Ulysses von Ithacia
af Ludvig Holberg

Det Kongelige Teater – Skuespilhuset
20. januar – 6. marts 2010
Turné: 8. marts – 11. april 2010

Underholdende og satirisk Holbergstykke i Skuespilhuset: Ulysses von Ithacia er en – tankevækkende – fornøjelse på alle punkter.

En stolt og tapper helt, der uselvisk og selv-opofrende drager i krig for sit fædreland og en kidnappet jomfrus ære. Dét er da en fortælling, der vil noget! Men hvad, hvis helten viser sig at være knap så heltemodig? Hvis al hans pomp og pragt viser sig bare at være lånte (teater)fjer? Og hvis hans heltedåd mere er en dåd for dådens, ærens og krigens skyld – for sådan noget gør helte jo – uden synligt mål og med? Ja, så er fortællingen måske knap så spændende … med mindre altså, at der er tale om Det Kongelige Teaters opsætning af Holbergs komedie Ulysses von Ithacia, der med svidende og ubarmhjertig satire udleverer krigens, heltens og (nogle) menneskers dårskaber, så man som tilskuer må finde sig i, at mærke eftertænksomheden tage fat samtidig med, at man giver efter for det ene latterbrøl efter det andet.

Aktuel satire med 300 år på bagen
Ulysses von Ithacia er Holbergs parodi på nogle overdådige og spektakulære teaterstykker, der på Holbergs tid (1684-1754) indtog de danske teatre fra Tyskland. Som modreaktion lavede han en parodisk tolkning af Homers helteepos ”Odysseen” og ”Illiaden”, om den stolte Odysseus, der drager i krig for at redde den skønne Helene fra Troja.

Set i nutidens øjne er Holbergs oprindelige tanke med stykket knap så aktuel, men i Det Kongelige Teaters og instruktør Rune David Grues fine og underholdende fortolkning, får det godt 300 år gamle værk nyt liv og – ikke mindst – nyt satirisk bid: For giver det mening at gå i krig for krigens skyld og udelukkende fordi man vil gøre et godt ansigt udadtil? Er jagten på ”æren” virkelig et mål, der helliger midlet? Og hvor længe giver det mening at jagte et mål, der fra starten ser mere eller mindre håbløst ud?

Noget om helte – og antihelte
Stolt og tapper ser han ud. Helten Ulysses von Ithacia i Peter Plaugborgs imponerende og mandige skikkelse, der som taget ud af århundreders sagn og utallige meter Hollywood film stormer frem på scenen. Klar til kamp med spillende muskler, et fast greb om sit våben og et Hollywood soundtrack i ryggen. Her er det stof, som pigedrømme er gjort af. Og uden tøven drager han i krig for at redde den skønne Helene (Tina Gylling Mortensen), der er røget i den trojanske prins Paris’ (Mads Riisom) hænder. Med sig har han en drabelig hær og sin trofaste tjener, Chilian (emminent spillet af Henrik Kofoed), der som den eneste bevarer bare en anelse virkelighedsfornemmelse på det lange togt.

Men en ting er tilsyneladende heltemodigt at drage ud til krigen. Noget helt andet er, når man står foran fjendens porte og skal gøre klar til kamp. Der kommer det hurtigt til at knibe med heltehjertet for den gode Ulysses, der i stedet for straks at kaste sig selv og sin hær ud i kamp, trækker tiden så meget han kan ved at sende tjeneren Chilian ud som forpost. Ulysses’ soldater tænker sit – og Chilian tænker endnu mere – og han tænker ikke mindst sit om denne for ham unødige krig, for en jomfru, der hverken er jomfru mere eller for den sags skyld ønsker at blive reddet. Hvad nytte har det hele? Og har det overhovedet nogen nytte?

Når nok er nok
Imens Chilian tænker og Ulysses vægrer sig ved kampen, går tiden støt og roligt fremad uden mål og med – og uden at Ulysses stiller spørgsmålstegn ved sit togt, så længe han med et fingerknips kan sætte sit heltesoundtrack i gang og kaste sig ud i endnu en kamp. Han er fuldstændig blind for, at han langsomt men sikkert afklædes sin heltedragt indtil han til sidst endelig igen står på sit fædrelands jord – uden den skønne Helene og uden andet at vise for sin færd end 40 års viltert skægvægst.

Her er ingen heltemodtagelse. Kun en lukket bymur, en hustru, der har været ham alt andet end tro i de snart 40 han har været bortrejst og en tjener, der har fået nok. Men helten nægter at se, at spillet er ude. Selv ikke da han afklædt og nøgen (afkrævet sit heltekostume af en teaterpåklæder) står alene tilbage på scenen giver han op. I stedet gentager han igen og igen ”Jeg er den store Ulysses von Ithacia”… men ingen hører efter mere.

Prægtigt samspil på alle kanter
Det er virkelig en urimeligt underholdende, gennemtænkt og – ja heltemodig – indsats, der lægges for dagen på Skuespilhusets Portscene. Scenograf Karin Betz’ kulisser af krydsfiner og grønt kunstgræs skaber de perfekte rammer for den hæsblæsende og skøre handling på scenen, hvor de kun otte skuespillere har et kyndigt greb om et ellers noget større persongalleri. Det er skønt, underholdende og tankevækkende – den bedste og mest enkle kombination, når det kommer til teatret.