Les Misérables
Af Alain Boublil & Claude-Michel Schönberg
Det Ny Teater
Spilleperiode: 17. september 2009 – 20. december 2009

Alle numre fremstår klare som finalen. Skildringen af liv, død, kærlighed og besættelse bringer nogle rørende øjeblikke, såsom Valjeans Bring ham hjem.

Det er altid spændende at gå gennem svingdørene på Det Ny Teater. For jeg ved aldrig, om alle de forventninger, jeg har, bliver forløst, eller jeg må gå skuffet igen. Det er efterhånden nogle år siden, jeg sidst har set Les Misérables. Det var på Aarhus Teater i 1998, hvor jeg var slemt skuffet over Jesper Lundgaards meget nasale udgave af Jean Valjean.

Derfor var mine personlige forventninger store, når det angik den ene af hovedpartierne, nemlig Jean Valjean, spillet af Flemming Enevold, og jeg indrømmer blank, at jeg endda var temmelig forudindtaget af min opfattelse af Enevolds formående efter hans middelmådige præstation i Det Ny Teaters opsætning af The Phantom of the Opera.

Her, dagen efter, sidder jeg og skammer mig helt ind mit til tider kyniske anmelderhjerte. For hvad gjorde Enevold? Han blæste mig omkuld med sin hjertegribende fortolkning af Bring ham hjem. Det var ikke blot mig, som mærkede den fortvivlelse og erbødighed, som Jean Valjean udtrykte i sin bøn for at redde sin datters elskede. Det kunne ikke udtrykkes bedre end det spontane udbrud fra én fra publikum, som i åndepausen inden det brølende bifald tordende ud i teatersalen med rungende “Ja, for fanden…”.

Det er ikke blot Enevold, som får kuplen på Det Ny Teater til at løfte sig. Nej, det gælder skam hele emsemblet. Helt ned i
Per Engströms orkestergrav mærker man energien syde. Alle mand er på. Det er lige her og nu, det gælder. De spiller mildest talt som om, det er deres sidste dag på jord - hvlket jo falder godt i tråd med forestillingens rammefortælling om det franske studenteroprør, hvor det var en ære at dø i kampen for den gode sag.

Les Misérables er baseret på romanen med samme navn af Victor Hugo, som selv levede gennem studenterrevolution og brugte sin tid på at kæmpe bag barrikaderne på gaden i Paris. Både romanen og musicalen frembringer tidsånden, der tjener som rammefortælling for en af revolutionens store teamaer, nemlig arbejderklassens vilkår med udnyttelse, kriminatiliet, sult og fattigdom, der sættes i perspektiv i forhold til den ubøjelige priviligerede overklasse.

Selve historien spænder over 30 år og er temmelig kompleks for en musical. Det er Jean Valjeans livshistorie, der udspiller sig. Et offer for klassekampen og det strenge undertrykkende system. Efter at have brugt 19 år i fængsel for at stjæle et brød bryder han vilkårene for hans prøveløsladelse, påtager sig en ny identitet og skaber sig et langt mere lyksageligt liv. I hans liv møder han en masse mennesker, som får forskellige indvirkning på hans beslutninger og muligheder. En af dem er den regelrette politiinspektør Javert. Med sin ensidigside og tiltider hensynløse tankegang forfølger han Jean Valjean. En jagt baseret på en tro på sin pligt, som Javert følger til sin tragiske død

Blandt birollerne er det nok Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der imponerer mest. Hendes Eponine er ikke blot en drengepige, men også en meget skrøbelig ung kvinde. Rosenberg synger, så det gør helt ondt i hjertet med numret Alene nu igen  og bringer sangen til nye højder. På smyk vis formidler hyb den smerte som man kun føler ved tabet af den første kærlighed.

På samme måde er Johannes Nymark og Mia Karlsson indtagende i rollerne som de unge elskende Marius og Cosette. Nymark har nok den stærkeste præstation og leverer en hjertegribende udgave af Tomme borde, tomme stole. Begge skuespillere brænder igennem og viser den kærlighed, som Marius og Cosette deler, og som bringer håbet frem midt i al den elendighed.

Den swingende griskhed, som Sten Springborg lægger for dagen med sangen Herre i sit hus, er en velkommen variation fra det ellers overdådige i forestillingens vedholdende musikalske ambition. Denne overgår sig selv, når Morten Staugaard som Javert for stjernerne sværger sin ed på at han vil finde Valjean. Hér tror jeg faktisk, mit hjerte sprang et slag eller to over. Det er meget godt disponeret af Boublil og Schönberg at have sange som Stjerner og Bring ham hjem placeret i hvert sit akt med en pause imellem. Ellers skulle der jo være en advarsel på forestillingen for folk med svage hjerter.

Jeg kan på vej ud af svingdørende konstatere, at mine forudtagede forventninger til aftenens forestilling ikke blev indfriet. Men, at jeg derimod gik helt forbløffet ud. Forbløffet over, hvad jeg netop havde været tilskuer til. Hvor jeg havde forventet at være blandt de miserable i de forgangne tre timer, som forestillingen varer, kom jeg ud med en fornemmelse af at have overværet noget ganske smuk og unik. Spørgsmålet om Les Misérables på Det Ny Teater er værd at opleve, kan derfor kun besvares endegyldig med et rungende ”Ja, for fanden...”.