H3K – Hva’ I vil
efter William Shakespeare
Republique
25. september – 31. oktober 2009

Syv mænd i svedige undertrøjer på en scene i et telt på Østerfælled Torv. Ikke umiddelbart hvad der forbindes med udgangspunktet for en teateroplevelse af de helt store. Men det er ikke desto mindre, hvad du får, hvis du slår vejen forbi Københavns nyeste teater og forestillingen H3K – hva’ I vil! Det er teater uden storladen scenografi, finurlige special effects, et hav af rekvisitter eller bugnende kostume garderober. Til gengæld er det teater med en åbenlys (for)kærlighed for skuespillet, for Shakespeare og for publikum. Og dét er teater, der rykker, bevæger og sætter sig fast, så du går derfra varm langt ind i sjælen.

Helligtrekongersaften er en af Shakespeares mest elskede komedier. Et af den slags skuespil, der aldrig mister sin aktualitet og som har fascineret generation efter generation med sin underfundige blanding af højspændt drama og løssluppent komediespil. Det er et stykke om en ung kvindes kamp for at finde et ståsted midt i en kæmpe sorg, om kærlighedens mange ansigter og om en leg, der går for vidt. Alt dette fanger holdet på Republique på absolut skønneste vis, samtidig med – og her kommer det springende punkt – at de formår at give Shakespeares oprindelige tekst et gevaldigt ”twist”, men ikke så man tænker ”åh – hvad skulle det nu til for” (hvilket desværre alt for ofte er tilfældet) men snarere ”jamen – selvfølgelig!”.

Hva’ I vil!
Ligesom på Shakespeares tid spiller de syv skuespillere på en scene, der står midt i blandt publikum. En rund scene, hvor det eneste scenografiske islæt er nogle lemmer i gulvet – der bruges på det ypperligste – og en lille drejescene i midten. Det er såre simpelt og ganske simpelt genialt.

Idet publikum kommer ind, går aftenens hovedpersoner stille og roligt rundt i rummet, hilser lidt på og betragter os, som vi skal til at betragte dem. Med et slukkes lyset og samtidig med, at publikums stemmer dør ud, stiger lyden af en hvisken fra alle kanter af rummet, mens skuespillerne nærmer sig midten af rummet og scenen, der er dækket af et stort stykke stof. Kun enkelte ord trænger igennem. De mest markante er ordene ”jeg elsker to”, der får lov at stige i intensitet i takt med, at én af de syv stiger op på scenen. De andre seks begynder at hive og flå i stoffet på scenen, så den stakkels mand kastes rundt på må og få.

Helligtrekongersaften starter med et skibbrud på åbent hav – og med de enkleste blandt virkemidler, gøres havet levende for vores øjne og på et splitsekund er spillet i gang.

Men kun et øjeblik. Spilleren på scenen mister i tumulten balancen og falder om, tilsyneladende bevidstløs. Lyset tændes, de andre er bekymrede – enkelte i publikum ligeså – men kun indtil den sårede springer op og lettere forvirret spørger ”which country, friends, is this”. De andre undrer sig lidt, men hopper snart med på legen og lige pludselig er spillet i gang igen mens historien folder sig ud og hver enkelt en efter en påtager sig den rolle, de vil spille. Det virker rigtig godt og betyder ikke mindst, at publikum fra første færd er med på spillets regler, og det er ikke helt dumt, i en forestilling, hvor nogle spiller flere roller og hele tre mænd spiller kvinder – den ene endda en kvinde, der spiller en mand. Det kan være forvirrende, men er det på ingen måde her.

Fra drømmemand til drømmekvinde på under 30 sekunder
Hvad de syv skuespillere angår, er det svært at beslutte sig for, hvem man holder mest af – og med:
Er det Thomas Magnussen, der som Viola tager os med på en følelsesladet rejse fra sorg og forvirring til kærlighed og fuldendt lykke?
Lars Mikkelsen, der med sin imminente bearbejdelse af den mavesure og hovmodige hushovmester Malvolio formår det umulige – at vække publikums foragt, latter OG medlidenhed?
’Kenneth M. Christensen der – om end lidt modvilligt – tager forvandlingen fra drømmemand til drømmekvinde som Olivias kammerfrøken?
Morten Hauch-Fausbøll, der snart er den elskovssyge grev Orsino med komplicerede følelser for sin page, snart er den enfoldige og latterlige ridder Andreas Blegnæb?
Benjamin Kitters ungpigede Olivia, der ganske enkelt ikke er til at stå for?
Peder Holm Johansens øretæveindbydende og hammer morsomme Tobias Hikke?
Eller Klaus Risagers nar, der kan fordreje ethvert ord og charmere den skønneste musik ud af de mærkværdigste instrumenter?

Det er svært at sige og vel egentlig også lige meget. Hovedsagen er, at de formår at give hver enkelt karakter så meget liv og sjæl, at man som publikum faktisk savner dem alle lidt, når det hele er forbi. Og så lægger de syv herrer en så gennemarbejdet scenisk dynamik for dagen, at man som publikum kan være midt i næste latterbrøl, mens man endnu tørrer en sidste tåre væk fra øjenkrogen. Her flyver tiden – og det er tydeligvis fordi vi er i godt selskab.

Hvad Shakespeare egentlig ville
Rent iscenesættelsesmæssigt har instruktør Barry McKenna og hans hold været drevet af et ønske om at spille H3K som Shakespeare selv ville have ønsket det, hvis ikke han havde været begrænset af sin tids konventioner. Det har ført nogle væsentlige ændringer med sig (som vil forblive usagt her, da der jo også skal være lidt spænding til overs) og samtidig lagt op til, at det virkelig er publikum, der må synes ”hvad de vil”. Her gives ingen formaninger, ingen morale, intet endegyldigt svar på livets og kærlighedens store spørgsmål. Men det sætter tanker i gang – om teatrets og hverdagens konventioner, om livet, skæbnen (hvis den findes) og om det ansvar vi har får vores egen lykke.

Og så mindes vi til sidst endnu engang om, at det jo bare er en leg det her – en leg, der snart er slut og som vi må gøre med… ja hvad vi vil. Det er Shakespeare, når det er aller dejligst!

Jeg selv valgte at gå derfra med et smil på læben, varm om hjertet, ypperligt underholdt og – tja – vist nok en lille smule forelsket i det hele.