Undskyld gamle, hvor finder jeg tiden, kærligheden og den galskab, der smitter...?
Aarhus Teater, Scala
16/10- 14/11 09

Christian Lollike er aktuel med to forestillinger på Aarhus Teater i denne sæson. ’Undskyld gamle’ og ’Fremtidens Historie’. I denne sæsons første forestilling kaster han sig over livets sidste station: plejehjemmet. Det er en tragikomisk fortælling om livets gang på plejehjemmet Frydendal, hvor beboernes og personalets liv præsenteres som små selvstændige historier, der væver sig ind i hinanden.


Undskyld gamle, hvor finder jeg tiden…
Tid er en mærkelig størrelse. For beboerne på Frydendal står den nærmest stille, kun afbrudt af få daglige highlights som måltider og toiletbesøg.  For personalet er der derimod aldrig rigtig tid nok.
Følelsen af meningsløshed er beboerne og personalet til gengæld fælles om. For hvad stiller man dog op med den fordømte tid?
De (i smug) cigarrygende pensionister Biermann (Ole Westh-Madsen) og Don Otto (Henning Olesen) forsøger på komisk vis at give tiden en ende. Forstanderinden Frau Frauke (overbevisende fremført af Merete Voldstedlund) forsøger med hjælp fra sin lommelærke at glemme tiden. Og andre bruger tiden på at forelske sig…

…kærligheden
Kærlighedshistorien mellem den unge plejeassistent Valentin (Sigurd Holmen Le Dous) og den 80-årige Vera (Inge Sofie Skovbo) er forestillingens bedste. Le Dous og Skovbo er simpelthen perfekt castede i rollerne, og deres samspil er både sjovt, rørende og sørgmodigt.
Er kærligheden uden grænser, spørg’ man sig selv? Og skulle man være i tvivl, får man svaret til tonerne af ”Den allersidste dans” alt imens Valentin og Vera danser yndefuldt rundt i Sidse Gerd Jørgensen elegante spejlscenografi.

…og den galskab, der smitter?
Til gengæld savner man lidt mere galskab blandt plejehjemmets skæve eksistenser. For selvom Ole Westh-Madsen og Henning Olesen er gode som umage pensionist-makkerpar og som forestillingens komiske sidekick, går der lige lovligt meget (undskyld udtrykket) ”gammelmandshumor” i den.

Lollike
Det er altid spændende at overvære en forestilling af Christian Lollike. Hans levende sprog og fantastiske evne til at skildre tabubelagte samfundsspørgsmål gør det både relevant og spændende at se hans forestillinger. Lollike har især en fabelagtig evne til at fremholde og perspektivere kontroversielle politiske emner på en elegant og ikke-moraliserende måde. Og hans stykker formår da også undertiden at dele vandene kraftigt imellem sig.

’ Undskyld gamle’ er ikke Lollikes bedste forestillingen, langt fra. Men i Rolf Heims iscenesættelse er den alligevel en rigtig teatergodbid – om end ikke med helt samme krasse eftersmag som ellers er én af Lollikes hovedingredienser.