Bogen på scenen
Vi befinder os i Moskva. Satan selv i skikkelse af Søren Østergaard og hans følge (heriblandt en kæmpe talende kat) har slået sig ned i hjertet af byen og bosat sig i den uheldige redaktør Mikhail Berliozs lejlighed. Herfra driver de gæk og afslører Moskvas forlorne kulturliv, inden de rodes ind i en ulykkelig kærlighedshistorie mellem den misforståede forfatter, Mesteren, og hans hemmelige elskede, den gifte Margarita. Alt går godt indtil Mesterens manuskript om Pontius Pilatus færdiggøres og møder en sønderlemmende kritik. Manuskriptet udgives ikke, Mesteren ryger på en galeanstalt og Margarita sidder glædesløs tilbage i sit ægteskab. Med Satans mellemkomst genforenes de elskende dog, men til hvilken pris?
Sådan er forlægget i Bulgakovs roman ”Mesteren og Margarita”, der fuldt fortjent indtager en fremtrædende plads blandt litteraturens hovedværker. At oversætte en litterær klassiker til nutidig scenekunst er dog noget af en øvelse, og desværre begår instruktør Christoffer Berdal og co. den fejl, at de gør Bulgakovs roman til stykkets hovedattraktion. Romanen er trukket direkte ind i scenografien. Den ligger som en kæmpestor åben bog på scenen, hvori der projiceres kapiteloverskrifter fra Bulgakovs værk og enkelte videosekvenser.

Dramatiseringen går hånd i hånd med scenografien i den forstand, at den følger romanen nærmest slavisk, skærer det væk, der ikke er plads til og ellers bruger dialogen direkte fra bogen. Denne heltedyrkelse af det litterære oplæg giver desværre forestillingen et underligt stillestående og gammeldags præg. Ved i så høj grad at følge bogens bogstav, taber forestillingen desværre helt romanens rablende ånd.

Uskarpt spil
Satsningen på bogstavet går i nogen grad ud over skuespillerne, der kæmper med de litterære replikker og den balance mellem sofisme, det drilske diabolske og filosofisk substans, som karakterernes dialoger rummer. Ikke alle ord når ud over scenekanten og specielt satiren om Moskvas kulturliv bliver aldrig for alvor skarp.

Blandt skuespillerne klarer Niels Ellegaard opgaven bedst. Han giver Mesteren den rette dosis af menneskelig magtesløshed. Karen-Lis Ahrenkiel og Inge Sofie Skovbo leverer gode korte humoristiske portrætter, hvor satiren lurer, mens Kristine Nørgaard Sørensen aldrig helt får givet nok dybfølt desperation til figuren Margarita. Søren Østergaard kæmper tydeligt i den svære rolle som Satan selv. Han rammer ham bedst i de øjeblikke, hvor han giver ham en ophøjet kulde, og værst i de momenter, hvor han gør ham komisk. Satan skal her afsløre komikken hos andre, ikke hos sig selv.     

Musikken gemmes væk
Det mest originale træk i Aarhus Teaters opsætning er umiddelbart, at man har inviteret sangerinden Channe Nussbaum og Trio Klezmer med på scenen. At lade Channe Nussbaum være en del af Satans spraglede følge er ganske enkelt uhyre godt tænkt. Desværre udnyttes genialiteten ikke. Musikken får slet ikke den drillende dramatiske plads i Satans udfoldelser, som en omgang hed balkanmusik for alvor kunne have forårsaget. Ofte bruges trioen til simpel underlægnings- eller overgangsmusik. Og når Channe Nussbaum under Margaritas ødelæggende flyvetur gennem Moskva pludselig griber mikrofonen og synger en sang på engelsk, virker både flyvetur og sang mærkeligt malplaceret og uforløst.

Det samme er tilfældet, når publikum inviteres med til bal hos Satan. Katten i skikkelse af Ashok Peter Pramanik bevæger sig akrobatisk gennem salen, musikken buldrer af sted, men publikum efterlades alligevel underligt upåvirket af dette skift i hastighed. Ballet hos Satan falder til jorden og på trods af de gode viljer og den gode ide om at lave en stor musikalsk teateroplevelse, gør stykket det samme. Man er aldrig for alvor med, og kun Bulgakovs mesterlige historie redder delvist stykket.
To stjerner kan virke en anelse nærigt, men potentialet i ”Mesteren og Margarita” forpligter. Det forløses ikke i Christoffer Berdals iscenesættelse.