Teateranmeldelse.dk
 
  Tilbage til forsiden
 
 

Ægteskabelige bryderier

af Henriette Cohen Simonsen

Små ægteskabelige forbrydelser
af Eric-Emmanuel Schmitt
Odense Teater – Sukkerkogeriet
Spilleperiode: 1. april 2009 – 14. maj 2009

Ulykke og hukommelsestab
Små ægteskabelige forbrydelser er en filosofisk anlagt forestilling, hvor vi følger ægteparret Gilles (Kurt Dreyer) og Lisa (Lane Lind) gennem et traumatisk døgn. Gilles er netop hjemvendt fra hospitalet efter en ulykke, som tilsyneladende er foregået under mystiske omstændigheder. Han lider af hukommelsestab og prøver ihærdigt at finde ud af, hvem han er og hvad der er foregået. Hans kone Lisa er i starten hjælpsom og venlig, når Gilles prøver at orientere sig i forhold til hende og ulykken, men det varer ikke så længe, inden tingene udvikler sig i en mere ukærlig og dramatisk retning. Hvor meget ved Gilles egentlig om Lisa og ulykken? Er ægteskabet i virkeligheden så harmonisk, som Lisa prøver at overbevise Gilles om i begyndelsen? Nogle afgørende begivenheder afdækkes undervejs, men detaljerne skal ikke afsløres her.

Filosoferende og moraliserende
Gilles erhverv er at være krimiforfatter, og hans position som ægtemand med hukommelsessvigt gør, at han i forestillingen hurtigt får rollen som en art detektiv og filosoferende moralist. En detektiv, der udspørger sin kone om alt det, han ikke ved og en moralist, der senere hen gør sig filosofiske tanker om mange forhold. Bl.a. jalousi, utroskab og tillid, som ”ikke er noget man viser, men noget man har”. Detektivarbejdet giver da også pote. Vi finder ud af, at Lisa har et alkoholproblem, lider af lavt selvværd og jalousi. Gilles er heller ikke for nem. Han har haft tendens til at forsømme sin egen kone og kigge langt efter andre kvinder.

Tale er sølv men …
Der tales meget og længe i denne forestilling. De analyserende og filosofiske sentenser om ægteskab, moral, skyld og skam flyver gennem luften i en uendelig strøm, og det virker noget hæsblæsende og uegnet til en scenisk fremstilling. Man fornemmer klart, at det er en filosof, som har skrevet stykket, men det er som om, der mangler noget. Hvornår bliver der tid til eftertanke og det ordløse spil, der nogen gange siger så uendeligt meget mere end endeløs snak og analyse. Det virker næsten befriende, da Gilles i et kort øjeblik sidder alene og tavs tilbage i stuen. Hvordan er Gilles og Lisa, når de ikke snakker, men bare er …?

Gode skuespillere og en lidt altmodisch scenografi
Kurt Dreyer og Lane Lind leverer begge nogle fine præstationer – man mærker deres store erfaring og professionalisme. Alligevel ændrer det ikke ved, at figurerne aldrig rigtig bliver nærværende i kød og blod. Primært pga. den ordrige og lidt udramatiske handling. Gilles og Lisa forbliver for mig nogle postulater, der mere er teoretiske konstruktioner end levet liv.
Handlingen udspilles i en påfaldende naturalistisk indrettet stue med tungt møblement. Jeg synes ikke, dette valgt er det bedste til et stykke, som for mig at se ikke er så naturalistisk endda.

 

Ægteskabets krise
Hvis man på et intellektuelt plan interesserer sig for spørgsmål som moral og ansvar i ægteskabet, og ikke stiller så store krav til det dramatiske plot, kan det dog sagtens være, at man finder forestillingen mere fremragende end jeg. ”Små ægteskabelige forbrydelser” er leveringsdygtig i mange overvejelser og analyser af kærlighed og ægteskab i en krisetid

 

  Iscenesættelse: Kim Bjarke

Scenograf: Marianne Nilsson
Medvirkende: Kurt Dreyer, Lane Lind

 


Kurt Dreyer og Lane Lind
Foto: Odense Teater
www.teateranmeldelse.dk                  Ansvarlig Bjarke Eijgendaal                           kontakt: teater@teateranmeldelse.dk