Klassefjenden
Teater Bloom,
Huset i Magstræde
15. juni – 20.juni 2009

Seks unge fyre i et hærget klasseværelse. Seks unge fyre i et selvskabt fængsel – uden lærer, uden fremtid og med alt for megen fortid. Kun håbet har de endnu: Om at blive hørt, om en ny lærer, om at finde deres plads i livet og om noget så simpelt som undervisningsbøger. Håbet er spinkelt og skrøbeligt – men alligevel stærkt. Stærkt som Teater Blooms opsætning af Nigel Williams’ Klassefjenden.

Klassefjenden er stærk kost og med en dialog, der ikke just er for sarte sjæle. Stemningen er dyster og barsk – for de seks unge fyre er ikke engle og tonen imellem dem er hård. Det er ikke så mærkeligt, for livet har ikke givet delt dem de bedste kort og de er vant til at kæmpe for at overleve. Hver på sin måde. Alligevel er der et mærkværdigt og ubrydeligt bånd imellem dem og ordsproget ”den man elsker, tugter man” får en helt ny dimension.

En kamp om ære og anerkendelse
Ligeså barsk som tonen er i Nigel Williams’ lidt over tyve år gamle skuespil, ligeså barsk er den i Teater Blooms nyfortolkning, de seks unge skuespilleres kraftpræstationer i det mere end almindeligt varme teaterrum, Claudio Morales iscenesættelse og Mina Lejbølles scenografi. Klasseværelset leder tankerne hen på et rovdyrbur i en gammel østblok Zoo, hvor dyrene vandrer hvileløse og snerrende rundt uden mål og med.

Gode præstationer på scenen
Mest hvileløs og snerrende er klassens stærke leder Ronni (Rune Antonio), der kæmper for at holde magten og for at holde andre fra livet, så godt han kan. Han er brutal overfor sine klassekammerater og styrer med en jernhånd. Alligevel ligger der en snert af den bløde dreng under overfladen, der kæmper for at beskytte sin flok. Det er en flot og svær balancegang, der lykkes godt.

Næst i hierarkiet er Ronnis ”wingman”, Mini (Martin Banghøj), der følger sin leders mindste vink og kommando. Hans er en kamp om at blive set og om at opnå Ronnis status – men altid halter han lige bagefter og bærer midt i al sin kæphøjhed et flakkende og forvirret blik, der afslører hans inderste smerte og forvirring. Igen rigtig godt karakterarbejder.

Under alfa-hannen Ronnis altid vagtsomme øje bevæger drengene sig rundt i et spil om identitet og om at manifestere sig selv i gruppen: Bobber (Anders Eske Lauberg Hansen), der overlever ved at være så usynlig som mulig. Hærværks eksperten Toffi (Jannik Jensen) der netop er vendt hjem fra endnu en ungdomsinstitution, med al den status, der ligger heri. Og Jack (Kenneth Wright), Ronnis stærke og til tider desperate modstander, der alligevel ender med at lade Ronni tryne ham endnu engang. Han er den eneste, der rigtig tør vise sin sårbarhed – en sårbarhed, der koster ham dyrt, men som giver ham en helt særegen styrke på scenen.

Endelig er der Smukke (Niels Erling), der må få et ekstra ord med på vejen. Drengen, der drømmer sig væk fra det hele i et musical-agtigt univers, hvor han kan synge sine følelser ud. Han er klassens selvbestaltede klovn, der med mere eller mindre vellykkede vittigheder og afledningsmanøvrer, prøver at dæmpe gemytterne, når de kommer lidt for højt op. Men samtidig er det ham, der med sine evner udi fantasiens verden holder den fælles drøm om, at der nok skal komme en lærer til dem, i live.

Hvem sender de næste gang?
Ansigterne bag Teater Bloom tilhører seks unge skuespillere på vej frem. De gør et godt stykke arbejde, og fortsætter de ufortrødent fremefter, skal de nok blive set. I deres produktion af Klassefjenden har de allieret sig med en række etablerede skuespillere, der skiftes til at spille rollen som Læreren, der kortvarigt gør sin entre i klasseværelset: Bl.a. Lars Brygman, Claes Bang, Joachim Knop, Troels II Munk og Jan Linnebjerg lægger krop til.

Men …
De gode sceniske præstationer til trods, kunne det ikke undgås, at enkelte ”men”-punkter, trænger sig på. Dels kunne det til tider føles som om instruktøren havde lidt for travlt med at aktivere alle seks skuespillere på scenen hele tiden. Det er lidt synd, for man ville sagtens kunne fornemme rummets kaos med mindre aktivitet og mere tid til at lade de enkelte handlinger synke ind.

Ligeledes kan det undre, at Niels Erlings/Smukkes ganske gode sangstemme ikke fik lov til at komme helt til sin ret, ved at vælge tonelejer, der passede til ham. Sangene lå enten for højt eller for lavt – og det var synd.

Men alt i alt en rigtig flot præstation – og der kommer uden tvivl mere godt teater fra denne kant fremover. Så det kan anbefales at holde øje med navnet Teater Bloom!