Teateranmeldelse.dk

Tilbage til forsiden

 
Stranddrenge med frynser
Af Bjarke Eijgendaal

 

Teaterkoncert ”Beach Boys”
Aarhus Teater
Store Scene
(09/0/08 – 14/06/08)


Aarhus Teater har igen kastet sig over den populære genre Teaterkoncert, og denne gang er det Beach Boys der lægger musik til teatrets mange kreative påfund.


Nikolaj Cederholm har i sin opsætning valgt at forbinde Beach Boys' musik med det gamle vilde vest. En tid med helte og skurke, nybyggere og indianere, der alle kæmper på hver sin måde for at overleve i en verden uden sikkerhedsnet. Et sjovt valg som giver gode muligheder for holdet i forhold til at lege med westerngenren - og alle klichéerne bliver fint pudset af.


Teaterkoncerten Beach Boys er en visuelt flot forestilling, hvor der bliver svinget, fløjet og danset rundt, både på scenen - og ofte over scenen.
 

Som teateranmelder kan jeg ikke helt lade være med at kikke på de mere dramaturgiske elementer i forestillingen, og vil i denne anmeldelse overlade den mere musikalske anmeldelse til de, der har dette som speciale. (For eksempel Mikkel Elbæk fra Gaffa - læs hans artiklen her).


Instruktion af en teaterkoncert er en balancegang mellem to genre. En balancegang, der kan være meget svær. For hvor meget skal være koncert og hvor maget skal være teater. I sidste års teaterkoncert på Aarhus teater havde Rune David Grue valgt mere at lægge vægt på det teatrale, hvilket blandt andet gjorde, at der var en overvægt af skuespillere frem for musikere. Dramaturgisk var TV2 Teaterkoncert stærk, men haltede lidt på det sangtekniske. Med Beach Boys er det lidt det modsatte, der gør sig gældende. Musikken og udførelsen er helt i top, men den historie som fortælles, træder ikke stærkt nok frem.


Cederholm er i opførelsen mere inspireret af hvilke effekter, der kan tilføjes forestillingen, end hvilken betydning de har. Og til tider bliver det derfor mere en "cirkuskoncert" end en teaterkoncert, man præsenteres for. Men det gør det absolut ikke til en dårlig forestilling at den undertiden halter lidt på det dramaturgiske plan. For der er virkelig gang i de visuelle effekter, som for eksempel når Anne Sofie Byder og Mark Linn udfører en luftballet, mens de synger ”Surfin´USA”. På effektsiden er det også en fornøjelse at se Anja Vang Kraghs meget fantasifulde kostumer der er med til at give forestillingen et ekstra lag. Kostumerne spænder fra den klassiske cowboy til en overdådig kjole i ”I Can Hear Music” udført af Grabow og Sencindiver, til de meget eksperimenterende udstyrsstykker i anden del.

Enkelte steder lykkes det dog rigtig godt at få kombineret det teatralske med det musikalske, som i Jimmy Jørgensen og Sandra Yi Sancindivers fortolkning af ”Wouldn´t It Be Nice”. Her lykkes det rigtig godt at få fortalt en historie om hvor svær kærligheden ofte kan være - uden at effekterne tager over.


Og naturligvis kommer det musikalske højdepunkt i slutningen med Beach Boys store hits Good Vibrations og Barbara Ann rigtig godt udført af henholdsvis Sara Grabow og Jimmy Jørgensen.
Musikkerne klarer det rigtig godt, selv Bjarne Henriksen der med sin dybe stemme tilføjer en helt ny dimension til Beach Boys ellers så lyse sange. Dog vil jeg især fremhæve Mark Linn, der virkelig skinnede igennem med en fantastisk flot sangstemme.

 

Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm

Musikalske arrangementer: Jens og Peter Hellemann. Kostumedesigner: Anaj Vang Kragh Kapelmester Jens Hellemann Flyveinstruktør Brendan Shelper Medvirkende Mark Linn, Bjarne Henriksen, Jacob Madsen Kvols, Martin Greis, Anne Sofie Byder, Sandra Yi Sencindiver, Sara Grabow, Jimmy Jørgensen og Kendra Lou



Sandra Yi Sencindiver, Anne Sofie Byder og Sara Grabow                                           Foto Jan Jul

ww.teateranmeldelse.dk                  Ansvarlig Bjarke Eijgendaal                           kontakt: teater@teateranmeldelse.dk