’Inside Out – Outside In’
Entré Scenen
28.2.- 6.3.09.

Universet og det jordiske liv, kroppens begrænsninger og virtuel manipulation repræsenteres i forestillingen ’Inside out – Outside in’.

I et scenerum med to fritstående døre som eneste synlige scenografi, indleder dansekompagniet Dadadans fortællingen om det vilkår, at kroppen har sine begrænsninger og rejsen ind i en digital vægtløshed tiltrækker og forfører os som mennesker. Et scenerum med jordiske karakterer, avanceret teknologi, klassiske positurer, vand, stjerner og sollys.
På fornem vis lykkes det fra starten at etablere en fornemmelse af, at vi sidder i verdensrummet. Al information hænger tilgængelig i luften. Det er tilsyneladende bare et spørgsmål om at aktivere den.
Som tilskuere føres vi hen over kloden, dykker ned, oplever og sanser.  

Stærke kontraster
En kvindelige danser (Louise Hyun Dahl) åbner med bevægelse. Hun iscenesættes af lyd, der angiver rytme, puls, effektiv produktion, dynamisk stress, med pulsen fra kloden og milliarder af mennesker.
Hun repræsenterer en lille del af den globale bevægelse. Mødet mellem krop og lyd peger på kontrast og sammensmeltning mellem organisme og mekanisme.
Danseren står nu foran en filmprojektion af sig selv, som beskriver bare ét af de uanede lag i mulighederne for personlig repræsentation og iscenesættelse.
Så tilføjer en ny danser (Maria Naidu) sig rummet. På afstand. Som skikkelse. Med stjernehimlen under sig træder hun fra skikkelse til karakter. Hun hvirvler som vægtløs i det universelle rum og rammes ind af en følgespot.
En elegant og præcist formidlet kontrast mellem anonymitet og eksponering.

De to kvinder mødes og fører hinanden som marionetter. De orienterer sig konstant udadtil, nervøse for at gå glip af noget ”derude”. Intensiteten mellem dem forstærkes og en smuk scene af menneskeligt nærværende kød og blod i kontakt, udspiller sig. Udstillende, forstillende dukkelatter på lydspor forstyrrer og opløser intimiteten. Snart bliver kroppene igen automatiske, stereotype - vingerne bliver trætte og resignerer.
Helle Bachs iscenesættelse af kvindernes leg med intimitet og automatik er kontrastfuld og stærk, og Louise Hyun Dahl og Maria Naidu komplementerer hinanden flot på scenen. Især skiftet i kvaliteten af dansernes kontakt fra maskinelle til sensuelle er overbevisende og smukt udført.

Siesta - Big time
Forestillingens anden del byder på besøg i forskellige kulturer og menneskelige attituder, komik og humor: Lyden af et langsomt tog der slæber sig gennem et langstrakt ingenmandsland. Trommer der dvæler. En mand (Miguel Cortes) svæver ubesværet, læner sig mod en dørkarm.
Danseren illuderer det vægtløse figurative perfekt. Han er som droppet ned i en mexicansk ørken, til en stemning af kedsomhed og udsigtsløshed.
Miguel Cortes afprøver nu komiske groteske positurer og afprøver tillokkende attituder alt imens en animeret ”countrydollydukke” komplimenterer ham fra døren bag ham. Flere dollies dukker op.
Han udfolder sin latinomacho og med deres ”Wauw” peger han og retter fokus ud i horisonten og forsvinder baglæns. Forlader ”relationen” med de animerede dukker og peger på et nyt link.
Vand og motion capture
En anden danser (Lars Dahl Pedersen) står med en sprække af grønt lys i døråbningen. Lyden af vanddråber slår an. Manden bag døren kommer til syne, og med ham langsomt forbindelsen til vandets lyd, styret af hans bevægelse.
Sekvensen fungerer brillant. Sammenstødet mellem vandets organiske og sansemættede lyd og den tekniske styring gennem Lars Dahl Pedersens bevægelser, udfordrer tilskuerens perception i frydefuld grad. Og peger på teknologien som fascinerende legekammerat.
Tango og stumfilmskomik
Argentinsk tangomusik med blød basvolumen, violinens strenge, lægger nu en elegant forførende og let stemning. Jordboerne har tilsyneladende følelser.
Danserne er blevet karakterer med en vilje til at hjælpe hinanden, følge hinanden, være sammen. En komisk ”stumfilmdans” begynder: Mennesket som charmerende og godtroende jordboer, står i kontrast til den teknologisk formidlede kontakt mellem repræsentationer af menneskene.
Hen mod forestillingens slutning, træder uendeligheden ind i rummet via projicerede stjernebilleder. Billeder af små digitale skærme fylder dørene og forvandler sig til endnu mindre små farvede partikler.
Menneskene hænger klappet sammen på snoren for næsen af os.

Sansemættet rejse
Alt i alt en fornem forestilling, hvor moderne dans og teknologi på én gang smelter sammen og står i skærende kontrast. Med ’Inside Out – Outside In’ fører Dadadans os elegant ind i et rum, hvor overgange mellem nærhed, skikkelser, skygger, fuldt fremtonede personligheder, globale impulser og digitale signaler fortæller os om vilkår og lag i menneskets leg med eksponering.
Fra tilskuersædet suges vi ind - eller ud - i verden.
Man sidder tilbage med følelsen af at have været på rejse: På rejse i et rum og en verden, hvor mulighederne for kommunikation er uendelige og besværet med nærhed alt for stor.