’Lucretia’
Opera
Det Kongelige Teater – Gl. Scene
Til 20. marts

Scenen er et kaos af bøger, digre opslagsværker, kort, malerier og effekter fra århundreder, der er gået. Ind kommer to skikkelser i tøj, der passer i alle og ingen tider – praktisk og bekvemt. De er vant til at være på farten. Og de har været på farten længe. Straks kaster de sig over de mange bøger og dokumenter; hvordan var det nu den gik – historien om dengang Rom var i Etruskernes varetægt og det stille oprør ulmede, for at få Rom tilbage.
Det er dén historie, vi her skal fortælles. Fortalt af de to fortællere, der som ånder bevæger sig blandt fortællingens hovedpersoner og bringer den grusomme fortælling til live igen for øjnene af os. Bestemt og måske lidt nådesløst, for det er ikke en behagelig historie. Men den skal fortælles, så vi med egne øjne kan se hvor stærke kræfter der ligger i kærligheden, i begæret og i æren.

Begærets magt
Historien er kort fortalt denne: Optændt af tanken om den skønne, dydige Lucretia, ridder den etruskiske prins Tarquinius ud i natten med kurs mod Rom. Bag ham i mørket, sover hans hær – og Lucretias mand, intetanende om sin herskers planer. Tarquinius lukkes ind af Lucretia, der nok aner uråd men ikke kan sige sin prins imod. Langsomt men sikkert bryder Tarquinius med smiger og ord, hendes forsvar. Hun bukker under for sit opblussede begær og tilbringer natten med ham. Næste morgen rider han væk og Lucretia står tilbage med sin skam. Ude af sig selv over at have svigtet sit ægteskabsløfte, tager hun sit eget liv – og Junius, der satte det hele i gang – maner til oprør mod overmagten … i Lucretias navn.

En fryd for øje og øre
Lucretia i Det Kongelige Teaters opsætning er en fryd for såvel øjet som øret. Det er en barsk historie fra det gamle Rom, der dels med Brittens musik fra 1940erne og dels med de to fortællere i deres tidløse dragter danner et tankevækkende møde mellem fortid og nutid. Og tankevækkende at århundrederne – ja årtusinder – kan passere verden forbi, og stadig er det helt basale menneskelige følelser som begær, kærlighed, jalousi, ærgerrighed, ære og magt.
Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at de to fortællere går fra at leve sig fuldt ud ind i deres fortælling til kærligt at føre deres hovedpersoner igennem den, til hovedrystende eller forfærdet at se til fra sidelinjen. Vel vidende, at de intet kan gøre. At historien må spilles til ende. Som den altid må det.

Fremragende fortællere
I det hele taget er de to fortællere – i Michael Kristensens og Aileen Bramhall Itanis skikkelser – en lyst for både øje og øre under hele forestillingen. Og de er der vitterligt under hele forestillingen med et scenisk nærvær og stemmer, der trænger ind i lytterens hjerter.
De har en særegen ømhed ikke blot for hinanden – de har trods alt dannet par igennem årtusinderne – men også for de personer, de fortæller og til tider spejler. Det danner en smuk ramme om hele forestillingen.
Især Aileen Bramhall Itani som den kvindelige fortæller klarer denne opgave med et helt særegent scenisk nærvær. Hvor Michael Kristensens mandlige fortæller har større tendens til at lade tingene gå sin gang, føler hun hver eneste følelse og hver eneste forfærdelse dobbelt, netop fordi hun ved, hvordan det skal ende.
I det hele taget er det en flot forestilling både scenisk og sangmæssigt, og instruktøren Veronika Kær har i sandhed fået det bedste ud af sin besætning: Lucretia i Randi Stenes skikkelse og John Lundgren som Tarquinius især, gør sig bemærket. Lucretias dilemma er ikke et af de nemme og det kan læses i Randi Stenes krop, stemme og ansigt. Og John Lundgren formår at gøre sit stærke og barske udseende mærkværdigt blidt – om end stadig bestemt – i sin forførelse af Lucretia.
Og så har Veronika Kær en dejlig sans for detaljer: Som da den kvindelige fortæller helt i begyndelse med et forfærdet udtryk tager den unge general Junius’ dolk fra hans side og stirrer på den, som har hun lyst til at smide den langt væk. Men det kan hun ikke. Og selv samme dolk rækker Junius til sidst Lucretias tjenerinde, at Lucretia kan bruge den til at ende sin skam og sit liv!

Uheldige problemstillinger
Lidt problematik ligger der dog i Veronika Kærs ønske om at opsætte Brittens førsteudgave af Lucretia – den førsteudgave han kort efter premieren måtte skrive om, for at datidens engelske vogtere af dyden, kunne klare mosten.
Det er flot og spændende, at Det Kongelige Teater som de første siden førsteopførelsen, har fået lov til at opføre den oprindelige version. Men netop den oprindelige version stiller nogle – synes undertegnede – uheldige problemstillinger op: Heri lægges der nemlig op til, at Lucretia ikke bliver voldtaget men snarere at både hende og Tarquinius giver efter for et begær og en tiltrækning, der har ulmet i nogen tid. Hendes efterfølgende selvmord skyldes hermed ikke, at hun har givet køb på sin dyd, men i erkendelse af, at hun aldrig vil kunne få den, hun elsker allermest.
Det er som sådan en smuk og romantisk tanke, men selve forførelses/ voldtægtsscenen fremstår også i denne udgave forholdsvist voldsomt og lægger op til, at man som publikum accepterer, at Lucretia godt nok siger nej, men at hun mener ja. Og med utallige års kampagner for netop ”et nej er et nej”, kan dét være en svær en at sluge.
Denne detalje kan man sikkert blive ved med at diskutere – men én ting bør man ikke diskutere: Om man skal se Lucretia eller ej … for det skal man. Og selvfølgelig helst inden det er for sent – for historien, den kan man ikke lave om på.
Det er smukt. Det er grusomt. Det er ulykkeligt. Det er kærlighed. Det er begær. Det er evigt.