Kunst
Svalegangen
27/11 – 19/12 – 09

Kunsten at bevare et venskab
Venskabet mellem de tre venner Serge, Marc og Yvan er til eksamen hvor omdrejningspunktet er Serges køb af et meget dyrt hvidt maleri med nogle lodrette og diagonale hvide striber. Marc der er flykonstruktør er meget ærlig overfor hans ven og kalder det ”lort”, mens Yvan prøver at være den diplomatiske person med en ”hverken eller” holdning.
Stykket omhandler diskussionen om god og dårlig kunst, som selvom stykket er skrevet i 1994 er mere aktuel end nogensinde.

Kunsten er omdrejningspunktet for et drama der omhandler venskabet mellem tre mænd i trediverne der hver for sig føler de glider fra hinanden med alderen, og en masse uafklarede følelser i forhold til deres venskab. Stykket bevæger sig omkring ærlighed, integritet, alliancer imellem trekløveret samt accepten af forskelligheden der gør et godt venskab. Beskyldningerne og anklagerne fyger henover scenen i de halvanden time uden man som beskuer keder sig et eneste øjeblik. Intimiteten i udførelsen og scenografien er slående. Når en af personerne forlader stuen hvor handlingen foregår, bliver denne siddende i siden af scenen og kan følge med uden at forlade rummet og rollen helt.

Samtidig omhandler ”Kunst” det at anskue et kunstværk og et venskab, det afhænger af øjnene der ser, for godt nok er kunstværket hvidt, men det er måske også mere end det ”kan du mærke vibrationerne” som Serge spørger Yvan. Hele diskussionen om deres venskab skal også ses med de tre personligheders forskellige øjne, og opfattelse af de krav man stiller til hinanden som venner.

Lars Ranthe, Paw Henriksen og Kristian Ibler spiller imponerende godt, med en helt eminent timing og kunstpauser og en masse nuancer i deres skuespil virker de fantastisk sammen. De formår at formidle både alvoren, eftertænksomheden og i dèn grad humoren i stykket. Oversættelsen af Yasmina Rezas franske tekst og instruktionen fungerer helt perfekt i denne danske version, selvom man kunne have frygtet noget andet. Scenografien af Filippa Berglund er stramt bygget op omkring et rum (en stue der er Serges det ene øjeblik, og Yvans det andet øjeblik), og de franske farver er repræsenteret for at understreget stykkets ophav og bestemmer de stemningen hos de tre venner, og skifter fra blå til hvid til rød for senere at antage en blandet violet tone.

”Kunst” er et genialt lille stykke, med pragtpræstationer på scenen, og med en nærhed og vedkommenhed man sjældent oplever, det er så meget mere end bare hvidt det er levende og fyldt med nuancer, og får beskueren til at dvæle ved de gode venskaber man har og som man skal huske at pleje når man er midt i trediverne og livet går stærkt.