Tristan & Isolde
Af Richard Wagner
Det Kongelige Teater, Operaen – Store Scene
Spilleperiode: 10. maj - 14. juni 2009

En fantastisk Tina Kiberg og en orkestergrav der syder af musikalitet, kombineret med uinspirerende iscenesættelse er hvad der venter publikum i Operaen

Richard Wagners version af Tristan og Isolde fortæller historien om den forældreløse Tristan, der er vokset op hos sin onkel Kong Marke af Cornwall. I kamp dræber Tristan den irske ridder Morold, som var forlovet med den irske prinsesse Isolde, og undervejs bliver han selv hårdt såret. Prinsesse Isolde, som kender til hekseri, finder den hårdt sårede Tristan og tager ham med tilbage til slottet for at pleje hans sår med sin magiske urtecreme. På trods af at Isolde ved hvem han er, og hvad han har gjort, bliver hun draget af ham og redder hans liv. Tristan bliver ligeså draget af Isolde. Men, det er en ubevidst længsel, der ikke bliver realiseret. Efter at Tristan kommer tilbage til Cornwall, bliver han snart sendt af sted til Irland af Kong Marke, for at vinde Isolde som Markes dronning.

Her begynder Stig Fogh Andersens og Richard Wagners musikdrama ombord på det skib, som Tristan fører Isolde til Cornwall med. Eller rettere sagt når overteksten afslører, at det er et skib, ja så er vi alle med - eller er vi? 

Scenografien til Tristan og Isolde er skabt af Steffen Aarfing, der ligeledes lavede scenografien til Det Kongelige Teaters opsætning af Nibelungens Ring. Steffen Aarfing er kendt for at lave scenografiske løsninger, der ikke nødvendigvis underbygger handlingen eller bruges som katalysator for handlingen. Han vælger ofte at skabe et scenerum, hvor det er det menneskelige følelsesliv, der er i centrum. Et rum, hvor man ikke kan undgå at se og mærke de udøvende kunstnere. Det må dog stå hen i det uvisse, hvorfor han vælger den samme taktik til Tristan og Isolde og lader hele kærlighedsdramaet, spundet over godt fem timer, blive udspillet foran det samme, udefinerbare skrummel af en kulisse. Det kan undre mig, hvorfor der overhovedet var bygget denne scenografi. En tom scene havde i dette tilfælde bedre tjent formålet at få sangerne, musikken og teksten frem på scenen.

Tilbage til ”Skibet”, hvor Tina Kiberg, som Isolde, sidder tilbage med sin ugengældte kærlighed til Tristan og beslutter at straffe ham for drabet på Morold.

I sin knivskarpe skildring af Isolde fanger Tina Kiberg det essentielle af, hvad der er indbefattet af essensen af Richard Wagners Tristan og Isolde. Hendes fremførelse af det vidt spændene og komplekse Isolde parti får hårene på armene til at rejse sig på publikum i salen i vild beundring. Sanserne er skærpet, og publikum suger hvert eneste intonation til sig. Det er fantastisk - simpelthen fantastisk.

Isolde befaler ternen Brangäne at skænke dødsdrikken op, så Tristan og Isolde kan skåle med hinanden inden skibet lægger til i Cornwall. Brangäne bytter dødsdrikken ud med en elskovsdrik, som vækker kærligheden mellem Tristan og Isolde, der begge bliver opslugt af deres lidenskabelige passion for hinanden.

Denne lidenskab kommer til udtryk i 2. akt under Tristan og Isoldes smukke kærlighedsduet. Der er igen her, at Tina Kiberg brillierer og stjæler al fokus fra en halvkvabset Johnny van Hal, der spiller Tristan. Der var ingen sangpræstation hos ham, som matchede Tina Kibergs.

Ligesom de andre medvirkende har Johnny van Hal i øvrigt svært ved at formidle den tiltænkte Verfremdungseffekt, som jeg efterfølgende læser om i programmet. Der er er noget basalt galt, når man som instruktør bliver nødt til at forklare, hvad der meningen med en iscenesættelse. Altså at iscenesættelsen ikke kan stå alene, men har behov for en ”read-a-long”.

Det fungerer ikke med dette ”nu er jeg i rolle, og nu er jeg ikke i rolle” koncept, når det ikke etableres gennem en klar fiktionskontrakt med publikum. Der skal være en implicit aftale om, at det altså er således at tingene forholder sig. Det er muligt, man den efterfølgende dag læser programmet og at tiøren falder, men det hjælper ikke på forståelsen af spillet, når man sidder i salen. 

Den tredje og sidste akt begynder som de foregående med endnu en kæmpe cadeau til Det Kongelige Kapel under virtuos ledelse af Jiří Kout. Det er en fænomenal fremførelse af Richard Wagners musik, Det er en oplevelse, som kan mærkes. Musikken bliver nærmest skudt op fra orkestergraven og rammer sjælen.  Den berømte Tristan-akkord (F-H-Dis-Gis) i anden takt af 1. akts Vorspiele er nok en af de mest berømte harmonisammensætninger i musikhistorien og sætter med det samme standarden for, hvad man kan forvente sig af Det Kongelige Kapel, og man bliver ikke skuffet. I de næste godt fem timer tryller Jiří Kout med sin dirigentstok, så salen fyldes med Richard Wagners spændende musik.

Hele denne lange tragiske kærligheds ekstase kulminere i Isoldes berømte Liebestod i den afsluttende arie Mild und leise. Her træder Tina Kiberg ned fra scenen og står på rampen mellem scenen og orkestergraven. Lyset tændes i salen og dele af scenografien hejses op, så man kan se direkte ind på bagscenen - hvor en scenetekniker arbejder. Et sidste forsøg fra Stig Fogh Andersens på at anvende Verfremdungseffekten, der som de foregående falder helt ved siden af. Men, når det er sagt, så gør den prægtige sangpræstation, som Tina Kiberg leverer, og den musiske fremførelse fra orkestergraven, at man næsten kan tilgive opsætningens øvrige mangler. Det er jo i sidste ende musikken og teksten i Tristan og Isolde, som har givet operaen sin musikhistoriske anerkendelse.