Come Together - Teaterkoncert
Koncept og iscenesættelse: Nikolaj Cederholm
Østre Gasværk Teater
Spilleperiode: 9. september 2009 – 9. januar 2010
Teatersæsonen er lige gået igang. Men mit bud er, at der er god sandsynlighed for Cederholm og Co. vil sidde i de røde plyssæder på Gamle Scene ved Årets Reumert 2010.
Det har været en årelang proces for Gasværket, og en stor økonomisk satsning, at få rettighederne til The Beatles’ samlede sangkatalog. Ét er at få de formelle rettigheder på plads. Men, noget andet, og vigtigere, bliver, hvordan Gasværket vælger at tilgå, hvad der må siges at være musikkens hellige gral. Det er ikke en let opgave at kaste sig ud i. For ligemeget hvad man gør, vil der altid være nogen, som syntes, at man ikke må pille ved orginalen. Men hvad er det så som Gasværket præsterer med Come Together, der giver dem plads i plyssæderne?
Det første, meget geniale træk er sangvalget. Nikolaj Cederhol og Co. kunne have sammensat deres Teaterkoncert udelukkende af fortolkninger af de mest kende hits, som står i enhver højskolesangbog. De sange som det ville være svært ikke at træde ved siden af med, på grund af deres eksponering som alle mands eje. Heldigvis traf man et andet valg.
Størstedelen af sangene er taget fra albummene Magical Mystery Tour fra 1967, White Album fra 1968, Abby Road fra 1969 og Let it Be fra 1970. Man har valgt at tage numre, som ikke nødvendigvis har haft den største airtime I radioen - og derved har givet bedre plads til en nyfortolkning. Der er selvfølgelig et par hits iblandt. Men de er behandlet med den største respekt for originalen.
Der er i alt 32 sange I koncerten. Hver for sig er de isolerede fortællinger, hvilket gør det muligt at eksperimentere med forskellige udtryksformer, både gennem scenografi, kostumer og spillestil. Sangene bindes sammen af en overordnet tanke om tid og rum - fortid, nutid og fremtid - i et psykedelisk univers, inspireret af The Beatles’ Magical Mystery Tour.
Kunstnerne er iklædt kostumer fra forskellige tidsperioder, på samme måde som The Beatles selv brugte udklædning.
Der er nogle kostumer og scenografiske løsninger, som træder mere frem end andre, såsom det ”farve-mekka”, der åbner sig ved Here Comes The Sun. Her hænger tre af de medvirkende fjerlet fra loftet i et stort stykke orange stof, der bliver større og større, mens de vugger frem og tilbage til den meget, meget glade og varme udgave af Her Comes the Sun.
Et andet nummer, som skal fremhæves, er You gotta hide your love away, som i denne folksong-udgave, med masser af strengeinstrumenter, som langsomt bygger nummeret op, er en meget passioneret fremførelse.
Der hersker ingen tvivl, om det er professionelle musikere, der står på scenen. Sangere, som behersker deres instrument. Der bliver leget med stemmerne, og som publikum får man virkelig noget for pengene. Acapella-versionen af Because bliver fremført under komplet stilhed i salen. Det er lige før, man kan høre sidemanden trække vejret. Harmonierne skærer sig igennem luften, så klart at det nærmest er skræmmende. Jeg bliver helt blæst væk af tanken om, at dette nummer hver aften de næste tre måneder vi blive fremført med præcis samme sikkehed.
Den altoverskyggende årsag til, at Come Together er og bliver et af årets mest fantastiske forestillinger, er den professionalisme og beherskelse som hver og en af de medvirkende på scenen agerer med i Nikojal Cederholms Beatles-univers. Et univers, hvor der vendes op og ned på teaterrummet og hvad der kan forventes af en teaterkoncert. Grænserne mellem publikum og udøvere bliver nærmest udvisket som Teaterkoncerten skrider frem. Der skabes en intimitet gennem numrene og en følelse af fælleskab, fred på jord og kosmisk kærlighed. Det er som at være tilbage i slutningen af 1960’erne og være deltager på Magical Mystery Tour.
Det er dog meget muligt, dette er kulminationen på kreativiteten for hvad teaterkoncert-genren kan rumme. Der har allerede været gode forestillinger som Gasolin’ og Teaterkoncert Beach Boys på Aarhus Teater. Med Come Together er loftet så at sige nået, og spørgsmålet er nu, om det vil være et klogt valg at prøve nye konstellationer af.
På vej hjem fra Gasværket gik det op for mig, at dette faktisk er en forestilling, jeg gerne vil se igen – og det siger vel alt.
|