Noget om en stuepige, to ægtepar og en brandmand
Stuepigen går rundt blandt publikum og støvsuger – tilsyneladende nidkært og apatisk. Hun forsvinder ud i regnvejret idet hr. og fru Smidt træder ind i stuen.
Hr. og fru Smith sidder ved sofabordet og rabler den ene floskel af efter den anden efterfulgt af lange, pinefulde pauser. Ægteparret gør sig hele tiden umage med at finde på et nyt og intetsigende samtaleemne, som kan slå tiden ihjel i et stykke tid.

På et tidspunkt kommer hr. og fru. Martin på besøg, og de kejtede forsøg på konversation og hygge fortsætter. Tilsyneladende kender ingen hinanden, ingen hører hvad de andre siger, og alle er totalt hæmmede kropsligt og verbalt.
Lidt senere kommer en brandmand med viltert rødt hår ind i billedet, og de absurde optrin tager til. Nu vil alle gerne fortælle en historie for de andre, men en historie har vel en begyndelse og en slutning, og så meget struktur kan vi slet ikke forlange af brandmanden eller de hæmmede ægtepar.
Det hele ender i det ultimative ragnarok i plaskende regnvejr, hvor begge ægtepar smider alle hæmninger over bord. Drifterne får frit løb i hor, ædelyst og slåskamp.   

Absurd teater
Det giver egentlig ingen mening at gengive handlingen i ”Den Skaldede Sangerinde”. Stykket hører til blandt de absurde klassikere, som jo netop er kendetegnet ved ingen handling at have – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Det siges, at Ionesco blev inspireret til at skrive stykket, da han var ved at lære engelsk og i den forbindelse læste parlørtekster. De meningsløse, engelske fraser gav ham masser af stof at arbejde med.
Man kunne godt frygte, at stykket ville virke bedaget i dag, men det er virkelig lykkedes Odense Teater at puste liv i den gamle klassiker. Teksten er moderniseret på en måde, så den har fået noget politisk og aktuelt punch, og skuespillernes fremstilling af de mange humoristiske sekvenser gør det til en meget underholdende oplevelse. Der, hvor det halter mest, er i starten, hvor den absurde dialog indimellem virker en anelse gumpetung. De kropslige udtryk er sat i fokus, og det er bestemt hylende sjovt, da hr. og fru Martin forsøger at kysse hinanden, og det ender i en grotesk scene, hvor arme og ben stritter i alle hjørner. Det virker også forfriskende, at sidste scenes ragnarok slutter i silende regn, så alle – inklusive møblement og sofabord – er totalt gennemblødte.

At være sammen  
I denne opsætning synes jeg det er lykkedes at give ”Den Skaldede Sangerinde” en fornyet aktualitet. Der fokuseres på en absurd spillestil, hvor der er sat lup på at vise de sider af menneskers samvær, som udstiller flosklerne, hæmningerne og ikke mindst det tilsyneladende evigt aktuelle: Menneskenes manglende evne til at være til stede over for dem, som står dem nærmest.
Scenografien er enkel med en videoprojektion bagest, som er et fint modspil til det, der foregår på scenen. I stedet for et traditionelt kukur er der er opsat en gigantisk kugleramme, som illustrerer, når uret slår – godt påfund!

Skuespillerne
Skuespilpræstationerne er rigtig gode – fuld af humor og dynamik. Især er Iben Dorner meget underholdende som den komplekse fru Martin – hun har simpelthen et særligt humoristisk talent. Kristian Holm Joensen fungerer her perfekt som ægtefællen hr. Martin.

”Den Skaldede Sangerinde” er bestemt et besøg værd. Forestillingen er underholdende og tankevækkende i sin aktualitet.