Koldt Produkt
Af Matias Faldbakken
Odense Teater - Sukkerkogeriet
8. – 31.oktober 2009

Endnu en gang træder tilskueren ind i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Norske Mathias Faldbakken har lavet en nyfortolkning til samlingen, men denne har dog en klar mission. Forargelsen skal nå samme højder, som det oprindelige stykke gjorde. Narko, selvmord og mord er derfor blandt de temaer, der rundhåndet udøses af. Desværre er forestillingen så sprængtfyldt med intentioner og underliggende symbolik, at stykkets egentlige fortælling glider i baggrunden. 

En sprød spilledåse musik lister ud af højtalerne, mens publikum indfinder sig. En bleg kvinde sidder på scenen. Hendes gravide mave er spændt ind af en kort sort latexkjole. Det er Nora. Den forkælede fars pige, der har det hele; designerhjem, kæreste og uddannelse. Hun bor sammen med drengerøven Torvald, der ved siden af sit kokainmisbrug er redaktør for bladet ”Nobored”. Om kort tid skal Nora føde en datter, så udadtil stråler glansbilledet, men der er en slange i paradiset.
Torvald har fået en spillegæld på nakken og skylder derfor penge til stykkets skurk Quale. Torvald tror, at svigerfar har klaret ærterne, men det viser sig, at det er hans smukke kæreste, der egenhændigt har forsøgt at redde sin ham. Nora har betalt Torvalds gæld med sin krop, og nu vokser maven. Det bliver et koldt produkt.

Gammel vin på nye flasker
Intrigen er den samme, figurerne ligeså.  Den norske dramatiker Matias Faldbakken har dog krydret ekstra godt for at give forestillingen samme provokerende undertone som dens forgænger. Nora er derfor blevet en selvstændig og selvsikker sexbombe, der er gravid med en anden mands barn. Hun fremstår som en moderne ”Rock Bitch” med sin kropsnære latex kjole og kulsorte sminke. Natali Vallespir Sands formår, som Nora, at skildre en kvinde med en benhård facade, der er tæt på at krakelere. Tilskueren får i korte glimt et indblik i en kvindes rørende skrøbelighed og larmende ensomhed.  I stor kontrast står hendes kæreste Torvald, der troværdigt spilles af Claus Riis Østergaard. Den lalleglade skaterbladsredaktør farer ud og ind på scenen lykkeligt uvidende om virkelighedens barske realiteter. Med næsen i kokainen og øret ved mobilen fremstår Torvald som en karikeret moderne ”business man”. Stykkets øvrige karakterer er ligeledes plukket ud af ”Et Dukkehjem”. Noras veninde Fru Linde (Johanne Dal-Lewkovitch) er blevet til den arbejdsløse økonom, der er hjemvendt efter et mislykkedes studieophold i USA. Med sine vrikkende hofte, fremskudte bryst og letlevende livsstil tilfører hun stykket et komisk pusterum. Skurken Krogstad, omdøbt til Quale, er, i skikkelse af Jon Lange, den typiske playboy gangster med slangeskindsstøvler og tilbagestrøget hår. Slutteligt er der den suicidale Dr. Rank (Bjarne Antonisen), der med sin hjemmestrikkende vest og sky fremtoning er dømt til et liv i skyggen. 

Symbolsk inferno
Tysk postmoderne scenografi er, hvad der møder tilskueren til ”Koldt Produkt”. Nikolaus Porz har skabt et symbolsk univers, hvor der skal holdes på hat og briller for at følge med.
En virkelighedstro krokodille ligger udstrakt foran det lille slangeterrarium, hvor et afhugge birketræ svæver indeni. En skaterrampe lyser op i forhold til scenens sortlakerede gulv, der blandt andet prydes af en ophængt skærm. Nora og Torvalds dagligstue er atter en gang stykkets ramme.
I slangeburet skriftes synderne, i krokodillens gab kan du gribe efter dine laster, og på den udstrakte skærm kan du se dine drømme som film. Symboler popper frem over alt. Instruktøren Lydia Bunk og Porz har ikke sparet på noget. Desværre skaber det mere forvirring end forståelse, når de forsøger at visualisere Ibsens elegante undertekst. ”Less is more” sådan lyder de velkendte ord. Og en nedtoning ville uden tvivl klæde forestillingen og samtidig hjælpe tilskueren til at fordøje stykkets mørke fortælling.
Scenen nærmest syder af intentioner og interessante tematikker, desværre når de ikke helt udover scenekanten.  De fem skuespillere udøver alle gode præstationer. Figurerne er klare og levende, de drukner dog i et symbolsk inferno.
Faldbakkens tekst griber fat i mange kontroversielle emner. Hvad er frihed? Og hvad har man ret til at gøre for at opnå den? Tekstens gribende intrige er så stærk, at den ikke behøver så mange ekstra krydderier.
Forestillingen byder på gode skuespillere og provokerende budskaber i en kompliceret og til tider melodramatisk indpakning, hvor det kræves, at tilskueren formår at løsne båndene.