, når han afsoner sin straf, mens elskeren kan bevæge sig frit uden for fængslets snærende mure. Derfor er det også et afgørende øjeblik, da Bent får at vide, at rivalen er død på havet. Her bryder Bent sammen – stærkt spillet af Meldahl – nu hvor hævnen og hadet ikke længere spiller en rolle, står kun gerningen og skyldfølelsen over for især den lille pige, der var vidne til mordet, tilbage.

Forestillingens stærkeste øjeblik leverer Meldahl og Laura Bach; lyset slukkes, der høres et øredøvende skud og efterfølgende er vi vidner til en samtale mellem de to, hvor Laura Bachs ansigt kun er oplyst af det blålige skær fra en mobil. Det er simpelt, men det virker, og man ville kunne høre en knappenål falde til jorden, hvis ellers den kunne mase sig ned mellem stolerækkerne i den fyldte sal.
 
Vedkommende og underholdende teater
Von Baden lykkes med at fortælle en vedkommende historie i en realistisk stil – det er nærliggende at tænke på dogmefilmenes udtryk. En håndvask, et spejl og tre taburetter, der meget belejligt også fungerer som opbevaring for nogle af forestillingens få kostumer og rekvisitter, udgør scenografien, der er både tilpas steril og institutionsagtig. Det fungerer fint, når der veksles mellem tragik, afvæbnende humor og sang(!) uden at der går decideret teaterkoncert i den, hvilket undertegnede sætter pris på. Sangene udgør et tiltrængt pusterum i en ubehagelig fortælling, tilfører en sårbarhed til Meldahls karakter og afslører ham tilmed som en ganske habil sanger.  
 
Enkelte scener er dog mindre vellykkede. I tilbageblikket på Bents konfirmation giver Laura Bach den lidt for meget gas i rollen som Bents mor, her læner hun sig faretruende tæt op ad revygenren, og det bidrager ikke med noget opklarende i relation til Bents historie. Laura Bach udfordres tillige af, at hun spiller fem af forestillingens karakterer, hvilket desværre går ud over hendes troværdighed. Von Baden kunne med fordel have indlemmet en fjerde skuespiller i truppen.
 
Indvendingerne skal dog ikke overskygge, at ’Manden der ville huske’ er et veliscenesat og rørende drama med fine præstationer, og denne anmelder var godt underholdt i samtlige 75 minutter.
 
 

Laura Bach, Frederik Meldal Nørgaard og Vibeke Hastrup i Manden der ville huske. Foto: Morten Fauerby