Alle Tiders kvinde
Teater V


Jeg husker den klassiske Liza Minelli ”Cabarét” i Berlins krigstruede undergrunds teater. En film, der pirrede ved noget køns-eksperimenterende. Filmen havde mængder af seksuelle undertoner, som lumrede løs i storbyens sidegader. Nu har kønsdebatten og queer teorierne nået syd for Valby Bakke for dernæst at sprede sig rundt i lille Danmark.

I et højst blandet selskab med overvægt af hr. og fru Danmark fra hjem, hvor friværdi er lig daglig forkælelse, er scenen sat for en underholdende aften med et spartansk møbleret scenario: Et flygel og en piedestal omkredset af dybrøde røvballe draperede bagtæpper. Ind træder pianisten i traditionelt sort-hvidt outfit, sætter sig tilrette bag tangenterne og spiller sig lidenskabeligt under huden på alle i salen. Dernæst træder frk. Marcussen - fortolkeren af aftenens sangskat - ind iført selskabeligt midalder frue tøj, der let erhverves på gågaden i de større provinsbyer. Ved nærmere eftersyn dækker den let udfordrende chiffon bluse over en stram corsage. Hmmm… og hov… hun har hår på brystet? En mand, der spiller kvinde, der synger sange om mænd, som kun kvinder vil synge dem? Forvirret? Sjovt nok forstummer de overraskende latterudbrud fra salen, meget hurtigt over den noget skæve person og alle køber Marcussen, som fra start af krænger sit inderste alter ego langt ud over scenekanten.
I sit bedsteborgerlige outfit og den let pjuskede grå paryk stritter afviger tendenser i alle retninger. Hvem er det som står foran os? På en parameter mellem yderpunkterne mand og kvinde, hvor placerer vi så frk Marcussen? Den gråsprængt behårede brystkasse vælter ud over den nedringede udskæring alt imens gestikuleringen er mere end feminin. Den indre løsslupne hippie er dog svær at fortrænge; efter kun en sang har frk Marcussen smidt de højhælede, hvilket gør kropssproget om end mere frit og feminint.

Hvem er vi egentlig og hvordan er vi blevet dem vi er? Spørger frk. Marcussen flirtende med filosofien inden hun midtvejs kaster sig ud i en dansk oversættelse af Marlene Dietrick’s ”Ich bin von kopf bis fuss auf liebe…”.

Hansen derimod holder på alle former. Det er kun tangenterne, der får lov at flippe ud. Ned i eboni og ivory forplanter han sine følelser og oftest til stor beundring af sin sangerinde. Akkompagnementet til de mange klassikere er totalt ændret og indforstået. I denne koncentrat af indforståethed, emmer scenen af god stemning. En stemning, der tangerer en kærlighed udover det sædvanlige. Kærlighed til kvinden, kærlighed til sangskatten og musikken noget
Akkompagnementet er sjældent til at gætte. Arrangementerne er lavet meget om og oftest gør det kun sangen endnu mere nærværende. Aldrig har jeg hørt ”Solitudevej” så medrivende og intens. Vi glemmer både Marcussens behårede brystkasse og ser en på en gang banal og dæmoniseret udgave af en kønsblanding, der giver os et bud på hvor ens vi er? For kunne disse sange, som nu bliver sunget af en tatergender, ikke ligeså godt være sunget af en mand eller en kvinde?
Arrangementet af Larsens ”Se Venedig og dø”, hvor Hr. Hansen får lov at kromatisere elfenbenen fra bund til top, giver akkompagnetøren pil op ad. Sådan kan Lone Kellermans udødelige Larsen fortolkning altså også lyde.

Mens mange teatre i dag vælger at eksperimentere med form, har det spritnye Teater V valgt at lægge krop til en aften i selskab med en noget forældet form. Superpianisten Hansen og hans skønne sangerinde Marcussen klæder genren og genren dem.
Pelle Koppel viser endnu engang at han tør give klassikerne et spark. Sidste sæson gav han Helmer liv efter Nora, nu står carbaréten for skud: Vi vil gerne give jer klassikere, men vi giver dem lige en lille tvist.