|
|
En hyldest til Trille
af Henriette Cohen Simonsen |
|
En lille bunke krummer –
En Trille Kabaret af Mads Nørby
Odense Teater – Værkstedet
Spilleperiode: 10.-26. april 2008
Kender du Trille? Personligt stammer mit kendskab til Trille og
hendes musik mest fra sluthalvfjerdsernes børnefjernsyn og fra den
kontroversielle sang ”Øjet” (den med: ”her lurer der et øje i det
høje”), som hun i virkeligheden ikke selv har skrevet. Hvis du vil
stifte bekendtskab med hendes egne tekster og musik – også fra en
lidt senere periode i firserne – er ”En lille bunke krummer” et rart
og underholdende møde.
Skuespiller Mads Nørby elsker Trilles sange og har i den anledning
kreeret en lille musikalsk forestilling på Værkstedet. Man kan måske
nok diskutere, om forestillingen egentlig er en kabaret, sådan som
den lanceres i programmet, men det rokker dog ikke ved, at jeg
oplevede ”En lille bunke krummer” som både charmerende og veloplagt.
Fra starten kunne man mærke de medvirkendes smittende kærlighed til
tekster og musik, og det føltes som et behageligt selskab hele vejen
igennem. Trilles sange er poetiske og – fornemmer man – meget
personlige, som handler om kærlighed, længsler sorg og eufori.
De tre medvirkende: Mads Nørby, Jeanett Albeck og Rikke Lylloff
klæder hinanden godt i et musikalsk og underholdende samspil, hvor
Mads Nørby er idémanden og Jeanett Albeck det musikalske anker bag
klaveret. Der er en uhøjtidelig leg over de medvirkendes måde at
gribe fortolkningen af Trilles univers og musik an på, som gør den
let og uprætentiøs.
De forskellige sange forløses både med nærvær, humor og indlevelse,
og der bliver i løbet af forestillingen betjent adskillige
instrumenter bl.a.: guitar, klaver, harmonika, ringeklokke og
mundharpe. Specielt oplevede jeg i første halvdel af forestillingen
”Ser for sig hvordan hun danser” som en smuk kærlighedsballade og
”Ud i alle krogene” som humoristisk forløst, hvor de alle tre gav
den gas iført solbriller og crazy kropssprog. Den humoristiske
tilgang og ironiske distance til indholdet i teksten gjorde netop
det sidste nummer inden pausen morsom og vellykket. Anden halvdel af
forestillingen havde flere mere afdæmpede sange og sluttede af med
den mere kendte ”Hej Søster”, som vi godt måtte synge med på, hvis
vi kunne.
Man kunne måske godt have ønsket sig lidt mere viden om Trille som
sangskriver og musiker og lidt mere indblik i den periode og det
miljø, som musikken er udsprunget fra. I den sammenhæng synes jeg
ikke scenografien var vellykket. Det virkede noget skrabet og
ufestligt med det sorte bagtæppe, den slidte lædersofa og
plakatsøjlerne med Trilles gamle pladecovers. Her kunne man godt
have brugt nogle flere farver som understøttelse af en humoristisk
og stemningsfuld musik.
|
Iscenesættelse: Bandet og Sophie Louise
Lauring |
Kapelmester,
arrangement og musikalsk indstudering: Jeanett Albeck
Konsulent på scenograf: Marianne Boeriths
Medvirkende: Mads Nørby, Rikke Lylloff og Jeanett Albeck |
|
Rikke Lylloff, Jeanett Albeck og Mads Nørby Foto Odense
Teater
|
ww.teateranmeldelse.dk
Ansvarlig Bjarke Eijgendaal
kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
|