Øl i Dagmarteatret
Året er 1889 og stedet er Dagmarteatret i København, hvor Siri von Essen slæber ølkasser ud af den lille intimscene med bulder og tunge skridt. Der skal slæbes mange ølkasser inden prøverne kan gå i gang, for Dagmarteatret bliver brugt som øllager, når der ikke spilles. Øllene bliver sat ud i sidegemakkerne og er siden til stor fornøjelse for den rødhårede, bramfri alkoholiker Marie David - Siris veninde – elsker – og medspiller i Strindbergs ”Den Stærkeste.

Ægteskabets opløsning for åbent tæppe
Det er vel helt naturligt, at det ikke kan gå stille af i ”Tribadernes nat”, hvor to ægtefæller nærmest æder hinanden op. P.O. Enquist giver sin personlige fortolkning af Strindbergs liv i den periode, ægteskabet med Siri von Essen var under opløsning.
Ægtefællerne er i gang med prøverne på Strindbergs skuespil ”Den stærkeste” på Dagmarteatret. Ja, egentlig vil det sige, at Strindberg kommer for at overvære prøven på stykket, der handler om to veninder, som kæmper om den samme, fraværende mand.. Siri von Essen skal spille hovedrollen, den unge, sleske skuespiller Viggo Schiwe forsøger sig med at instruere, og Siris drikfældige, danske veninde Marie David skal være Siris tavse medspiller. Prøven bliver dog alt andet end vellykket. Siri synes ofte, at teksten, som Strindberg har skrevet, er forkert, Marie David provokerer – er alt andet end tavs - og Strindberg afbryder konstant i sin rablende afmagt. Det virkelige drama mellem Strindberg og Siri får således hurtigt overtaget, og den karikerede Viggo Schiwe bliver helt og aldeles sat ud på et sidespor.
Omdrejningspunktet gennem hele stykket er Strindbergs jalousi. Hans hustru er forelsket i Marie David, som i en periode har boet hos parret i kunsterkolonoien Grez. Strindberg er uforstående over Siris fascination af Marie David, og han udspyer al sin galde på den fremmelige men uvelkomne gæst. Det er i den forbindelse, at ordet tribade kommer ind i billedet. Det er Strindbergs nedsættende betegnelse for en homoseksuel kvinde.

Ordrigt kammerspil i højt tempo
Der er humoristiske sekvenser, diskussioner, raseri grænsende til sindssyge og højrøstet skænderi under hele forestillingen i Værkstedet på Odense Teater. De stille stunder er dog ikke stykkets force, og til tider virker de mange ordrige dueller for hæsblæsende. Det havde klædt forestillingen, hvis man også havde dyrket pauserne.

Troværdig Strindberg
Anders Gjellerup Koch leverer en meget fin præstation som den jaloux Strindberg, der bevæger sig mellem fortvivlelse, mindreværdskomplekser, sindssyge og afmagt. Den krævende rolle spilles simpelthen med en god indlevelse. Det virker troværdigt – ja nærmest naturligt – da Strindberg i patetisk vanvid udstiller sine komplekser over pikkens størrelse eller nedgør kvinderne, der kun kan snakke og snakke, men ikke er i stand til at udrette noget. Githa Lerhmann leverer også en god præstation som Strindbergs desillusionerede ægtefælle. Fortolkningen af den unge Viggo Schiwe er dog meget karikeret, og den falder på en måde ved siden af de andre. Det er selvfølgelig morsomt, at han i den grad er slesk og servil over for den grumme Strindberg, men figuren minder for meget om folkekomedie. Hans rolle bliver utroværdig og fungerer ikke i sammenhæng med de andre.    

Vellykket scenografi
Stine Martinsen har til forestillingen lavet en meget enkel men velfungerende scenografi til at illustrere scenen i Dagmarteatret, hvor skråtstillede glasvægge afgrænser scenerummet fra sidegemakkerne. Glasvæggene giver en fin dybdevirkning og er samtidig en velfungerende, symbolsk ramme, når Siri står bag den og ser opgivende på sin mand, der udstiller al sin magtsyge og mindreværd.  

”Tribadernes nat” er på Odense Teater et intenst kammerspil i højt gear, hvor man får et fint indblik i Strindbergs og Siris tumultariske ægteskab. Anders Gjellerup Kochs forløsning af rollen som den martrede Strindberg er det, der er stykkets stærkeste kort.