Richard III
af William Shakespeare
Det Kongelige Teater - Skuespilhuset
17. september – 22. november 2009

En lille forkrøblet mandsling. Så grim, at selv hundene gør af ham, når han kommer gående. Så ondsindet og skruppelløs, så optændt af ét eneste brændende, altopslugende ønske, at intet – end ikke en bror – får lov at stå i vejen. Dét er Shakespeares Richard III. Og dét er udgangspunktet for Det Kongelige Teaters genistreg af en forestilling, der med hæsblæsende tempo, hårdtarbejdende og vidunderlige skuespillere og et absolut minimum af sceniske virkemidler ikke bare kan, men skal opleves inden det er for sent.

Shakespeares historiske drama om den tyranniske kong Richard IIIs blodige vej til kronen er en potentielt tung sag: Intriger på kryds og tværs, besværlige (og mildest talt forvirrende) royale familiebånd og -forbindelser, et talrigt og mindst lige så forvirrende persongalleri med loyaliteter, der skifter for et godt ord, et utal af mord og – ikke mindst – mange og lange shakespearske monologer. Men kun – viser det sig – potentielt. For Staffan Valdemar Holm har på Det Kongelige Teater formået at skabe en Richard III, der holder publikum på kanten af deres plyspolstrede stole – i en evig skiften mellem latterudbrud, gru og ren og skær opslugthed.

Scenen er sat
På Skuespilhusets store scene er sat en stor, sort kasse. Inden i den – langs med kassens tre vægge – står et lidt tilfældigt sammensurium af slidte, gamle stole af den slags, man finder i kantiner, klasseværelser o. lign. På de sortmalede vægge er der med kridt skrevet en hob navne. Nogle for sig selv, andre med slægts- og ægteskabsbånd optegnet. Enkelte navne er streget ud og mange flere bliver streget over efterhånden som prins Richard, hertugen af Gloucester, kæmper sig vej tættere og tættere på sit mål: Englands krone. Til at forløse hele herligheden er der ti skuespillere og alle er de på scenen under hele forløbet, klædt i moderne tøj i primært brune nuancer. Nogle travlt optaget af at gå ind og ud af forskellige roller, mens andre sidder som tavse vidner og betragter slagets gang, indtil de selv skal spille deres del i dramaet.

En tyrans bekendelser
I midten af hele herligheden står intrigemageren Richard og spinder sit spind. Ubønhørligt og minutiøst går han til værks for at vinde Englands trone og ingen er for ung, for nært beslægtet eller for tro til at blive fejet af banen.
Helt genialt spiller Søren Sætter Lassen rollen som den lille, undselige krøbling, der viser sig at være en dødsensfarlig strateg, der bl.a. formår at bejle til den unge enkedronning Anne, hvis elskede mand (Kong Henrik VI) han netop har slået ihjel. Richards strategiske sans for at rydde sine fjender af vejen, er dog også hans akilleshæl og vejen til hans endeligt. For når du rydder alle af vejen på din vej mod toppen, er der forsvindende få tilbage, der kan og vil støtte dig, når du endelig er kommet derop. Der er koldt på toppen, som man siger – og der er så uendeligt dybt at falde.

Kammerspil møder teatersport møder episk teater
Staffan Valdemar Holms super enkle iscenesættelse i Bente Lykke Møllers ditto scenografi giver forestillingen et strejf af kammerspillets intimitet, en fornemmelse der bestyrkes af de ti skuespilleres konstante tilstedeværelse på scenen. Hele tiden er de der og hele tiden er de i rolle, ventende og klar til at træde i karakter i dramaets gang. Nogle som kun en enkelt, andre i flere forskellige roller. Eller sammen, som når de er hundene, der gør af den afskyelige prins, folkemasserne der hylder den nykronede Kong Richard eller masserne, der til sidst gør det af med den forhadte og i et kort glimt selv viser træk af tyrannen i sig selv inden alt bliver sort.

På spindesiden af rollelisten sidder Kirsten Olesens giftige heks af en enke-(eks)dronning Margaret, der spyr f.eks. sin galde og forbandelser ud over hele selskabet i stykkets begyndelse, for derefter at indtage sin plads som ondskabsfuld tilskuer, der med slet skjult tilfredshed kan se sine forbandelser ramme plet – én efter én. Lige så stærke, om end mindre ondskabsfulde, er de tre andre kvinder i Benedikte Hansen, Sonja Richter og Birthe Neumanns fortræffelige skikkelser, der hver især spiller deres rolle i Richards spil og må se den ene elskede efter den anden dø for hans hånd.

På herresiden er kræfterne mindst lige så imponerende: Fra Richard og den loyale Buckingham (Peter Gilsfort), der belønnes med at miste hovedet, til Olaf Johannessen, Søren Lenander, Lars Ranthes og Peter Plaugborgs kraftpræstationer med at legemliggøre de (mange) resterende små og store roller på en måde, der aldrig lader tilskueren i tvivl om, hvem de spiller hvornår – fra morderen med samvittighedskvaler og den lidt vel feminine Markis med den kraftige moderbinding til den teenage-vrantne kongesøn, bødlen med de opsmøgede ærmer og den døende konge. Skiftende er hurtige på en måde, der næsten minder om teatersport – men effekten er af episke dimensioner.

Less is more
Shakespeare mente – med Hamlets udødelige ord – at teatret skal ”sætte et spejl op” for virkeligheden og vise os vores dybeste indre både på godt og ondt. Dét formår Det Kongelige Teaters Richard III og dét så vi griner, græmmes og skræmmes og samtidig på en måde så vi mindes om, at godt teater ikke kræver meget mere end en scene, dygtige skuespillere og en ordentlig tekst. Det er så uendeligt enkelt og så uendeligt godt.