Stuk
Det kongelige teater
30. jan. - 21. apr. 2009

En sang der nærmer sig skråleri, 1880’ernes pæne tøj twistet med dekadente detaljer, skønsang, modsætninger, Jens Albinus i lange sølvstøvler med enorm platousål og et lille fikst korset, kvinder der synger sigende sange på moderne maner, en gal fransk kok, kaos og druk, penge (og mangel på samme) og alt muligt på en gang og så alligevel – slet, slet ingen ting.

Ja, ”Stuk” af Herman Bang er blevet opsat som skuespil, og spiller nu på Skuespilhusets store scene. Med den tyske iscenesætter Frank Castorf med på sættet er alt dømt til at være grotesk, underligt og en smule provokerende, idet hans grundholdning omkring teatret er, at det skal udvikle og være sjovt. Det er ligesom at kaste sig ud i fragmenter fra ”The Hitchikers Guide to the Galaxy”, spicet med en omgang kloge ord og fine sætninger fra romanen ”Stuk” og tilsat yderligere galskab og direkte grotesk latterlig underholdning med moderne tilsætningsstoffer.

Uendelige mængder af indtryk
Dette giver alt i alt en forestilling, der er, som sagt, underholdende, men desværre en 50-60 minutter for lang. Visse scener, som fx opiumstrippet med mænd i korsetter, høje hæle og bare, smækre lår slår ikke til i længden og ville have fungeret utrolig godt, hvis man havde skåret ned på længden.

Dette gør sig gældende mange scener stykket igennem. Energien og tempoet i stykket bevæger sig på et enormt højt og hurtigt niveau, der også gør, at man efter max 3 timer ikke kan indeholde mere fortolkning af Herman Bang.

Men derudover er scenografien genialt lavet og sat op, så alle Bangs beskrivelser af menageriet smukt bliver til virkelighed. Skuespillerne spiller som en drøm og uden skrupler, selvom Jens Albinus med sine små improvisationer, når noget går galt på scenen, klart brænder mest igennem som Herluf Berg, dog uden at skulle støde nogen af de andre medvirkende, der alle spiller fremragende. Man kunne måske have ønsket sig en fransk kok, med lidt mere gennemøvet accent.

Aktuelt igen, igen
”Stuk” er mere relevant end nogensinde. Bogen skildrer opgangstider og uendelige mængder optimisme, den såkalde ”gründer-periode”, der ender med et ordentligt krak. Historien kunne lige så vel have fundet sted i dag blandt 4 gode venner, der opretter deres eget firma, hvorefter dette, pga. den nuværende finanskrise, må lukke og slukke på ulykkelig vis. Dette afbilledes på scenen ved en blanding af moderne tilbehør og påklædning, der sammenfletter de to tider og fører forestillingen op til i dag, som en afsluttende perspektivering og reminder om hvor vi egentlige befinder os.
For man kunne risikere at glemme sig selv, bare en lille smule i al den groteske galskab.

 

Tammi Øst, Jens Albinus, Helle Fagralid og Ernesto Piga Carbone
Foto Christian Friedländer