|
'Fyrsten'
af Aleksa Okanovic
Odense Teater – Store Scene
Spilleperiode: 15. marts 2008 – 5. april 2008
Alekso Okanovic er forfatter til det helt nyskrevne stykke
”Fyrsten”, som havde urpremiere på Odense Teater lørdag den 15.
marts. Aleksa Okanovic (f. 1973) er en ny, lovende dramatiker, som i
2006 modtog Reumers Talentpris for Diamond/Dust/Shoes og Restaurant
D’Amour.
Groteske figurer
I ”Fyrsten” møder vi nogle personer i groteske rokokokostumer med
udsigt til knæbukser, strittende falloser, krinolineskørter, kæmpe
parykker, korsetter og lår. Menneskene bag de pudrede parykker er
barnlige og vulgære, og de, der sidder på magten – fyrsten,
fyrstinden, svogeren og svigerinden – er alle gennemsyret af en
kynisme, som fra start slår stykkets tema an:
Ekstrem handling
En ung kvinde anklager fyrsten for at være et rovdyr, som forfører
og misbruger unge kvinder. Fyrsten siger til sit forsvar, at den
unge kvinde er en tøjte, der er mandegal og går uden trusser. Den
unge pige benægter og fyrsten hidkalder pigens far, så han kan se,
det er sandt og kalde hende til orden. Det lykkes fyrsten og en
tjener at hive trusserne af pigen, da hun et kort øjeblik mister
bevidstheden over fyrstens frække adfærd, hvorefter pigens far
kommer ilende. Fyrsten præsenterer den unge piges far for sin
anklage og hiver op i pigens skørt, så han kan se, det er sandt.
Faren besvimer i chok over synet, og fyrsten jager en kårde i
hjertet på manden, da han er dånet. Tjeneren spørger: ”Hvad skal vi
stille op med liget?”, hvorefter fyrsten svarer: ”Lad ham udstoppe!”
Den unge, opskræmte pige bliver sendt på byens horehus, og
handlingen er sat i gang. Den udstoppede far bliver senere brugt som
dekoration i fyrstens hof.
Fyrsten fortsætter i første omgang sit kyniske menneskeforbrug. En
kunstmaler og en musiker må lade livet, idet de ikke huer fyrstens
smag. Hoffets tjenende ånder triller i bogstaveligste forstand
ligene ud over den skrånende scenekant – ude af øje ude af sind om
man så må sige. Fyrstinden vender hjem fra en rejse til Venedig og
bliver – til trods for en næsten tilsvarende vulgær og psykopatisk
adfærd – bekymret over mandens mange myrderier. Hun beslutter, at
han skal forelske sig i en pige for at formildes og komme på bedre
tanker. Til formålet hidkaldes en uskyldig, hjemløs pige - Seline,
hvis far viser sig at være hoffets nyligt udstoppede dekoration.
Seline chokeres selvfølgelig voldsomt, da hun i første gang ser sin
udstoppede far, og hun sværger at hævne ham og søsteren i horehuset.
Taktikken er at gå med på fyrstindens præmisser om at forføre
fyrsten, samtidig med at hun planlægger sit eget hævntogt.
Udstilling af begær og kynisme
Første halvdel af stykket er gennemført ekstrem i handling og
figurtegning, og det fungerer faktisk rigtig godt. Det
overdimensionerede rokokointeriør, de pudrede parykker og gigantiske
krinoliner er en perfekt ramme om en gruppe mennesker, som ydmyger
og forbruger sine undersåtter på det groveste.
Skuespilpræstationerne er virkelig gode – især de magthavende får
med deres forvrængede og stiliserede kropssprog udstillet begæret,
kynismen og vulgariteten, når menneskeracen alene er styret af
destruktive kræfter.
Ved stykkets pause er temaet så sandelig slået an, og man står med
en fornemmelse af, at forestillingen er et stort billede på ondskab
og menneskeforbrug i et samfund blottet for samhørighed og
solidaritet. Hvis man har magten, så træder man på sin undersåt,
indtil der ikke er mere menneske tilbage, eller man får undersåtten
skaffet af vejen.
Interessant forestilling med haltende afslutning
Efter pausen ændrer stykket en anelse karakter. Det er ikke længere
så stramt og konsekvent i persontegning og tematik. Det lykkes den
uskyldige Seline at forvandle fyrsten fra kynisk morder til
forelsket og socialt engageret borger, og fyrsten ønsker pludselig
og noget umotiveret det bedste for alle i verden. Kvinderne skal ud
af det snærende korset, og rokokohaven skal gøres til naturpark for
folket.
Hvad stykket ender med skal ikke afsløres her. For mig virker det
dog som om at ”kæden hopper af” i den sidste del af forestillingen.
Stykket mangler ganske enkelt en mere troværdig slutning. Hvorfor er
fyrsten pludselig blevet så from, og hvorfor vil Seline ikke længere
hævne sin far?
Dette er dog en anke, som ikke kan ødelægge det samlede billede.
Store dele af forestillingen er ganske vellykket og talentfuld
skruet sammen, og der er ingen tvivl om, at Aleksa Okanovic med
”Fyrsten” har en samfundskritisk hilsen til os alle. Det er et besøg
værd at se ”Fyrsten” på Odense Teater.
|