'Casanova Undone'
Krudttønden
25. februar 2009 - 28. marts 2009
CASANOVA UNDONE kradser i lakken på virkeligheden. Casanovas seksuelle udskejelser sættes i et nyt lys i et teatralt tids-mix, hvor der ikke er lagt skjul på sminkens dækkende evne. Det handler om sandt og falsk, afsløringer og sløringer. Alt bliver klart og tydeligt – også, at det er skuespillere i verdensklasse.
Tiden er ophævet – vi er et soveværelse i det 18. århundrede, men referencerne til hverdagen på den anden side af teatersalens mørke er tydelige. I vores verden med plastik kirurgi og marketings-strategier for alt fra dåsetomater til personlig udfoldelse i mødelokalet får Casanovas kamp for sit ry helt nye perspektiver. Ian Burns skaber en vedkommende Casanova. Han er fabelagtig som aldrende, oversminket kvindebedårer, der lader andre udføre det praktiske for selv at få ryet! Det er forrygende karakterskuespil. Fremstillingen er stilistisk rå med de comedia dell’arte-inspirerede typetegninger af herren, hans tjener og den unge smukke pige! Timingen, stemmeføringen og vekslingen mellem grov komik og følsomhed er lige i øjet.
Vi møder Casanova efter alle forførelserne – foran sminkebordet, hvor den tykke maske lægges. På sine gamle dage skriver han sin selvbiografi om livet som evig skørtejæger. Han foreviger det ry, som han lever på. Ryet der er hans identitet. Men hvad er der inden under? Hvad blev der af
Casanova, da kvinderne havde forladt hans seng? Casanova Undone er et bud på spørgsmålene. Selv mener han blot han behøver ryet – illusionen om, hvem han er. Det betydende er ikke, hvem han er, men hvem folk tror, han er!
Forestillingen tager udgangspunkt i slutningen af den historiske person Casanovas liv, hvor han isoleret fra omverdenen lægger sidste hånd på sine erindringer. Casanova Undone er dog ikke en historisk korrekt gengivelse af Casanovas liv. Fortællingen bunder i den virkelige historie om manden, der levede i evig eksil grundet sit frie forhold til blandt andet seksualitet, religion og penge. Men virkeligheden er spundet ind i en konstrueret fiktion. Det fiktive, det illusoriske spiller i sig selv en betydende rolle som en gennemgående symbolik. Casanova iscenesætter sig selv i forsøget på at negligere alderdommen. Casanova Undone får latteranfaldene til at spredes i salen, men samtidig er den dyb og følsom uden dog at være belærende, men samtidig heller ikke spektakulært nytænkende! Det er en stiliseret smuk forestilling for både øjne og øre, der ikke er bange for at vise os, at det bare er teater! |
