Tryllefløjten
Af Wolfgang Amadeus Mozart & Emanuel Schikaneder
Gæstespil af Den Jyske Opera
Det Kongelige Teater - Operaen
Spilleperiode: 18. og 19. oktober 2008


Kasper Wiltons iscenesættelse og Jesper Corneliussens scenografi lever desværre ikke op til den meget professionelle og medrivende sangpræstation. Det er synd, for det giver et meget ujævnt helhedsindtryk af Den Jyske Operas opsætning af Tryllefløjten.

Der er ingen tvivl om, Den Jyske Operas ensemble kan synge, og det på den mest vidunderlige vis. Susanne Elmark som Nattens Dronning leverer en fantastisk sangpræstation med Der Hölle Rache kocht in meinem Herzen. En ikke let opgave eftersom det er en af de mest kendte arier - i ikke blot i Tryllefløjten, men af Mozart. Susanne Elmark løftede taget på Operaen, og med den kraft og perfekte spændvidde over flere oktaver kunne man være bekymret for, om glasfacaden på Operaen ville sprænges. Den Jyske Operas Kors præstation med O Isis und Osiris, welche Wonne! fortjener også at blive fremhævet.

Den Jyske Operas Tryllefløjten er en turnéforestilling. Den skal rundt i landet og spille på forskellige scener, hvilket stiller krav til scenografiens mobilitet. Den skal være let at have med rundt. Samtidig skal der tages højde for, at de forskellige lokaliteter ikke nødvendigvis stiller de samme teatertekniske faciliter til rådighed.

Scenografen Jesper Corneliussen anvender en minimalistisk scenografi, præget af geometriske figurer, for eksempel afbilledes Visdommens Tempel med en pyramide (trekant). Som kontrast til de geometriske figurer søges der at vise et mere eventyrligt univers både gennem Papagenos og Papagenas fjerprydede dragter og af tøjdyr, som titter frem bag de tre søjler i Visdommens Tempel.

Men, ses der på scenografien som helhed, fungerer den ganske simpel ikke. Den bærer præg af at skulle kunne klappes sammen 16 gange. Til tider giver den endda problemer for de medvirkende, som når De tre damer har problemer med at få lukket Nattens Dronnings trone i 1. akt... Jeg bemærker også, at efterhånden som vi nærmer os slutningen i 2. akt, har de kørt scenetæppet frem og tilbage (for at kunne lave sceneskifte bag fortæppet) så mange gange, at de øverste tæpper i proceniumsbuen, som skulle dække for lysreggen, har revet sig løs. Den Jyske Opera må derfor tage deres endelige applaus med et stykke scenetæppe hængende ned fra loftet.

Valget med at have en minimalistisk scenografi sætter automatisk større krav til de medvirkendes skuespilsmæssige præstationer. Der er ikke mange rekvisitter eller andre scenografiske elementer at spille op mod og med. Derfor bliver fokus langt mere på de medvirkende. Når man vælger at opføre Tryllefløjten, der har væsentlig mere talt dialog end de fleste operaer, og nærmest kan betegnes som et syngespil, så kan man godt tillade sig at forvente mere af den skuespilsmæssige præstation.

Her skuffer Kasper Wiltons iscenesættelse. Den mangler gesten. Der spilles for meget på scenen og for lidt når ud over rampen til publikum. Joachim Knop forsøger ihærdig med sin Papageno, mens Kristine Becker Lunds fortolkning af Paminas udvikling fra den lille pige i skoleuniform til en kvinde desværre bedst kommer til udtryk gennem skiftet af kostume. Der mangler simpelthen fokus i opsætningen. Kontrasten mellem Nattens Dronning/Sarastro og Papageno/Papagena flyder lidt for meget ud, og Monostatos, med Schwarz tatoveret henover brystkassen, bliver aldrig en rigtig skurk.

Det er meget muligt, jeg er blevet en forvænt teatergænger. Men, jeg forventer noget mere, når jeg sætter mig i de fløjlsbløde sæder på Holmen. Det, som bærer Den Jyske Operas Tryllefløjten igennem, er de stærke sangpræstationer og musikken fra orkestergraven.


 

Bolette Bruno Hansen (3. dame), Elsebeth Dreisig (1. dame), Aileen Itani (Pamina),
Birgitte Mosegaard Pedersen (2. dame)
Fotograf Anders Bach