« Tilbage

Plat i to stive timer
af Eva Høj Andersen
Plagiat
Bremen
23. september 2012 - 30. april 2013

”Jeg håber virkelig, at showet gir’ mig noget fisse.” Det er motivationen for Andreas Bo’s første oneman-show Plagiat. I det mindste er han ærlig. Han er en plattenslager med gummiansigt og et udsædvanligt øje for at plagiere diverse kendte danskere. Men ”der er intet originalt i showet.” I det mindste er han ærlig. 
 
Han har ikke fået noget i lang tid. Det kan der ikke være vist ikke være nogen tvivl om. To timer inde i showet er han stadig ikke kommet ud af den anale fase. ”Casper Christensen knepper Jarlens datter i røven.” Nuvel. Andreas Bo smider joken på en rejse tilbage igennem årtierne og imiterer diverse kunstnere og komikere på vejen. Sjovest når Linje 3 ping pong’er. Han har en fantastisk evne til at hoppe ind og ud af forskellige karakterer hurtigt og præcist. Parodierne rammer, men situationerne er ganske enkelt ikke skarpe nok.
   
Plagiat roder rundt imellem revy, standup og skuespil. Andreas Bo forsøger sig med standup’ens kunst, velvidende at han ikke er standup’er. Historien om den onde kone der skrider med hans gode ven er hjerteskærende, men det bliver ikke nærværende. Den smerte der gemmer sig bag det lalleglade fjæs får desværre ikke lov til at komme ud. Men humor er som sagt smerte + tid, måske skal den ligge for en stund.
 
Det vindende punkt i Plagiat er Andreas Bo’s selvironi. Han spankulerer ind på scenen med diverse priser i favnen, mens han skråler med på sin egen hyldestsang, iklædt et turkisblåt jakkesæt og lyserødt slips. Hans ansigt får et fjoget udtryk, når han fornemmer, at vittigheden går lige til grænsen og lidt over, og derfor tilgives det platte for en stund.
 
Der er ikke nogen tvivl om, at Andreas Bo kan lave rammende parodier, men det materiale han præsenterer i sit oneman-show er ganske enkelt ikke færdigt.  Måske har Andreas Bo gabt over mere end han kan sluge. 

Han går lige til stregen og langt over. Fotograf: Steen Tronsgaard.