« Tilbage

Store følelser i et lille rum på Café Teatret - når småt rimer på hjerteskærende godt
af Louise Nabe
I Salomons Land
Café Teatret
12.11. - 17.12.2011

Gå ned ad en trappe og hen ad en gang. Her finder du endnu en trappe – lille, smal og stejl. Gå ned ad den og du kommer ind i, hvad der må være et af Københavns mindste teaterrum. Her er ikke mange pladser og scenen er lige der foran dig. Uden beskyttende afstande, orkestergrav eller forscene. Her i dette lidt trange rum udspiller sig en tvekamp mellem en mand og en kvinde. En kamp om et barn og om, hvad der er (og bør) være rigtigt og retfærdigt. Det er intimteater i ordets bogstaveligste forstand og det går tæt på – på den gode måde, forstås – både i fysisk og psykologisk forstand.
 
To mand frem …
En mand (Tom Jensen) vil gerne have et barn med den kvinde (Louise Mieritz), han elsker. Det er – i hans optik – den smukkeste måde at vise hende, at han vil hende og kun hende. Men hun vil ikke have et barn. I hvert fald ikke til at begynde med. Hun vil hellere giftes for at være sikker på, at han vil hende for hendes og ikke et barns skyld. Men så bliver hun gravid alligevel og finder ud af, at hun gerne vil have barnet … men ikke manden.
 
Så i stedet for at se sin drøm om en familie gå i opfyldelse, må manden kæmpe for retten til overhovedet at se sit barn. En kamp, han er dømt til at tabe – i hvert fald som reglerne og loven ser ud i dag. Og det er unægtelig en problematik, der sætter tankerne i gang. Også efter at den stejle trappe igen er forceret på vejen tilbage til virkeligheden.
 
Teater i enkel, ligefrem og nærværende rammer
Det er en tvekamp af dimensioner, der udspiller sig mellem manden og kvinden. Eller rettere: En boksekamp. For den lille scene er indrettet som en boksering, hvori parret mødes i deres vej bruddet og afgrunden. Den scenografiske løsning tilfører forestillingens første del et let ironisk islæt, der med et element af galgenhumor udstiller de to menneskers vej fra samliv og samvær til adskillelse og fremmedgørelse. Tom Jensen og Louise Mieritz spiller de to karakterer med et nærvær og umiddelbarhed så man næsten glemmer, at det ikke er virkelighed det her – og understreger samtidig forestillingens centrale spørgsmål, der desværre er mere virkelige end de burde være.
 
Især Tom Jensens portræt af en mand, der brændende ønsker sig en familie, men som må se sin drøm gå til i en kamp mod bureaukrati, reglementer og – ikke mindst – sin (tidligere) elskede for at få lov til at se sit barn, er med til at give forestillingen sin seværdighed: Igennem ham bliver det særligt tydeligt, hvor absurd mennesker kan behandle hinanden, og som publikum bliver man revet med på hans rejse fra glad og forelsket til ekstatisk nybagt vordende far og til hans stigende fortvivlelse og frustration over at måtte kæmpe mod systemet og for sin ret. Det er tankevækkende, debatskabende og godt teater, der følger med op ad trappen og ud i virkeligheden. På Café Teatret rimer småt på hjerteskærende godt – ganske enkelt.

Nicki Knappe