’Galefyrsten’
Svalegangen
22. jan. – 16. feb.

Svalegangen og Odsherred Teater afslutter trilogien om udsatte børn med en forestilling, der gennem en række billedskabende montager skildrer en drengs barske opvækst og møde med behandlingssystemet. Visuelt imponerende, men desværre også dybt forudsigelig og kedsommelig.

»Et nordisk sidestykke til ’Gøgereden’«. Sådan lyder teaseren i programmet til Svalegangens opsætning af ’Galefyrsten’, der er dramatiseret af den svenske krimiforfatter Henning Mankell og iscenesat af Henriette Holm Pathare. Og selvom det ville være noget af en overdrivelse at påstå, at lighedstrækkene ligefrem er slående, ja så er det da muligt at finde en række skæringspunkter mellem Milos Formans banebrydende film fra 1975 og Svalegangens aktuelle "sidestykke".

Både ’Gøgereden’ og ’Galefyrsten’ er baseret på romaner, der sætter fokus på psykiatriske patienters vilkår i moderne behandlingssystemer (’Gøgereden’ er baseret på Ken Keseys anti-autoritære bestseller fra 1962, mens ’Galefyrsten’ er baseret på Elgard Jonssons selvbiografiske roman). Og begge retter de skytset mod samfundets kollektive omsorgssvigt med en iboende civilisationskritik som tematisk omdrejningspunkt.

Men her hører lighederne så også op. For hvor Forman i ’Gøgereden’ anvender en klassisk indlevelsesdramaturgi og fremstiller sindssygehospitalet som et metaforisk rum for et undertrykkende samfund, er ’Galefyrsten’ fortalt ud fra en indre synsvinkel, hvor rummets konstante forandring fremstår som symbolske billeder på hovedpersonens mentale tilstand. I Henriette Holm Pathares iscenesættelse er der således ikke lagt skjul på, at vi befinder os i teatret. Tværtimod. Den episke dramaturgi – som vi kender den fra Brecht – skinner tydeligt igennem med brugen af den synlige montageform og skuespillernes bevægelser ind og ud af rollerne: Med ét indtager de positionen som fortællere og kommentatorer og i næste nu er de tilbage i rollerne.

En langsommelig affære
I kraft af disse illusionsbrydende virkemidler placeres vi som publikum i en mere analyserende end indlevende position. Og det er bestemt et modigt valg fra instruktørens side. Forestillingens grundlæggende problem er imidlertid, at der ikke rigtig er noget at analysere. Svarene er givet på forhånd – ja, hamret i med syvtommersøm – og derfor føles 75 minutter i selskab med ’Galefyrsten’ som en vældig langsommelig affære. Forestillingens ellers så velmenende pointer om medmenneskelighed og medansvar drukner ganske enkelt i den tunge symbolik og de undertiden karikatur-flirtende replikker (som når en patient på den psykiatriske afdeling eksempelvis konstaterer »Nok er jeg skør, men jeg er et menneske«).

Blandt de mere opløftende momenter skal især Jeanett Albecks meddigtende og stemningsmættede harmonikamusik fremhæves. Og Mikkel Bay Mortensen gør det såmænd ganske godt i den krævende rolle som skizofren Galefyrste, selvom karaktertegningen af og til forekommer en smule stereotyp (når man er skizofren, har man jo naturligvis konstante tics!).

Det er altid prisværdigt, når en instruktør tør bryde med teatrets velkendte fortælleform i bestræbelsen på at skabe et anderledes, poetisk oplevelsesunivers. Men det kræver dog samtidig, at stykket tør udfordre os intellektuelt frem for blot at bekræfte en række stereotype forestillinger. Og det lykkes ikke med ’Galefyrsten’.

Vi er milevidt fra Milos Formans genistreg.

 

Fanget i familiens spind. Mikkel Bay Mortensen som den svigtede Galefyrste på vej mod sammenbruddet. I baggrunden Mei Oulung og Simon Vagn Jensen.