|
|
Hvor blev det egentlig af, Det Lille Liv?
af Karina Dahl |
|
'Det lille Liv'
Aarhus Teater
Scala
14.mar 08 - 19.apr 08
Kan man tage sig af sig selv, bare fordi man har et arbejde? Er man
klar til at få børn, bare fordi man er blevet 30? Er man voksen,
fordi man går i høje hæle og drikker vin? Hvad gør man, når man
sidder ”all alone” på en fredag aften? Og hvad skete der i bund og
grund med det lille liv? Disse og mange flere, spørgsmål forsøges
forklaret i komedien ”Det lille liv” på Århus Teater.
Eva er vice-statsminister. Hun var engang gift med Hans, men han bor
nu sammen med Marie. Men Marie kan ikke finde ud af, om hun helst
vil have Hans eller Lars. Og så er der Evas datter Esmeralda, der er
kæreste med Vivi. Hun taler hverken med eller om sin mor. Lige
indtil den dag det lille liv bliver væk, og de alle må stå fælles
front for at skaffe det tilbage.
Lyder det en lille smule forvirrende? Det er det også – på en
tankevækkende og morsomme måde. Hvad er det med os voksne mennesker?
Hvorfor er det, vi hverken kan leve med eller uden hinanden, og er
det en god idé at få børn, når vi ikke engang kan tage os af os
selv?
”Det lille liv” er skrevet af den svenske dramatiker Sofia Fredén.
stykket kan lede tankerne hen på dramatik af Nicoline Werdelin, der
har gjort en ære i at portrættere den danske middel – og overklasse
med et glimt i øjet. Det er vanvittig og absurd dramatik med
utallige stikpiller til os tankeløse væsner, der kalder os selv for
voksne.
Men er det i hele taget underholdende at skrue sig ned i en stol i
to timer for så at modtage den ene kindhest efter den anden, om hvor
uansvarlige og umodne vi voksne er? – Ja, det er det. For det gøres
med stil. Scenografien er enkel, men enormt effektiv, og der er
aldrig flere rekvisitter på scenen end der er brug for.
Skuespillerne leverer hver deres fine og absurde tolkning af den
underlige skabning mennesket. Selvom det er en flot
ensemble-præstation, vil jeg dog fremhæve Andreas Bo Pedersen som
den stakkels, grimme Lars som alle svigter – bare fordi han ikke har
”materiel sikkerhed og social kapital.” Han fremstiller denne
absurde skikkelse med en kærlighed og indlevelse, så man ikke kan
andet end at holde af ham.
”Det lille liv” er en fin forestilling med masser at kluk-grine af.
Det er ikke en stor banebrydende historie, men man går ud af teatret
med en dejlig fornemmelse i maven og glad musik i ørerne – og det er
jo ikke så skidt endda…
|
Iscenesætter Piv Bernth |
Manuskript: Sofia
Fredén Scenograf: Kirsten Brink Oversætter: Henriette Lind, Piv
Bernth Medvirkende: Dorthe Hansen Carlsen Anders Baggesen, Beate
Bille, Merete Hegner, Mette Døssing, Peter Flyvholm, Andreas Bo
Pedersen, Katrine Beck Ibsen, Eva Maria Zacho, Andreas Jebro,
Christine Sønderris Frederiksen. |
|
Dorthe Hansen Carlsen, Anders Baggesen og Beate Bille.
Foto Jan Jul
|
ww.teateranmeldelse.dk
Ansvarlig Bjarke Eijgendaal
kontakt: teater@teateranmeldelse.dk
|