Teateranmeldelse.dk

Tilbage til forsiden

 

Dragqueen uden disco
- Men en god gang gedigen Rock ’n Roll
- af Louise Kragh

 

Hedwig and the Angry Inch
Nørrebro Teater
20.9 – 10.10

Berlin 1961
Hansel fødes i det år, hvor Berlinmuren opføres. Faren er væk og lille Hansel bor alene med sin mor i en lille lejlighed i Østberlin. Hansel elsker at lytte til amerikansk musik i sin radio imens han har hovedet inde i ovnen; David Bowie, Iggy Pop og Lou Reed er de helt store idoler. Da Hansel bliver ældre møder han en amerikansk soldat, de forelsker sig og beslutter at gifte sig og flytte til USA. Den eneste hindring er, at Hansel må opgive en lille ’del’ af sig selv for at det kan ske, og underkaster sig derfor en kønsskifteoperation, der efterlader ham tilbage med en ’Angry Inch’ og et derved ubestemmeligt køn. Men officielt er han nu en kvinde og han tager moderens navn, Hedwig. Parret rejser til USA, men ægteskabet varer ikke ved og Hedwig får job som babysitter. Storebroren til barnet hun passer er teenageren Tommy, som hun forelsker sig i og lærer alt hvad hun ved om musik. De laver deres eget band med Hedwigs tekster og hund giver ham tilnavnet Gnosis. Men da Tommy konfronteres med Hedwigs anatomi, forlader han hende og bliver en vildt succesfuld stjerne med hendes sange og musik. Hedwig danner bandet Hedwig and the Angry Inch, men uden den samme succes som Tommy. Den nye mand i Hedwigs liv er den jødiske Yitzak, som i forestillingen er en mand, men i virkeligheden er en kvinde.

Trekantsdrama
Yitzak elsker Hedwig, men hun afviser ham konstant fordi hun stadig drømmer om Tommy. En stor del af fokuset ligger i trekantsdramaet mellem Hedwig, Tommy Gnosis (spillet af Mads Langer) og Yitzak (spillet af Anne Vester Højer): Tommy afviser Hedwig, Hedwig afviser Yitzak.

Rock ’n Roll Drag
Det er bestemt positivt at se en mand klædt ud som dragqueen i de mest glitrende bling-bling kostumer, uden at gøre grin med sin rolle, hvad der ellers er ret klassisk. Når en mand klæder sig ud som kvinde får det som regel en vis latterlig effekt men ikke her. En fed ting er også, at der ikke går klassisk disco-dans og ”Ørkendronningen Priscilla” i showet. Anders W. Berthelsen synger med sin egen mandige røst, uden at gøre den lys og skinger eller mime til en indspillet kvindestemme. Forestillingen er en musikalsk fortælling om Hedwigs turbulente liv som er fyldt med fed rock-musik, seje effekter og en utrolig energi fra Hedwig og band. Musikerne spiller fantastisk og skuespillet er godt, specielt skal nævnes at Anders W. Berthelsen som skuespiller, her får vist at han har et stort og hidtil uset bredt potentiale. Forestillingen er baseret på filmen af samme navn fra 2001.
 

Instruktør: Mikala Bjarnov Lage.

Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Anne Vester Højer, Mads Langer. Band: Lasse Bo Nielsen, Søren Lund, Asger Møller og Nis Tyrrestrup. Statister: Dorman Smith, Joseph Igbinovia, Katja Chan-Mee Lundvig Frederiksen, Rikke Myung Sun Nielsen og Marie Tarp. Tekst: John Cameron Mitchell. Musik og sangtekster: Stephen Trask. Oversættelse: Kenneth Thordal. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Kapelmester: Mads Langer.





 

ww.teateranmeldelse.dk                  Ansvarlig Bjarke Eijgendaal                           kontakt: teater@teateranmeldelse.dk