« Tilbage

Depression i eventyrland
af Tom Rahbek
All My Dreams Come True
Scala, Aarhus Teater
31. aug. - 21. sept. 2013

Disneys kropsidealer dyrkes, udstilles og opløses i Christian Lollikes ironisering over det moderne menneskes jagt på mening og underholdning.

’All My Dreams Come True’ er en af den slags forestillinger, der bliver ved med at spille i bevidstheden lang tid efter, at man har forladt teatret. Er den god? Ja, af samme grund. Men også selvsmagende og anstrengende og på en sær måde ubehageligt insisterende at være i selskab med.

Forestillingens to hovedpersoner, spillet af Marie Louise Wille og Morten Burian, lider begge af depression. Nå ja, altså ikke en rigtig depression med diagnose osv., lader de os forstå. Mere sådan en ”senmoderne” depression, hvor kampen mod leverpostejsmadder, de overflødige kilo, karrierekrav og selvrealisering synes uovervindelig.

For at peppe hverdagen lidt op, beslutter de sig for at lave deres eget Disney Drama, hvor alle deres drømme kan gå i opfyldelse.  Det hele skal naturligvis filmes og vises på storskærm. Nu er det kun fantasien, der sætter grænser og hvem ved: måske ligger nøglen til lykke og mening netop gemt i en selvskabt eventyrverden.

Det viser sig dog hurtigt, at fantasien hos begge vores hovedpersoner er temmelig begrænset. Der må skrappere midler i brug for at holde fortællingen kørende og depressionen på afstand. Ind hentes derfor to dværge (Andreas Nikolai Petersen og Kristian de Linde), en spastiker (Mikkel Lund), en overvægtig syngende fe (Henriette Mader Dinesen) og en mand på 2,16 m i strutskørt (Carsten Mathiesen). Let the freakshow begin!
 

Modigt og nærværende
Med ’All My Dreams Come True’ har Lollike begået en modig bedrift, der ganske givet vil dele vandene imellem sig. At se denne forestilling er til tider langt mere pinagtigt end at se et afsnit af tv-serien ’Klovn’.

Der er stort set ingen grænser for, hvad de typecastede skuespillere – og publikum – udsættes for af ydmygelser og (bevidst) dårlig smag.  Og modsat fjernsynsprogrammet kan vi ikke zappe væk.  Nogle scener – især mod forestillingens slutning – bider sig simpelthen uafrysteligt fast på nethinden.

Som samlet iscenesættelse er forestillingen dog en anelse for rodet og ujævn i sin samtidssatire. En del af forklaringen ligger i den noget vakkelvorne konstruktion, der insisterer på at sætte den overfladiske underholdningskultur til tælling og samtidig ironisere over sig selv som fortælling og underholdningsprodukt. Formen er i sig selv hverken specielt provokerende eller original og giver undertiden nogle uheldige flachbacks til halvfemsernes postmoderne meta-teater.

Forestillingens styrke ligger til gengæld i et næsten skræmmende scenisk nærvær.  Marie Louise Wille og Morten Burian balancerer begge fornemt mellem stiliseret (ja nærmest grotesk) overspil og troværdig indlevelse. Det er som om hver eneste bevægelse og replik er tilsat en tvetydighed, der gør deres roller herligt uforudsigelige. Og det er i sig selv en væsentlig del af forestillingens dramatiske motor.

Også de fem typecastede skuespillere – Carsten Mathiesen, Henriette Mader Dinesen, Mikkel Lund, Kristian de Linde og Andreas Nikolai Petersen – bidrager hver for sig med scenisk nærvær.

Alle har de kroppe, der udfordrer normalitetsbegrebet – og heri ligger der i sig selv en underlig voyeuristisk fascinationskraft. Og hvorfor egentlig det? Et par klik på google og enhver kan se lige præcis den deformitet, man skulle have lyst til. Men i teatrets liveness forvandles kroppene til noget andet og ”freakshowets” iboende tragikomik skyldes ikke mindst de fem skuespilleres evne til at overdrive klicheerne (hihi, hvor er det sjovt et dværgen danser hen til Snehvide), hvorefter mimikken pludselig får et alvorligt udtryk.

Særligt kørestolsbrugeren Mikkel Lunds timing og insisterende stemmeføring yder glimrende modspil til Burians sadistiske udgave af Hr. Von And.



 
 

Marie Louise Wille, Kristian de Linde og Andreas Nikolai Petersen. Foto: Rufus Didwiszus.