Veldrejet
impro-teater når det er bedst
- af Louise Kragh
De Klaustrofobiske Kosmonauter
Vildskud Teaterfestival
d. 16. – 19. august
Huset i Magstræde, Plan B´s foyer
Kunsten er, at få improvisation til at se let
og ubesværet ud, hvilket de Klaustrofobiske Kosmonauter i den grad
evnede i et veldrejet sammensurium af kendte teatersportsøvelser og
improvisationslege de selv havde opfundet.
(Der er ordforklaring nederst i anmeldelsen.)
Jordbær og dansk regnfuld sommer
Kosmonauterne lagde ud med en klassisk omgang ”frys”, som bl.a.
bragte spillerne i Århus Tivoli, til fødselsdag i karambolage med en
smørstang og en kanelstang, en fik en mågeklat på kinden og et meget
stort æble i hånden. Herefter skulle et tema på banen og det var
publikums opgave. Emnerne blev; jordbær og dansk regnfuld sommer,
hvilket måske ikke var de mest udfordrende emner, men Kosmonauternes
opfindsomhed var stor. Først improviserede hver især frit over
jordbær, hvorefter vi befandt os på en regnfuld strand, hvor en
ensom issælger træt gik rundt og solgte is på randen af et
sammenbrud. Far og søn stod på stranden og snakkede om jordbær,
imens sønnen holdt et baseballbat i stedet for en paraply. Publikum
fik bl.a. følgende vise ordsprog med på vejen: ”Når floden er
oversvømmet skal man huske at det kan være vådt” og ”Æsler kan
sparke hver jordemor hårdest”.
Efter dette jordbær sammensurium, blev publikum
pædagogisk adspurgt om der var noget de ville have uddybet. En
klikkende lyd skulle herefter forklares og til det formål kom en
ungarsk professor til hjælp. Via et armforedrag og to frivillige
publikummer, som sammen med en Kosmonaut skulle agere skiftende
lysbilleder, improviserede den ungarske professor interessante
historier herudfra, imens han forklarede den omtalte lyd. Alt i alt
var forestillingen et rent overflødighedshorn af humoristiske
improvisationer, sjove indfald og fine detaljer.
Genialt show
I teatersport gælder det om at have fuldstændig overblik og
perfekt timing, imens man skal finde på i en vis fart, hvilket
kosmonauterne formåede med en naturlig lethed og samtidig var
utrolig sjove. De fremstod som et godt sammenspillet hold, hvorfor
resultatet var intet mindre end fuldstændig gennemført og ganske
genialt. De kiksede lidt to steder, men reddede det med så megen
overlegen elegance, at det kun gjorde dem endnu bedre. De var
opfindsomme og forstod at holde tråden med de af publikum forslåede
emner; jordbær og dansk regnfuld sommer hele vejen igennem. Kan man
ikke få nok af de Klaustrofobiske Kosmonauter, kan de opleves hver
torsdag. Den københavnske gruppe på Kulkaféen og den odenseanske på
Alibi Supperclub.
Ordforklaring
Teatersport: Lidt a la så ”hatten passer” og ”hatten rundt”, som
er kendt fra tv, men det her er meget bedre.
”Frys”: To personer starter en improvisation, hvor
sted og karakterer fremgår tydeligt. Undervejs råbes der ”frys” og
en af personerne skiftes ud og en ny situation opstår og så
fremdeles.
Armforedrag: En person taler imens en anden ligger
arme til.
|