Et Dukkehjem / Noras sønner
Aarhus Teater, Scala
20.01 – 13.03.10

Aarhus Teater er i dialog med både nutid, fortid, sig selv og publikum i Milan Peschel og Rolf Almes dobbeltforestilling ’Et dukkehjem’ og ’Noras sønner’.

Engang (men det er meget længe siden!) var Henrik Ibsens Nora et forbillede for kvindefrigørelsen: Hun var den lille lærkefugl, der smækkede døren i til sit dukkehjem, skred fra mand og børn og chokerede sin samtid ved at bryde ægteskabets hellige bånd. Hun var Det Moderne Gennembrud og naturalismens kvindelige ikon.

Men hvem er så Nora anno 2010 – nu hvor chokket for længst har lagt sig?

I Aarhus Teaters dobbeltforestilling ’Et dukkehjem’ og ’Noras sønner’ får vi hele tre konkrete bud på en Nora. Men i første omgang er det nu snarere scenerummet end stykkets karakterer der vækker opsigt.

Scenerum som glat pyramide
”Gad vide hvor mange, der har brækket benet under prøveforløbet”, er ens første tanke, idet man iagttager det stejle pyramideformede (og tilsyneladende glatte!) scenegulv, der skal tilskrives den norske scenograf og instruktør Rolf Alme. To døre, en håndfuld genbrugslænestole og en glat pyramide er ikke hvad man forventer af et scenerum, der skal danne rammen om Ibsens naturalistiske klassiker.

I det hele taget er ikke meget, som man forventer. Heller ikke selvom handlingsgangen umiddelbart er den samme, som vi kender fra Ibsen: Nora har gældsat sig for at redde sin mand Helmer. Hun afpresses af den hævngerrige Hr. Krogstad, men hjælpes ud af suppedasen af veninden Fru Linde. Og BLAH BLAH BLAH…

For i den tyske instruktør Milan Peschels iscenesættelse er Ibsens tekst for så vidt uden betydning: sproget er afmonteret enhver status som dominerende betydningsbærer ligesom handlingens dramatiske højdepunkter bevidst er nedtonede eller helt udeladt. Dette greb giver (hvis man vel at mærke kender historien på forhånd) forestillingen et vellykket lag af meta-komik.

Leger vi bare meta-leg?
Er Peschels iscenesættelse da blot endnu et postmodernistisk formeksperiment, der leger meta-leg med Ibsen? Ingenlunde. Forestillingens eksistentielle interesse ligger - som hos Ibsen – i at udforske det menneskelige sind. I at udforske og afprøve de roller, vi spiller overfor hinanden, og de følelser, vi ikke vidste, vi havde.

Hos Peschel foregår udforskningen ikke igennem dybdeborende psykologiske portrætter. Den udtrykkes gennem fysisk interaktion og en symbolsk leg med scenerummet.

Hver scene kan opleves som et stemningsbillede, der projicerer karakterernes følelser og sindstilstande. Teksten er overflødig. Man mærker hvordan karaktererne har det med sig selv og hinanden.

Det mest interessante ved stykkets personer er, at de alle rummer en dobbelthed, der gør, at vi aldrig helt ved, hvor vi har dem. Det ene øjeblik er spillet overgearet, stiliseret og hysterisk. Det næste tavst og afventende. Det senmoderne menneske er tilsyneladende i stand til at spille og pendle mellem mange roller og relationer alt efter behag. En interessant og foruroligende præmis!

Veloplagte skuespillere
Forestillingens største kendis Thomas Bo Larsen er i sit es i rollen som Helmer. Med næsten uhyggelig troværdighed pendler han stykket igennem mellem forvokset, trompetspillende drengerøv og sadistisk chefpsykopat. De seksuelle under- og overtoner er ikke til at tage fejl af.

Det er de bestemt heller ikke hos Nora, der i Anne Sofie Espersens skikkelse får en næsten incestuøs lillepigefremtoning. Især i samspillet med Peter Flyvholms Hr. Krogstad demonstrerer Espersen spændvidden af sit talent, når hun på én gang drillende og forførende piller vores skurk fra hinanden. Man ender næsten med at holde med Hr. Krogstad – og det må siges at være en præstation i sig selv.  

Masser af komisk talent finder vi også hos Ene Øster Bendtsen. Hendes forvandling af den ellers så underdanige Fru Linde er i sig selv en oplevelse værd. Som en anden ”Eddy” (Absolute Fabulous) indtager hun tyggegummityggende scenen med bravur. Alligevel fornemmer vi straks, at sammenbruddet lurer i horisonten.  

Spillet er i det hele taget oplagt og nærværende. Kun Jens Zacho Böyes julemandsudklædte Dr. Rank virker en smule malplaceret og ufarlig som forestillingens drikfældige sidekick.

Hvad blev der af Nora?
Også aftenens bonusforestilling ’Noras sønner’ har fokus på det senmoderne menneskes tilstand. Den nu aldrende og svækkede Helmer har inviteret ekskonerne Nora og Nora Marie til middag. Også sønnerne Jacob og Andreas, som Helmer knapt kender, er inviteret.

Handlingen udspiller sig fortsat i Almes egen scenografi, men her hører ligheden mellem de to forestillinger så også op. Både formmæssigt og dramaturgisk er ’Noras sønner’ langt mere traditionel.

’Noras sønner’ er ikke helt vellykket. Men som idé og som kontrast til aftenens første forestilling fungerer den udmærket. Sjældent har man oplevet et så stillestående arrangement og så mange ord på én gang. Ja, det er næsten som om Alme har inviteret Ibsen indenfor: Uden omsvøb og afværgende ironi er vi tilbage i spisestuen, hvor samtidens problemstillinger sættes til debat. Et risikabelt med også modigt greb fra instruktørens side.

Heldigvis reddes stykket af de gode skuespillerpræstationer. Af og til falder man ud af ordstrømmen, men det meste af tiden er man med. Bemærkelsesværdigt er det, at de største latterbrøl fra salen finder sted her efter pausen. Især Merete Voldstedlund og Dorthe Hansen Carlsen gør det glimrende som de to nutidige Nora 1 og 2 – to frygtelige og charmerende egotrippere der ikke vil erkende, at livet er ved at indhente dem.

Det er næsten en provokation i sig selv at lave så traditionelt et stykke. Men Alme har noget på hjerte og går ikke på kompromis.