B for Balanchine
Af George Balanchine
Det Kongelige Teater, Operaen – Store Scene
Spilleperiode: 14. marts - 1. april 2009
Den Kongelige Ballet er en ballet i verdensklasse. Raffineret og bevægende oplevelse i selskab med en af verdens bedste koreografer.
Den Kongelige Ballet præsenterede i går deres hyldest til koreografen George Balanchine gennem opførselen af tre af George Balanchines værker Symfoni i tre satser, Søvngængersken og Symfoni i C.
Der er en nærmest forelskelsens sitrende stemning iblandt publikum i salen. Man kan næsten fornemme sommerfuglene i maven flyve frit. Det er noget helt særligt, der skal ske - og sker det ikke snart…
Det røde fortæppe flyver til vejrs, og man mødes af et imponerende syn. En diagonal linje af unge kvinder, iført hvide leotards og håret kækt samlet i højtsiddende hestehaler. En arm er hævet mod den himmelblå bagskærm og den anden strakt bagud. Dette åbningstableau giver anledning til spontane klapsalver fra salen. Man kan simpelhen ikke lade være.
Igor Stravinskij’s musik bobler frem fra orkestergraven, og hver hævede arm falder. En propelagtig bevægelse sættes i gang. En rytme, der følger hele satsen igennem.
Min tanker rettes mod noget jazzet, tænker på Chicago og And All That Jazz. Det er ubekymret og fjerlet, som går over i noget mere kraftfuldt og pulserende. Jeg kommer til at tænke på Nørreport station ved myldretid. Det er bevægende, og man mærker musikken i dansen, og dansen i musikken, der svæver i symbiose med hinanden og rammer publikum lige i mellemgulvet.
Aftens anden del, Søvngængersken, er en handlingsballet og George Balanchine hyldest til teatret.
Vittorio Riettis musik indeholder mysteriefulde akkorder og syntes at være fra en anden verden. Stemningen, bortset fra nogle festlige indslag som Harlekin, er mørk og diabolsk.
Den centrale karakter Søvngængersken, spillet af Silja Schandorff, er iført en svævende hvid natkjole, og hendes lange lyse hår svæver med et lys i hånden over scenen i elegant en pointe.
Poeten, spillet af Marcin Kupinski, der er dybt draget af den sovende kvinde, tager fat i hendes lys og styrer hende i forskellige retninger. Han giver hende et blidt puf, og hun glider en pointe baglæns over scenen. Næsten som om hun havde skøjter på.
Silja Schandorff er fortryllende i denne rolle. Det er vemodigt at tænke på, at hun 8. april 2009 har sin afskedsforestilling på Gamle Scene, hvor hun danser titelpartiet i Giselle.
Rosinen i pølseenden er Symfoni i C af George Bizet.
Tæppet går igen op for et stillestående tableau med ballerinaer i glimtende hvide klassiske strutskørter. De bliver budt velkommen af et bragende bifald fra salen. Det er et billede, som bliver på nethinden. Et billede, som resten bliver et ekko af.
Symfoni i C er baseret på symmetri, der placerer de fire ballerinaer med deres tiaraer og deres ledsager som det centrale, omringet af resten af Corpse de Ballet. Stilen syntes ved første øjekast klassisk. Men ved nærmere bekendtskab udvikler udtrykket sig til en avantgarde-agtigt leg med rum og form, spundet omkring George Bizet til tider drømmeagtige musik.
B for Balanchine er som at køre Porsche, som Nikolaj Hübbe beskriver det. Der er ingen tvivl, det er kvalitet, man har fat på, og det er en kraftfuld maskine, som skal køres i gang af Den Kongelige Ballet. Det fungerer bare. Der er ingen slinger undervejs. Som passager i denne Porsche ønsker man at turen aldrig vil slutte.
|