Quasi Teater
Kulturhuset Islands Brygge
20. – 29. maj samt Vildskudsfestivalen 21. – 24. august.
Anarkistika er en forestilling om at være med eller ikke være
med.
At have magten eller selv tage den.
Ungdomshusets og Fluernes Herre
Anarkistika er inspireret af ungdomshusets historie og
romanen Fluernes Herre af William Golding. Her møder de gode,
de mindre gode og det hele ender i en tragedie. De gode pointer og
ambitioner smuldrer i hænderne på voldsmænd.
Pigen Komma starter gruppen Anarkistika og drengen Buster,
der i høj grad både er fascineret, men også på vej mod en
forelskelse i hende, går med i gruppen. Det hele starter som en
uskyldig leg, hvor dagsordenen handler om ”dem og os”. Det er
ultimativ frihed, ingen regler og fri fantasi der blandt andet er
målet for gruppen. Det hele er meget uskyldigt indtil drengen Robin
kommer med i familien. Han lyder som en af dem og ser ud som en af
dem, men i virkeligheden er han terrorist. Herefter eskalerer
forløbet og uskylden siver langsomt ned i det grønne underlag. En
episode i Føtex fører videre til en decideret bombeaktion og her
står Buster af. Han vil ikke være med i familien Anarkistika
længere, hvad han melder ud i sidste øjeblik. Nu må Komma og Robin
gennemføre aktionen, og Komma må alene varetage både Busters og sine
egne opgaver, hvilket kommer til at koste dyrt.
Inspiration fra tegneserier
Den verden som Anarkistika udspilles i, er et
tegneserieunivers i farverne, rød, blå, grøn og gul, der både
understreges af scenografi, skuespil og kostumer. Kostumerne er
sorte med hver sine farver broderet på, og det ”klassiske
ungdomshus-outfit” med hættetrøjer, der her er i hver sin udgave.
Hos Robin er det fx en meget lang hætte, der samtidig fungerer som
kappe. Han er supermanden, der leder tankerne hen på tegnefilmen
The Incredibles. Busters hætte er mere almindelig og Kommas er
egentlig ikke en hætte, men en indbygget elefanthue. Disse kostumer
er meget fantasifulde og understreger både handlingen og
tegneserieuniverset. Scenografien er bl.a. tre cykler, Kommas er blå
og Busters gul, imens Robins er en lille rød trehjulet med en kæmpe
rød anhænger. Hvilket også fremhæver det groteske og tegneserien.
Han har virkelig noget med i bagagen. Buster har en lille taske i
nylon, som dem mange børn havde med til gymnastik i 1980érne, Kommas
er lidt større og en mere seriøs oldschool skoletaske, hvor Robin
har en kuffert og en stor taske. Denne bagage kan også ses som en
metafor for, hvor meget de hver især har med af bagtanker. Hvor
mange lig der er og ikke er i lasten, samt indholdet af rent mel i
posen. Installeret på den store cykelanhænger optræder den fjerde
medvirkende som DJ med musik, der i øvrigt er rigtig fed og
underbygger stemningen i forestillingen.
Det er tydeligt at der ligger et stort arbejde bag. Af detaljer kan
især fremhæves scenografien der er både fremstår gennemtænkt og
gennembearbejdet, samt musik og lydeffekter der sidder lige i
skabet. Cyklerne bliver endvidere billeder på karaktererne. Er man
med cykler man ivrigt af sted, og vælter cyklen… ja, så er der ikke
mere at gøre. Karaktererne, springer rundt – undertiden ladende hånt
om tyngdeloven, i bedste The Incredibles- stil. Det eneste
man kan savne er lidt dybde hos karaktererne. Selvom det er i
tegneserieformat, ville det være rart med en skarpere
karaktertegning.
Anarkistika er en forestilling som klart kan anbefales og
hvis du ikke kan nå at se den i Kulturhuset Islands Brygge, så byder
muligheden sig igen på årets Vildskudsfestival d. 21 – 24. august.
Se: www.vildskud.dk
|