’Den eneste anden’
Aarhus Teater, Stiklingen
3. april. - 2. maj

Lisbeth Gajhede og Lars Junggreen giver den gas som rivaliserende ægtepar i den brasilianske komedie ’Den eneste anden’ på Aarhus Teater.  Det er hverken dybt eller nyskabende. Til gengæld er det underholdende og hamrende godt iscenesat.

Vi kender da alle Brasiliens store dramatiker Leilah Assunção! Og hvis ikke vi gør, er det for så vidt også lige meget. For hendes figurer og deres problemer er umiddelbart genkendelige og identificerbare – hvis ikke hos os selv, så i hvert fald hos naboen…

Robert og Marianne (som de hedder i Morten Kirkskovs danske oversættelse) er gift, men dyrker ikke sex længere. Det er Roberts rejsning, den er gal med. Marianne gør ellers, hvad hun kan for at opmuntre og inspirere, men lige meget hjælper det.

Til gengæld er der dømt ”rejsegilde” så snart den midaldrende Robert er i selskab med stort set alle andre kvinder end Marianne. Især datterens unge veninde har en kraftigt påvirkning på Robert, lader han Marianne forstå i stykkets åbningsscene.

Og så tager løjerne ellers fart: Robert smides på porten, og hver for sig forsøger parret nu at få tilfredsstillet deres seksuelle længsler gennem diverse affærer og kortvarige forhold. Men de kan aldrig helt glemme hinanden. Og på skift opsøger de derfor deres gamle flamme i håbet om, at gnisten mellem dem måske stadig kan gentændes.

Perfekt castede
’Den eneste anden’ er dygtigt og underholdende skruet sammen. Man hygger sig gevaldigt i selskab med Lisbeth Gajhede og Lars Junggreen, der er perfekt castede til rollerne som midaldrende ægtepar.  

Spillet forekommer en smule overgearet og lidt ordsnublende til at begynde med (premierenerver måske). Men ellers er der nu ikke meget at sætte fingeren på hos de to skuespillere, der begge charmer sig igennem forestillingens 75 minutter.

Lisbeth Gajhede er på én gang komisk og sensuel, når hun med løs hud og strutmås gør sig til for Robert. Som Winnie i Becketts ’Glade dage’ har Marianne en ukuelig kækhed og optimisme over sig, hvilket skaber en velfungerende kontrast til Lars Junggreens mere afdæmpede og sarkastiske Robert.

Gajhedes lunefulde mimik tilfører Marianne en varme og lethed, mens Junggreen med sin sarte fremtoning og sin sjovt krukkede stemmeføring gradvist piller macho-glansen af den ellers så storpralende Robert.

Begge udtrykker de en ukuelig livsvilje – selv når alderdommen og den snigende ensomhed lurer i horisonten.

Mest for det modne publikum
’Den eneste anden’ er bestemt en fin lille forestilling, der nok især vil begejstre det modne teaterpublikum. Lidt krakilsk kunne man dog indvende, at Leilah Assunção’s stykke ikke når en Dario Fo til sokkeholderne. Men hvad forestillingen mangler i satirisk tæft og nuancepræget dialog, har den til gengæld i scenisk nærvær og opfindsomhed.

Parrets kropslige transformation gennem livets forskellige aldre er i sig selv en oplevelse værd. Og slutscenen, hvor det nu 90-årige par med store kraftanstrengelser spiser karameller alt imens de forsøger at nærme sig hinanden, er simpelthen en perle af et arrangement.

Her kropsliggøres stykkets tematiske spændingsfelt mellem ungdommelig passion og kroppens forfald.
Og Morten Kirkskov beviser endnu en gang, at han mestrer personinstruktion, timing og det intime scenerums muligheder. Stærkt og gribende.

Om Robert og Marianne finder sammen igen til sidst, skal naturligvis ikke afsløres her. Men vi forlader dem i vældig opløftet stemning og i klar forvisning om, at det trods alt kun er evnen – ikke lysten – der forsvinder med alderen.

Thank God for viagra!