Grenzen
Mungo Park Kolding
1. okt. – 7. nov. 2009

Mungo Park Koldings forestilling ’Grenzen’ er en rodet og langstrakt affære. Men første møde med teatrets nye ensemble giver håb for fremtiden.

Martin Lyngbo valgte ved sin tiltrædelse som teaterdirektør i 2005 at gøre Mungo Park (Allerød) til et repertoire- og ensembleteater. Et klogt valg, set i bakspejlet.
Teatret er i dag nærmest blevet synonym for energi, opfindsomhed og aktualitet: komedie krydret med storpolitik (W – de unge år), debatskabende flygtningedrama (Sandholm), nervepirrende thriller-gys (Den Anden), performanceteater som musical (Opsang) - for blot at markere den genremæssige spændvidde.
Det er således ikke uden grund, at der er store forventninger til Mungo Park Koldings teaterdirektør Moqi Simon Trolin og teatrets nyetablerede ensemble, der for første gang optræder samlet i Peter Hugges ’Grenzen’.

Grænser og nationalfølelse
Desværre indfries forventningerne overhovedet ikke, selvom det begynder godt: De fem skuespillere - Iben Dorner, Christine Sønderris, Rebekka Owe, Jesper Riefenstahl og Morten Brovn – møder os på trappen i foyeren med hvert sit instrument, fremfører en sentimental hymne om Slaget ved Dybbøl og guider os op i salen. Det er stemningsfuldt og afslappet, og vi er med på præmissen.
’Grenzen’ er en fabulerende fortælling, hvor begivenheder og skæbner smelter sig sammen i tid og rum på kryds og på tværs. Fælles for stykkets karakterer er, at deres livssituation på den ene eller anden måde tematiserer grænser: Hvilken betydning har grænser – konkrete og mentale – for vores liv, for vores nationalfølelse, for kærligheden og for hvem vi lukker ind i landet? 
Fokus rettes især på indvandrespørgsmålet og danskheden, men fremstillingen er på én gang unuanceret og karikatur-flirtende og drukner hurtigt i et miskmask af røde pølser, tørklæder og dåseøl.

Rodet og overgearet
Det er ikke situationer, der mangler i Hugges tekst. Tværtimod. Som tilskuer har man rigeligt at gøre med at finde ud af, hvem der er hvem, hvornår og hvorfor.
Det er sansen for at sammenkoble begivenheder, personer og forløb i et helstøbt multiplot, som det halter med: isoleret set fungerer mange enkeltscener for så vidt udmærket, men snarere end at supplere og perspektivere hinanden, kommer de til at kæmpe om vores opmærksomhed på bekostning af hinanden.
Der sker derfor både alt for meget og alt for lidt i de mere end to timer, som forestillingen varer.
Skuespillerne kæmper en brav kamp for at give deres mange forskellige karakterer liv og nærvær. Det lykkes kun momentvis. Det meste af tiden er sproget og spillestilen karikeret. 
Sjovest er Iben Dorner, når hun som en kropslig hybrid mellem Grace (Will & Grace) og Maude fra Matador fremfører sin bidske monolog om mænd, alt imens hun plukker øjenbryn. Og Morten Brovns kropslige transformation i rollen som Hr. Blå fejler bestemt heller ikke noget.
Men selvom de medvirkende alle får vist spændende smagsprøver på deres talent, spænder det overgearede arrangement (der undertiden har karakter af dramaøvelser) generelt ben for, at rollerne fremføres med tilstrækkelig overbevisning.
Enkelte steder er Trolins iscenesættelse skarp og vellykket i sin skildring af danskhedens (u)væsen. Men den sketchprægede montageform virker trættende i længden og bevirker, at man aldrig rigtig kommer ind under huden på karaktererne – og at man aldrig for alvor gider engagere sig i de problematikker, de rejser.
Den visuelt smukke slutscene kommer derfor også til at virke underligt postuleret i sin storladne symbolik.
Håb for fremtiden
Forestillingens stærkeste element ligger i de musikalske indslag (smukt og kraftfuldt arrangeret af Jeanett Albeck) Aftenens to højdepunkter er holdets fremførelse af ”Danmark for folket” og ”I Danmark er jeg født”, der forløses med nerve og intensitet.
Her går musik, sang og ensemblespil op i en højere enhed. Det bliver nærværende og vedkommende. Ja, det er som om, at forestillingen i disse øjeblikke finder sit helt rette element mellem alvor og tragikomik.
Det er under disse scener, vi for alvor mærker, at grænsen for hvad Mungo Park Koldings ensemble kan præsentere heldigvis ikke er nået endnu.