Urene Hænder af Jean-Paul Sartre
Odense Teater – Sukkerkogeriet
Spilleperiode: 10. december 2009 – 19. januar 2010

Eftertidskrigens desillusion
Urene Hænder er et stykke, der er blevet til i en eftertidskrig præget af desillusion, og det indeholder nogle temaer, som er karakteristiske for perioden. Er det nødvendigt at slå ihjel for at leve op til sine politiske idealer? Hvilke konsekvenser har de valg, vi foretager? Har ideologierne spillet fallit?
Spørgsmålet er, om Sartres stykke stadig er aktuelt – siger det noget, som vinder genklang i vores tid - eller er det bundet så meget til nogle historiske begivenheder, at det fremstår uaktuelt. Det vender jeg tilbage til. 

Idealisten Hugo
Den unge Hugo er en tro partisoldat, der af sine mere hårdtslående partifæller får til opgave at myrde Hoederer – partiets leder – fordi de er utilfredse med partilederens politiske linje. Hugo er ung, intellektuel, usikker og tvivlende, og opgaven tvinger ham ud i en eksistentiel krise. Skal han myrde Hoederer? Tør han myrde Hoederer? Det meste at forestillingen bevæger sig i dette spændingsfelt, og Hugo bliver undervejs ægget af sin unge kone Jessica, som på mange måder er foran ham. Mere skarptskuende, mere kynisk og manipulerende.  

Hvorfor?
Som humoristisk indslag i forestillingen optræder Hoederers livvagter Slick og Georges – de karikerede rockertyper – som spilles meget morsomt af Peder Dahlgaard og Bjarne Antonisen.
Hugo spilles også fortræffeligt af Mikkel Bay Mortensen, mens partilederen Hoederer (Lars Lønnerup) virker underligt belærende og ukarismatisk. Skal vi virkelig tro på, at Hoederer er en politisk leder? Jeg følte mig ikke helt overbevist. Heller ikke af Hugos kone Jessica, som spilles lang mere karikeret end Hugo. Hvorfor mon det? Og det var den følelse jeg sad med i slutningen af forestillingen, som har en fin og velfungerende scenografi. Der er flere gode momenter undervejs, men jeg følte mig ikke rigtig berørt af de personer, som agerede på scenen. Derfor blev jeg heller aldrig helt indfanget af historien, som for mig virker underlig bedaget.

Aktualitet i dag
Jeg er overbevist om, at Odense Teater har opsat Sartres stykke, fordi de mener, det har aktualitet i dag. At politikere er villige til at indgå studehandler og stikke knive i ryggen på hinanden er da heller ikke passé – se blot på det nyligt overståede kommunalvalg. At unge, søgende mennesker som Hugo kan komme i kløerne på ideologiske fanatikere er også stadig aktuelt. I Odense Teaters forestilling er koblingen til de aktuelle problemstillinger imidlertid meget utydelig. Måske fordi, det simpelthen er vanskeligt at eliminere de mere tidsbundne elementer i Sartres skuespil, der knytter sig til persongalleriet, 2.verdenskrig og den politiske desillusion.