|
Fest i Lønneberg
efter Astrid Lindgrens historier – bearbejdet af Ninette Mulvad
Odense Teater – Store Scene
Spilleperiode: 20. november 2008 – 31. december 2008
Forventninger i høje sæder
Forventningerne var store – både hos børn og barnlige sjæle – da der
en kold novemberaften var premiere på ”Fest i Lønneberg”, som er
efterfølgeren til den forestilling om Emil, der blev spillet på
Odense Teater i 2002. I foyeren var der sat tykke ekstra-sæder frem
til de mange små publikummer, så de kunne se ordentligt til aftenens
familieforestilling.
Selv nød jeg den livlige atmosfære i salen efterhånden som børn og
forældre fik fundet deres pladser og blev placeret i de høje sæder.
Astrid Lindgrens historier vækker unægtelig mange gode
barndomsminder. Især fordi hun altid har formået at tage børnenes
måde at opleve verden på alvorligt. Der er masser af humor og sjove
indfald i hendes fortællinger, men historierne er altid beskrevet på
en måde, så de har flere dimensioner. Når Emil ved et uheld får
suppeterrinen på hovedet er det ikke kun gakket humor men også
blodigt alvor. I et lille samfund i Småland er der ikke plads til at
skeje for meget ud, uden at ”snakken den går” og forældrene Anton og
Alma bliver udstillet som dem med den umulige søn. Anton og Alma
elsker deres søn, men han er ikke altid lige god til at cementere
deres omdømme som respektable og retskafne borgere i et samfund,
hvor der ikke altid er lige ”højt til loftet”.
Sommer og vinter
De fleste af forestillingens lokaliteter var placeret på en
drejescene, der både indeholdt fadebur, snedkerbod og køkkenet i
Lønneberg, og dette fungerede udmærket.
Første akt foregik om sommeren, hvor Anton og Alma holdt fest, og
Emil lavede skandale ved at hejse Ida op i flagstangen. Det var også
i første akt, at Emil var så uheldig at få en suppeterrin på
hovedet, da han ville slubre de sidste rester op. Anden akt foregik
på markedet og hjemme i Lønneberg, hvor Emil inviterede
fattiglemmerne på mad. Der var lavet diverse omskrivninger og
tilføjelser undervejs i både første og anden akt.
Karikeret persongalleri
I Odense Teaters forestilling havde man til min forundring valgt en
farceagtig spillestil. Anton og mor Alma var blevet transformeret
til nogle meget naive og tosseglade klovnefigurer, og det samme
kunne man sige om stort set næsten hele persongalleriet. Anton – i
skikkelse af Klaus T. Søndergaard – var blevet en endimensionel
falden-på-halen-figur, og den lille Ida var nærmest en karikatur på
den lille, søde pige med en alt for affekteret stemmeføring.
Persongalleriet havde gennem det meste af aftenen karakter af
karikaturer, både når de spillede og sang. Der blev spillet en masse
velkendte Emil fra Lønneberg-sange med veloplagte gags og dans
omkring majstangen, men det kunne aldrig kompensere helt for det
letbenede klovneri, som fyldte det meste af aftenens forestilling.
Nogle af de mest vellykkede og troværdige figurer i stykket var
karlen Alfred i skikkelse af Mads Nørby – som faktisk sang nogle
ægte og gode viser- og den sortseende Tyttebær-Maja, der skræmte
børnene med sine Varulvehistorier.
I opsætningen har man valgt at lade voksne skuespillere spille børn.
Det er ikke nødvendigvis den letteste opgave at løfte, når
spillestilen er lagt på det affekterede og humoristiske. Morten
Schaffalitzky spillede den uartige Emil, der ofte havde sin plads i
snedkerboden. Man fornemmede, at han forsøgte at nedtone den
farceagtige spillestil, og han var da også en af forestillingens
mere nuancerede kort, selvom opgaven bestemt ikke var nem.
Børn skal tages alvorligt
Efter forestillingen sad jeg tilbage med en vis skuffelse. Jeg synes
ikke, at hverken børn eller Astrid Lindgrens fortælling om Emil
bliver taget alvorligt, når begivenhederne næsten hele tiden finder
sted i et univers af naive klovnefigurer, sådan som Odense Teater
har valgt at fortolke Astrid Lindgrens persongalleri. Ganske vist
ser vi Emil og Alfred narre Kommandusen fra fattiggården – og i
denne sidste afdeling af stykket har forestillingen da også lidt
mere dybde – men det er ikke rigtig nok til at man for alvor får
indtryk af, at Emil fra Lønneberg er andet og mere end en banal
historie om en lille, sjov dreng, der laver mange narrestreger. Jeg
synes, at børn og barnlige sjæle har fortjent mere dybde i
persontegningen og i skildringen af begivenhederne.
|